Læsetid: 3 min.

Kongemordet på Frederiksberg

11. oktober 2006

Det er blevet moderne at fornægte virkeligheden. Den findes ikke. Den skabes hele tiden. Skabes eller omdefineres eller planlægges. Og det med så stor selvsikkerhed at de, som er forudsætningen og selve livsnerven i denne virkelighed, helst skal opføre sig som mobile, samarbejdsvillige og tilpasningsbare marionetter, der er klar til at sprælle det sted en lille kreds af moderne management-tænkende menesker finder det passende.

Jeg tror, de tager fejl. Jeg tror, at der findes en kunsterisk virkelighed, der ikke lader sig fornægte eller koste rundt med.

Hvis man sammenligner dansk films elite og dansk teaters ditto, er der især to kendetegn, der går igen. Det ene er naturligvis de dygtige skuespillere, som år efter år, film efter film og stykke efter stykke formår at fortolke og forny og skabe fantastiske figurer for os der holder af drama. Scenens og lærredets kunstnere er fisk fra samme hav.

Det andet kendetegn er kvaliteten. En kvalitet som er dagsordenssættende, kunstnerisk ambitiøs og til at være stolt af også uden for Danmarks geografiske grænser.

Bag skaberne af denne filmiske top er især selskaberne Zentropa, Nimbus Film, M&M og Nordisk Film. Her har man for alvor taget livtag med verdenseliten og fornyet den støvede omgang lallefilm, som var altdominerende for små 10 år siden.

Bag dansk teaterfornyelse er der ingen over og ingen ved siden af Betty Nansen Teatret. Det er der ikke for alvor nogen som tør sætte spørgsmålstegn ved. Sådan ser virkeligheden ud.

Set i et større perspektiv er det derfor komplet uforståeligt, at den nye fælles bestyrelse af Københavns Teater - med Christian Scherfig i spidsen - har mod, inkompetence og arrogance nok til at fyre hele forudsætningen for, at dansk teater har bidraget med drama i højeste klasse.

Forkert beslutning

Makkerparret Hartmann og Langdal var og er det mest innovative, der er sket dansk teater, siden - ja, siden det blev mere interesant at se film af Fly, Vinterberg, Anders Tomas Jensen, Trier og Scherfig. Lone som Christians søster jo hedder.

Kan man ikke finde på andet, kan man jo alltid kalde en sådan planløsning for fornyelse. Det klinger bedre end f.eks. forkert beslutning. Og i den forbindelse skal der vel også tales om format.

For det er oftest det, som mangler på den kunstneriske arena. Det er der generelt for lidt af, dette uforklarlige, men let genkendelige: format. Så kan man naturligvis hævde, at der skal et vist format til at turde afsætte dansk teaters ukronede konger, og det skal vi nok få stor glæde af fremover, kan man allerede nu se på det oprørte personale og det store publikum, som Betty Nansen har, men ikke nødvendigvis får.

På film kalkulerer vi med estimater, som er baseret på en slags profesionel gætteleg og vurdering. Vi danner os et billede af, hvem publikum burde være, hvor mange der bør se, og hvilke chancer filmen har i fremtiden - på festivaler som salgsvare etc. Her er det først og fremest to ting, der sælger: Selskabets gode navn og rygte og instruktørens kunstneriske bedrifter hidtil.

Selv om teater ikke er så kommerciel en handelsvare som film, tør man alligevel godt gætte på, at det nogenlunde er samme faktorer, der spiller ind, og det er her, man for alvor må ryste på hovedet af netop denne belutning om kongemord. For svarer det ikke til, at Filminstituttet og DR og TV 2 pludselig og uden varsel afbryder al samarbejde med de allerdygtigste filmskabere med den begrundelse, at man trænger fornyelse og kreativitet? Jo, begrundelsen fejler ikke noget, bare man lader som om, virkeligheden ikke findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her