Læsetid: 7 min.

Kongehuset i nutiden

Hvad er det for et behov for overhistoriske drømme, der imødekommes, når man søger væk fra virkeligheden, ind i en for længst tilbagelagt fase af historien, som folket i egen interesse lagde bag sig for at få et menneskeligt værdigere liv i demokratiet?
6. september 2005

Da kongehuset mistede sin magt, blev det efterhånden populært. Det tog sin tid, men i dag er der næppe tvivl om, at dronningen er den mest populære statsfigur i Danmark. Om nogen statsminister nogensinde har opnået en lignende popularitet, kan betvivles, det skulle da være Thorvald Stauning. Man ville for øvrigt kunne anse en sådan popularitet for problematisk, netop fordi statsministre har magt. En altfor udbredt dyrkelse af deres person kunne let få over- og undertoner af 'førerskikkelse', som i et demokrati vækker ubehagelige minder. Demokratisk valgte politikere er sjældent særlig populære, måske fordi de er valgt, mens dronningen er hævet over politik og netop ikke valgt. I hendes skikkelse dyrker en temmelig stor del af befolkningen muligvis en statsopfattelse, der intet har med demokrati, politiske partier, valgret og finanslove at gøre, men snarere med forestillinger om staten selv som noget højere, som bærer af en tradition, der er upåvirkelig af partiånd, flertalsbeslutninger og mistillidsdagsordener.

Ligesom paven repræsenterer hun en art historisk succession, der rækker langt tilbage i en dunkel, sagnagtig fortid, hvis levende genkomst i nutiden i hendes skikkelse utvivlsomt berører dybtliggende følelser hos mange mennesker. Enhver, der husker Frederik IX's begravelse (1972), vil vide, hvor overvældende stærkt dette element af en overhistorisk, stiliseret kollektiv symbolik kan virke på sindene - i en sådan grad, at den gravitetisk-majestætiske gravlæggelse af en i sig selv ikke betydelig person kunne transformere denne til intet mindre end repræsentant for landet og folket selv og dets historie, der nu genopstod i skikkelse af den ny inkarnation af successionen.

Den åndelige uskyld

Der i parentes bemærket var den statuarisk-sortklædte, slørbærende dronning, ikke prins Knud. Der er tradition for at pille ved realiteterne, når traditioner skal holdes i live og fortiden bringes til at genopstå i levende menneskers skikkelse i nutiden. Kongeportrætter er sjældent realistiske - det skulle da være Goyas; kongehusene havde deres historiografer, der lagde historien til rette, så pengene passede, og selv evangelisterne undså sig ikke for at tilskære opstandelses-frelse- og forsoningshistorien efter denne kunsts regler. Den lovlig folkeligt-gemytlige prins var ved tronfølgeloven (1953) blevet berøvet adgangen til tronen, og man kan heri se en side af kongehusets udbredte popularitet, der kan sætte nogle spørgsmålstegn ved karakteren af den åndelige uskyld, der kommer til udtryk i den.

Prinsen ville muligvis på tronen have bragt kongehuset noget nærmere en ikke særlig ophøjet, men meget jævn hverdag, der ikke ville have begunstiget behovet for overhistoriske drømme om succession og genopstandelse, endsige om levende nationale traditioner. Det ville simpelthen ikke have været muligt at forbinde dem med hans lidet majestætiske, men i øvrigt ikke utiltalende figur.

Hvad er det da for et behov, der imødekommes, når disse drømme fremstilles som opfyldt i en fuldkommen urealistisk skikkelse? Hvad er det for drømme, når de søger væk fra virkeligheden, ind i en for længst tilbagelagt fase af historien, som folket i egen interesse lagde bag sig for at få et menneskeligt værdigere liv i demokratiet? Er det en trøst for virkelighedens jammer? - i en virkelighed, der er tifold bedre for menigmand end den, der fandtes dengang, da kongehuset virkelig var et kongehus med magt til lidt af hvert?

Røgelse og ofring

Og er der en sammenhæng mellem denne uskyld og den kniv, medierne til stadighed har i ærmet og trækker frem med mellemrum? Gamle dages håndfæstninger er afløst af mediernes tvetydige blanding af dronningerøgelse og menneskeofring, når lejlighed gives, og et fejltrin, stort eller lille, kan basuneres ud igen. Mønsteret genfindes i forskellige former for yderst populær underholdning - fra stjernen for en aften, der netop kun får en aften forærende af mediet og ikke skal bilde sig noget ind, til mængder af dårlige film, romaner og computerspil, der lever af ritualmord. Flugten fra virkeligheden dementeres på ingen måde af disse mord, tværtimod: den holdes i live af dem, for i drabet på den fiktive uskyld genopstår uskylden atter og atter renset og parat til at lægge krop til igen.

Således er kongehuset blevet nationens altid parate mål for uskyldsdrømme og hævntogter mod dem, der tror sig hævet over alt det svineri, andre sidder fast i og aldrig kommer fri af - i et samfund, en stat, hvori friheden er den centrale borgerlige værdi. Det rejser det spørgsmål: Hvordan kan det være, at demokratiet selv ikke har formået at skabe de fester, de ceremonier, der, med sandheden i behold og med virkeligheden for øje, i symbolsk form kunne vise befolkningen, hvad den vandt, da den gjorde sig fri af kongemagten?

Grundlovsdag er en mat affære sammenlignet med ceremoniellet på Amalienborg Slotsplads, og så godt som ingen partipolitiker formår at hæve sig over partiånden selv ved den lejlighed. Skyldes det, at vi alle nu har del i magten og ikke kan fejre demokratiet, uden at det bliver til selvros, selvglæde og selvoptagethed? Hvis det er tilfældet, ser det ikke så godt ud, for så er vi i diskussionen med dem, der truer demokratiet - terrorister eller ej - berøvet evnen til at appellere til de kræfter i sindet, der formår at begejstre masserne og dermed forankre demokratiets menneskelige værdi i følelser, der er lige så elementært vigtige i livet som sund fornuft og borgerlig stræbsomhed og profit i hverdagen.

Dronningerunden

Men så kunne vi da i det mindste gøre virkelig alvor af partiånden! Der har igennem en del år været overvejelser i gang om en grundlovsændring, og selv kongehuset er ikke gået ram forbi i den anledning. Det vigtigste i den forbindelse er §14. Dér står straks i begyndelsen:

"Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre."

Det betyder ikke, at kongen (dronningen) frit kan vælge sine ministre. Reglen skal ses i sammenhæng med den efterfølgende §15, i hvis stk. 2 der står: "Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives."

Det er den centrale regel om magtskiftet i den danske stat, den såkaldte folketingsparlamentarisme.

Dronningen kan altså ikke udnævne en statsminister, der straks vil blive mødt med et mistillidsvotum i folketinget: Folketingsflertallet er slet og ret den højeste lovlige myndighed i landet, som også dronningen er underlagt. Men reglen i §14 er grundlaget for den såkaldte 'dronningerunde' efter nyvalg til folketinget. Eller sagt omvendt: Den er grundlaget for, at regeringsdannelser i Danmark stadig foregår bag hermetisk lukkede døre og ikke i folketinget i fuld offentlighed, så at befolkningen kan få mulighed for selv at bedømme, hvad det er, der lægges vægt på, når nye regeringer dannes i landet. Det er næppe særlig sundt for demokratiet, for hvis demokratiet ikke selv lærer befolkningen respekt for de vilkår, hvorunder det fungerer, på hvilket grundlag hviler det da?

Bekvemt kongehus

Jeg er bange for, at denne situation passer partipolitikerne - og der er snart ikke andet i Danmark - alt for godt. Der er ingen grænse for, hvilke argumenter de vil kunne føre i marken mod at få offentlighed ind i, på hvilken måde de kom til ære og værdighed og blev ministre. Det er upraktisk, det vil besværliggøre, ja, måske umuliggøre regeringsdannelsen, vi vil få lange regeringskriser osv. Men demokrati er besværligt, man kan måske ikke ligefrem sige, at det skal være det, men det er lige ved, fordi det er det eneste styre, hvori den omstændighed, at magten er betroet af folket selv, danner grundlag for opbygningen af statens institutioner.

Den nuværende ordning gør det i lovlig høj grad muligt for de folkevalgte at tro, at når valget er overstået, er det værste forbi, nu kan de i fred og ro ordne tingene inden døre - og så er det svært bekvemt med det kongehus ved den lejlighed, for det giver desuden, som appelsinen i turbanen, det hele et skær af noget mere seriøst og ophøjet, end det ellers ville være. Det er bedre at stå foran Amalienborgs porte og modtage pressen dér end at skulle fægte sig frem for åben skærm i folketingssalen og vise sit sande ansigt (hvis et sådant findes), sin magtvilje, sit stræb og - det findes dog - sin ærlige søgen efter kompromis, konsensus og ordentlige mål for fremtiden.

Jeg vil ikke sige, at vi ikke har demokrati, før kongehuset er blevet frataget kompetencen i grundlovens §14 og definitivt gjort til et rent symbolsk, ceremonielt indslag i det danske statsliv. Det er trods alt en detalje, som kongehuset selv, men det ville klæde det virkeligt eksisterende demokrati i landet at drage konsekvensen af sin egen beskaffenhed og bidrage til afskaffelsen af endnu et mytologisk slør om magten. Det er bedre at se magten, som den er, end at bilde sig ind, at den er noget andet, man kan drømme sig væk fra.

Ulrich Horst Petersen er forfatter og essayist. I en senere kronik vil han beskæftige sig med kirken

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu