Læsetid: 3 min.

Kongedrømme og kontanter

Københavns Teater har fine drømme for det nye Teater X. Men egentlig handler drømmene mest om billetsalg. Nå, tænker man. Så meget for alle tankerne om kvalitet
17. maj 2006

Teater X skal løse landets teaterproblemer. Sådan er visionerne groft sagt i den strategiplan, som Hovedstadens Teater fremlagde i går - under det nye navn Københavns Teater. Og hatten af for, at bestyrelsen her ikke er bange for at tage store beslutninger.

Men Teater X... Det nye navn minder om betegnelsen Generation X, der i 1990'erne var navnet for de livslede og identitetssøgende i 30'erne - dem, der ikke vidste, hvad de ville, fordi de ikke var forpligtet af noget eller nogen. Sådan en association må man dog tydeligvis ikke få, når man hører navnet Teater X. Tværtimod. X'et skal antagelig være noget med spænding og grænseløse visioner, for Teater X er opfundet af identitetssikre teaterelskere, der ubetvivleligt vil det allerbedste for teatret: dramatikeren Nikolaj Cederholm, instruktøren Eva Jørgensen og skuespilleren Nastja Arcel & crew.

Idéen med at kaste alle drømme ind i ét teater er da også sympatisk nok. Spørgsmålet er bare, om drømmene realistisk vil blive indfriet. For ifølge planen skal Teater X gøre alt det, som de andre gør i dag - tilsammen. Teater X skal kunne det samme som Aveny T: Det unge og det hippe. Det samme som Rialto Teatret: Det musikalske og intime. Og derudover skal det gøre alt det, der åbenbart mangler, og så lige gøre lidt ekstra for børneteatret; (men nej, ikke noget med at blive den åbne scene for børneteater, som København sådan trænger til. Her går grænsen åbenbart).

Royal rival

Teater X stræber mod det, der åbenbart er det allerfineste: At blive den skarpeste konkurrent til Det Kgl. Teater. Men set i lyset af de senere sæsoner for skuespillet på Kgs. Nytorv er det da en mærkelig vision, sådan at skulle være tilfreds med at være royal rival. Som det også fremgik af gårsdagens Information, så har skuespilchef Mikkel Harder Munck-Hansen mere end Ghita Nørby at slås med. Og repertoiremæssigt overhales Det Kgl. Teater allerede nu af Betty Nansen Teatrets klassikerfornyelser, af Aveny T's nye dramatik, af Kaleidoskops sanselige teater, af Det Danske Teaters evne til at præsentere teater, 'som folk gerne vil se'...

Teater X skal først spille sine forestillinger på Aveny T og på Rialto Teatret, der begge lukkes fra 2007 i deres nuværende form, men ifølge planen skal der herefter bygges et helt nyt teaterhus til Teater X med to scener. Det er derimod vanvittigt. Vi har rigeligt med teatre - se bare de snart tømte Turbinehaller. Eller for at sige det helt kort: Vi skal ikke bruge flere teaterpenge på mursten - vi skal bruge dem på replikker.

Stand up og læg ned

Kort fortalt går teaterstrategien ud på at fortsætte, at fusionere, at nedlægge - og at nyoprette.

- Betty Nansen Teatret fortsætter som eksperimenterende klassikerscene.

- Nørrebros Teater fortsætter som morskabsteater, nu også med stand-up.

- Østre Gasværk fortsætter som totalteater, nu også som åben gæstespilsscene.

- Det Ny Teater fortsætter som musicalteater, stadig med huslejetilskud.

- Folketeatret og Der Danske Teater fusioneres på Folketeatret og med fortsatte turnéer til provinsen - og deler hus med Dansk Danseteater.

- Gladsaxe Teater nedlægges

- Aveny T og Rialto Teatret nedlægges fra 2007. Midlerne herfra samles og tilføres seks mio.kr., der så skal anvendes i drømmeteatret:

- Teater X oprettes

Kvindelig kvote

Som noget af det fornuftige i strategiplanen er et ønske om at strømline forretningsdelen; der skal f.eks. etableres et fælles billetbestillingssystem inden for Københavns Teater. Samtidig skal en tredjedel af teatercheferne være kvinder, altså mindst to - hvilken sejr.

Til gengæld virker det fantasiløst og fantastagtigt at begrunde alle disse forandringer med, at så vil der komme flere tilskuere i teatret. At de nuværende knap 400.000 udbudte tilskuersæder pr. sæson skal udvides til næsten 500.000 sæder - og at sidste sæsons salg af 228.000 billetter prognosemirakuløst vil stige til 314.000 billetter i 2011.

Nå, tænker man. Så meget for alle de fine tanker om kvalitet. Skal det virkelig kun være et spørgsmål om antal solgte billetter? For hvis billetsalget skal være det udslagsgivende for Teater X, så kan man godt droppe alle visionerne om det nyskabende. Eksperimenterende teater sælger først billetter i tusindvis, når det er blevet mainstream.

Strategiplanen for Københavns Teater ses på www.d-s-t.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu