Jamen, det var jo bare en perfekt begyndelse. Den malinesiske bluesgud, Ali Farka Touré, og hans forrykt swingende band på Arena scenen. På alle måder: perfekt!
Ovenpå en mat torsdag, hvor hverken Sonic Youth eller Kent leverede, landede dette ensemble blødt under teltdugen i går eftermiddag og mindede om grunden til, at alle de mennesker er samlet lige hér i Nordens største og p.t. mest velbeskyttede værksted: Musikken! Trods alt. Det andet er kun udenoms og fækumdik. Selv om det selvfølgelig har sin charme.
Men tonerne, der strømmede så både lifligt og levende fra scenen, besad præcis de egenskaber, der skal til for at hæve såvel musikkens udøvere som dens modtagere op til et sted, der kun er et åndedrag fra noget essentielt, men også ak så flygtigt. Skrøbeligt og fint, men med total power og nærvær.
Musikkens særlige territorium, hvor den lyttende i glimt slipper tid og sted og i kyndige hænder lader sig føre mod det ukendte.
En sådan effekt havde eftermiddagens seance på denne lytter, der håbløst lod sig indfange af de ursimple guitarfigurer som de ultraraffineret vævede sig ind og ud af trommernes hypnotiske varierende mønstre med tryllebindende resultater.
Det fortryllede og det flygtige sattes kun ekstra i relief af det faktum, at den igangværende turne bliver sidste den 65-årige Ali Farka Touré tager ud på, for nu vil han koncentrere sig om sin farm hjemme i Mali.
Farmen ligger i regionen Niafunke, hvor Farka endvidere er borgmester. En fandens fin én af slagsen, efter sigende - og nok den mest funky på verdensplan.
Særegen fusion
Ali Farka Touré har spillet traditionel malinesisk musik, siden han som dreng i 1950'erne lærte sig selv at spille først den enstrengede afrikanske guitar gurkel, siden den ligeledes enstrengede, men højst ekspressive violin kendt som njarkaen, som han behersker fuldstændigt. Men det er og bliver guitaren, der er hans instrument, og han behersker den med en underspillet finesse, der kan mistolkes som nonchalance
Løbende blandede han sine afrikanske rødder op med allehånde påvirkninger, ikke mindst fra sorte amerikanske kunstnere som John Lee Hooker (som han passagevis kan minde om, når musikken - hvad den gerne gør - tager en drejning mod det bluesede), James Brown og Ray Charles.
Ved at forene sine rødder i Mali med musik fra nær og fjern, har han skabt unik fusion mellem gammelt og nyt, akustisk og elektrisk, der er helt hans egen.
Han er dog så knyttet til sit hjemland og især sin hjemegn, at han i lange perioder ikke har hverken turneret eller indspillet plader, hvorfor det var kvintessentielt for undertegnede at fange denne afrikanske musikkonge denne sidste gang. Og det blev som forventet intet mindre end mindblowing!
Drilske rytmer
Vi taler en musik, der skabes af de allermest basale byggeklodser, men i måden Farka og hans kompagnoner - her bed vi især mærke til sønnens heftige indsats på et firstrenget instrument, hvis navn er redaktionen ubekendt - maner den op af jorden på, forvandles til en trancetilstand, der både peger frem, tilbage og væk.
På en gang sært bekendt og så dog konstant fremmed flyttes rytmen konstant, men subtilt af de to håndtrommespillere, og falder sjældent, om nogensinde, hvor det forventes.
Hen over de iltert drilske rytmer lægger elbassen og de to elektriske guitarer gerne riff af stor effektiv enkelhed, som de i lange passager vender, drejer og forskyder med stor hypnotisk effekt.
Hinsides sproget
Farka holder nu om stunder sine sangindsatser på et minimum; et par fraser her og et par fraser der, men ikke noget, der kan karakteriseres som egentlig forsang.
Igen handlede det ikke specielt om den betydning, der måtte være i Farkas tekster, som han efter sigende benytter sig af 11 forskellige sprog til, dog ingen denne reporter er stærke i. Selv hans pidgin-franske kommentarer mellem numrene lød som musik!
Det handler i stedet om gennem gentagelse og rytmiske småforskydninger at skabe et rum, væve et tæppe af lyde, der alle uden hast er på vej samme sted hen. Et magisk tæppe, hvor det sproglige må vige for selve musikkens kraft, der som bekendt ikke kender til grænser eller logik eller bortforklaringer, men blot formår at stå dirrende i øjeblikket. Gudeskønt.
Der var en vidunderlig mangel på travlhed hos Farka og hans musikere, der skabte en behagelig tidløs fornemmelse, der egentlig gerne måtte være fortsat i adskillige timer, men desværre alt for hurtigt fik en ende.
Telepatisk samspil
Efter bogstaveligt talt at have befundet sig i den syvende himmel i selskab med Ali Farka Touré, hans søn og øvrige band, drejede denne signatur om på hælen som en god lille reporter, da ensemblet forlod scenen på slaget 19, for at forføje sit korpus hen foran Orange, hvor rapperen Snoop Dogg netop skulle til at begynde sin koncert.
Men på vej væk lød der bifald og ind på scenen kom Ali Farlas Touré i selskab med Kora-mesteren Toumani Diabaté og enhver tanke om amerikansk hiphop blæstes bort.
De næste 20 minutter kunne vi i stedet hengive sig til det telepatiske samspil mellem Farkas guitar og Diabaté melodisk så ekvilibristiske håndtering af koraen, et instrument vi har hørt beskrevet som en '18-strengs umulius'. Hvad den også ligner.
I udførelsen gik det let og legende med masser af åbenlys gensidig respekt og kostelige stjerneøjeblikke, der dog alt for hurtigt var ovre. Tilbage kun mindet om en fin og fjern musik. Afsluttende greb Farka njarkaen, den énstrengede violin, som han formår at aftvinge de mest manende nuancer. Stadigt spillende på njarkaen forsvandt han ud i kulissen, om end njarkaens toner lød længe efter han var ude af syne.
Og således bød Ali Farka Touré os farvel, for full time at hellige sig sine marker og sin borgmesterpost. En afrikansk musikkonge abdicerede og vi var vidner til hans afsked. Tak for det.
