Læsetid: 3 min.

Det Kongelige Hærværk

Anskrig lød fra en kunstner i Information i nov. 1989: Væveren Anna Thommesen havde på bestilling af Statens Kunstfond afleveret en tekstiludsmykning af alteret ved Roskilde Domkirke. Året efter havde Margrethe II søgt at overtale hende til, at udsmykning lavet af Dronningen kunne træde i stedet. Det afviste hun, men majestæten blev ved med at baldyre. Efter Informations artikel udsendte hoffet en meddelelse om, at dronningen ville standse sin husflid. Det gjorde hun alligevel ikke, og hendes private udsmykning har ved to lejligheder fortrængt Thommesens - og endda udøvet hærværk på den. Nu må statsministeren ved sin rådgivning standse pinligheden, inden majestæten begår videre hærværk – også på sin forfatningsmæssige stilling.
30. november 2006

ANSKRIG LØD fra en kunstner på forsiden af Information den 23. november 1989: Væveren Anna Thommesen havde tilbage i 1974 fået i opdrag af Statens Kunstfond (og en sværm af relevante instanser) at tekstiludsmykke alterpartiet i Roskilde Domkirke. Hun afleverede værket i 1977 - til almindelig applaus. Hendes afdæmpede farver og geometriske figurer skabte harmoni i kirkerummet.

Men ak, denne tilstand varede ikke. Allerede i 1978 bød dronning Margrethe II væver Thommesen til foretræde i kirkerummet. Majestæten og hendes mor, dronning Ingrid, havde nemlig fået den idé at lave et andet alterforhæng, et rødt. Derfor blev Anna Thommesen bedt om at finde sig i, at det royale blev hængt over hendes - eller i stedet for.

Det sagde Anna Thommesen nej til: "Da alt, hvad jeg ville med alterpartiet, i så fald ville være totalt ødelagt," skrev hun til en ven. Hun tilføjede:

"Til trods for at jeg søgte at forklare stille og roligt og sagligt, kunne det ikke undgås, at mødet blev pinligt."

Pinligheden fortalte Anna Thommesen kun til sine nærmeste, for hun forlod sig på, at dronningen ville opgive sit forehavende.

MEN NEJ. Monarken baldyrede videre på sit eget alterforhæng. I 1989 fik hun domkirkens menighedsråd med på, at hendes og Anna Thommesens udsmykning kunne skiftes til at pryde alterpartiet. Således underløbet af landets dronning gjorde Anna Thommesen anskriget i Information. Anna Thommesen henviste til, at det krævede godkendelse fra hende og Kunstfonden (og alle relevante instanser) at fortrænge hendes kunstværk. I Informations opfølgende journalistik viste det sig, at mange 'relevante instanser' dukkede hovedet. De turde ikke ytre ord, der kunne opfattes som uvenlige over for det navn, der står først i Kongelig Dansk Hof- og Statskalender.

Alligevel fik Informations omtale hoffet til at udsende en officiel meddelelse om, at dronningerne "efter at have bragt i erfaring, at der i forbindelse med alterudsmykningen i Roskilde Domkirke er problemer af ophavsretlig karakter, har besluttet, at den planlagt udsmykning af alteret i kirken ikke vil blive gennemført".

Pyha, dér undgik monarken at blamere sig.

DESVÆRRE HOLDT hoffet ikke ord. Majestæten kunne ikke styre sig. Ved dronning Ingrids begravelse i 2000 viste det sig, at den kongeligt-private røde drapering ikke var skrinlagt. Den dukkede nemlig op, som den oprindeligt var påhittet: som udsmykning af Roskilde Domkirkes alterparti. Anna Thommesens gulvtæppe blev også udskiftet, hvorved hendes betræk over kirkens knæfaldsbænk blev flænget, og forbytningskomedien blev til egentligt hærværk. Thommesen måtte efterfølgende redde dronningens ry ved at yde sin 'reserverulle' af sit helt specielt tilvirkede stof.

Og - Vorherre til alters - om ikke den latterlige udskiftning gentog sig ved Dronning Dagmars i forvejen farceagtige genbegravelse i år.

Anna Thommesen døde i 2004, men hendes mand, billedhuggeren Erik Thommesen, gentog hendes anskrig i en kronik i Politiken i lørdags.

HERREGUD, VIL nogen måske mene: Skal dronningen dog ikke have lov, når hun så gerne vil? Dertil er at sige, at en tildækning eller fjernelse - nok så midlertidig - af Anna Thommesens udsmykning er en krænkelse af de regler, der gælder, når Statens Kunstfond har ydet støtte til opsætning af et kunstværk. Samtidig er det en krænkelse af Anna Thommesens kunstneriske ophavsret.

Sådanne krænkelser har Hendes Majestæt Dronningen ikke hjemmel til i nogen lov. Tværtimod, de er hende forbudt, såvel som de er forbudt for alle andre i landet. Sagen handler således ikke om at kloge sig på, om Margrethes husflid er mere "passende", "spændende" eller "personalhistorisk interessant" end Anna Thommesens værk.

Vor majestæt er efter alt at dømme et rastløst kunstnerisk gemyt med skabertrang. Hun vil gerne anerkendes som et menneske i sin egen ret - og anden ret end den, der består i at være monark og i den egenskab omsluttet af slesken, underdanighed og knaphulskløe. Andre europæiske royale viser også tydelige tegn på åndenød i embedet, f.eks. briternes prins Charles.

Men det er livets barske vilkår, at landets fødte overhovede aldrig kan blive bedømt alene på sit rene kunstneriske udtryk. Falske lodder ryger uundgåeligt på vægtskålen. Blandt de mange afkald, en majestæt må foretage, er at afstå fra at indlade sig i konkurrence med sine undersåtter.

SAGEN ER FLOV. Forståeligt, hvis statsministen helst er fri for at røre den. Men det er ham, der får løn for at yde dronningen en umisforståelig rådgivning, der sikrer, at hun holdes fri af skandale.

Hendes Majestæt skal forhindres i at begå mere hærværk mod Roskilde Domkirke - og mod sin egen forfatningsmæssige særstilling. Det kræver jerndisciplin, når grundloven udnævner én til "ansvarsfri" og "fredhellig".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her