Læsetid: 10 min.

Kongen af Jenin venter på freden

Zakaria Zubeidi er godt castet i rollen som væbnet oprører mod besættelsesmagten, men han kæmper nu med at skulle vænne sig til freden
28. december 2005

Der er wild west stemning over byens midte, hvor busser, taxaer og alle slags handlende slås om pladsen. Der er nogle byer, hvor den besøgende aldrig tænker på æstetik, men kun på overlevelse.

En sådan by er Jenin. Det er tre år siden, jeg sidst var der sammen med Wafa. Vi gik rundt i ruinbunken i flygtningelejren med den søde lugt af forrådnede mennesker i næseborene, mens drengene flokkedes omkring os - med navnet Tawalbe skrevet med farver i panden. En af Jenins mange døde helte.

Nu skulle vi besøge en mand, som på mirakuløs vis endnu ikke var blevet martyr. Den lokale leder af al-Aqsa Martyrernes Brigade, Zakaria Zubeidi.

Det var egentlig ment som en joke, da jeg foreslog Wafa, at vi skulle møde denne sagnomspundne mand, som så længe havde været on the run. Men hun tog det helt alvorligt og bekendtgjorde stolt efter et par dages research, at hun havde fundet en vej til 'ham', hvis navn man ikke nævnte på sin telefon.

Og der sad vi nu på den aftalte restaurant midt i Jenin. Jeg hilste på et utal af unge mænd, mens vi fik serveret ypperlig morgenmad - falafel og humus - og jeg forstod, at en lille gut, J., skulle være vores guide. Men først gik de alle rundt med mobiler for ørerne, mens de betroede os, at man aldrig kunne vide, hvor han var, fordi israelerne hele tiden var på jagt efter ham. Wafa spurgte mig hviskende, om jeg stadig insisterede. Jeg grinte tilbage og erklærede, at intifadaen jo var afløst af våbenhvile. Hun rystede på hovedet. Det var som om, det først nu gik op for hende, hvad vi havde indladt os på.

J. kom tilbage. Mødestedet var clearet. Så drog vi afsted i vores bil til the safe house.

Vi parkerer på en befærdet gade og går op ad nogle snævre gyder. Uden for et hus sidder en tre-fire kvinder og taler sammen. De hilser og viser hen mod en gitterport. Vi bliver ledt op ad en trappe og ind i det første rum på venstre hånd. Det er en typisk arabisk stue, hvor mænd modtager deres gæster, med sofaer på de tre sider og et solidt bord i midten. En lille dreng med en legetøjspistol løber ude på svalegangen. Så kommer en ung mand med the real thing ind ad døren og præsenterer sig som Mohammed.

J. fortæller, at den nytilkomne er 24 år og lige sluppet ud af fængslet. Han har siddet interneret i ni måneder - administrativt - fordi han er "farlig for Israels sikkerhed". Da Mohammed er noget af en splejs - lige som J. selv - griner de meget af det.

Arafats brigader

Al-Aqsa Martyrernes Brigade opstod under den anden intifada som den regerende Fatah-bevægelses svar på de to andre væbnede grupper, Islamisk Jihad og Hamas. I begyndelsen udførte brigaderne kun angreb på israelske soldater og bosættere, men tidligt i 2002 gik de over til også at angribe civile mål i Israel gennem selvmordsaktioner.

Ved fire af den slags aktioner blev mere end 50 dræbt. Brigaderne har også haft en voldsom rolle indadtil i det palæstinensiske samfund, hvor de har forfulgt politikere og journalister, som var kritiske over for dem.

I november 2003 offentliggjorde BBC dokumenter, som viste, at Fatah finansierede brigaderne, og siden blev forbindelsen mere og mere officiel og indgik som en væsentlig grund til den amerikanske regerings totale afvisning af Yassir Arafat.

Efter den palæstinensiske leders død besluttede brigaderne at hylde ham ved at kalde sig for Martyr Yassir Arafats Brigader. Mange af aktionerne er udgået fra brigaderne i Jenin, som under Zubeidis lederskab har fået ry for at være specielt dristige, men også meget uafhængige i forhold til de valgte palæstinensiske ledere.

Venter på døden

Uden varsel træder Zakaria Zubeidi ind i rummet sammen med to bodyguards, den ene stor og muskuløs, men uden mimik, den anden stump og med et livligt ansigt.

Når man ser en naturlig leder, er man aldrig i tvivl. Den 28-årige Zakaria fylder rummet. Han har udstråling som en filmskuespiller. I Hollywood ville han blive castet til at spille sig selv. Han har brune øjne, der kan smile og være bedrøvede på samme tid. Et uheld med en bombe har begravet striber af krudtslam i ansigtshuden.

Den veltrænede krop er fyldt i et par jeans og en T-shirt, og til påklædningen hører en revolver i bæltet og en kalashnikov over skulderen. På bordet ligger en pakke med L&M Red cigaretter, og fra bukselommen lyder der ind imellem skratten fra den walkie talkie, som er et vigtigt led i sikkerheden for a man on the run. Han har overlevet de første fem drabsforsøg. Han sætter maskinpistolen fra sig i sofaen, og jeg spørger om hans forhold til våben.

"De er ikke bare dræberredskaber, de har også noget med ære at gøre, fordi det er en modstandskamp, jeg kæmper. Samtidig giver de mig en slags sikkerhed i en situation, da jeg hele tiden er truet af israelerne."

Han viser os et stort ar på undersiden af armen og siger, at der også er et på ryggen.

For et lille år siden gik israelerne ind i Jenin på jagt efter Zakaria Zubeidi. Da de efter to uger trak sig ud igen, var ni palæstinensere blevet dræbt, herunder Zakarias næstkommanderende Alaa, men selv undslap han. For fjerde gang og konfirmerede dermed legenden i Jenin om sin udødelighed.

Det er ikke en legende, Zakaria selv tror på, og han betragter ikke den eksisterende våbenhvile som en garanti for egen sikkerhed.

"Nej, tværtimod. Jeg føler mere frygt i dag, fordi det hele er så uforudsigeligt. Vi som er eftersøgte ved ikke, hvad der kan ske, vi kender ikke den israelske politik under våbenhvilen. Det er jo ikke en rigtig våbenhvile mellem to krigsførende parter. Vi føler os slet ikke sikre."

"Som fighters vidste vi klart, hvad det handlede om, to parter i kamp mod hinanden, og hvad man skulle beskytte sig imod. Måske er tanken nu, at vi skal føle os så sikre, at vi bliver nemmere at kidnappe. Før våbenhvilen forventede vi at kunne dø hvert minut, nu er det som at gå og vente på døden - fordi våbenhvilen ikke gælder for israelerne."

Symbolet Arafat

Som barn var Zakaria med i en teatergruppe for fred, der bestod både af israelske og palæstinensiske børn. Men allerede som 13-årig blev han fængslet i seks måneder for at kaste med sten mod soldaterne, og i alt tilbragte han fire år i israelske fængsler, inden han blev løsladt i forbindelse med Oslo-aftalerne i 1993.

I et par år arbejdede han illegalt i Israel som byggearbejder, men blev opdaget og sendt tilbage til Jenin. Her opererede han som biltyv, hvad der indbragte ham 15 måneder i palæstinensisk fængsel. Han kom ud umiddelbart før den sidste intifada og sluttede sig til den væbnede opstand.

Det blev en katastrofal tid for familien. Zubeidi har set sin mor og sin bror blive dræbt af de indtrængende israelske soldater. Hans hjem blev ødelagt og to andre brødre fængslet. Hans far døde af en kræftsygdom, som ikke blev behandlet i det israelske fængsel. Zakaria er gift og har en lille søn.

Arafats død og efterfølgernes indstilling af intifadaen var et chok for brigaderne, og Zubeide udtalte i november 2004 til den britiske journalist Graham Usher:

"Med Yassir Arafat var jeg sikker på, at vores politiske mål ville blive fastholdt under kampen mod besættelsen, og jeg identificerede mig med ham, fordi han også levede på denne måde på et tidspunkt i sit liv. Med Abu Mazen er jeg mere usikker. Specielt med hensyn til Jerusalem og flygtningenes ret til at vende tilbage. Arafat var et symbol for vores sag, og det var derfor Israel dræbte ham."

Selvmord er reaktion

Gennem hele vores samtale går hans utilfredshed med at kampen er standset uden at målet - en palæstinensisk stat - var nået. Han erklærer, at 'gaden', og ikke Abu Mazen, vil beslutte om forhandlingerne fører til noget, eller der skal kæmpes igen, og da jeg spørger om ikke netop 'gaden', almindelige mennesker, var trætte af kampen, erklærer han:

"Nej, det handler ikke at være træt eller ikke træt, men om at bedømme, om der er en politisk situation, som bør afprøves. Nu har PA fået mulighed for at afprøve, om israelerne mener det seriøst. Og det nytter ikke med en aftale, som ikke giver os en uafhængig palæstinensisk stat. PA's aftaler med Israel vil ikke være Guds lov, hvis de ikke lever op til vores forventninger."

Jeg vil gerne vide, hvorfor de på et tidspunkt skiftede strategi fra kun at dræbe soldater og bosættere til også at dræbe israelere inde i Israel.

"Det blev nødvendigt at aflevere et budskab hurtigt og stærkt, når israelerne gjorde noget mod vores folk. Det er spontant og ikke langsigtet planlægning. Det er for at sende et kraftigt signal øjeblikkeligt til den anden side og til omverdenen via medierne: Vi er her og tolerer ikke den slags. Så der er forskel på os og Hamas og Islamisk Jihad. Hos os er det ikke en planlagt strategi, men en reaktion på grund af følelser, som de vækker hos os."

Jeg forklarer, at hver gang en selvmordsaktion har krævet mange civile israelske ofre, mister den palæstinensiske sag sympati i Europa. Wafa er ikke meget for at oversætte kritikken og prøver selv at forklare baggrunden for selvmordsaktionerne.

Endelig får jeg hende til at konfrontere Zubeidi med synspunktet:

"Israelerne har altid dræbt civile palæstinensere. Selv invalide. Du skulle prøve at møde de mennesker, som vil begå selvmord, og mærke deres følelser. Tænk over, hvad der får et menneske til at tage sig eget liv, hvad der går forud i det menneskes liv."

"Jeg er aldrig selv nået til det stadie, selv om jeg også tit er langt nede og har psykologiske problemer på grund af de lidelser, min familie og nærmeste venner har været udsat for."

Zubeidi bliver kaldt på walkie talkien. Han konfererer stående med sine bodyguards, men sætter sig så igen og tænder endnu en cigaret. Jeg vil gerne vide, hvordan et menneske, der har mistet så mange af sine nærmeste, ser på israelerne.

Han forklarer, at han ikke har problemer med den enkelte israeler, ikke hader ham, eller hende, men at det er de yderligtgående bosættere med deres krav om et Storisrael, som skaber problemerne. Han erklærer, at han finder både Arbejderpartiet og fredsfløjen i Israel for impotente.

En ung israelsk kvinde, Tali Fatima, er kommet i alvorlige vanskeligheder på grund af et besøg hos Zubeidi. Hun har en baggrund i Likud, men ønskede alligevel at møde den sagnomspundne palæstinensiske Robin Hood-figur. Hun tog til Jenin og overnattede i Zubeidis hjem. Siden har hun været interneret af israelerne.

Han er ikke meget for at kommentere det - alt vil blive brugt imod hende. Så griner han og siger, at hun skældte ud over svineriet i flygtningelejren. Hun kunne ikke forstå, hvordan de kunne leve i alt det snavs.

Grunden til, at hun overnattede hos ham, havde ikke som påstået noget med en kærlighedsaffære at gøre - hans kone var jo også i hjemmet - men handlede om, at hun skulle opleve, hvordan det føles om natten i lejren, når soldaterne kommer for at hente de eftersøgte.

Men hvad er så løsningen, hvis han kunne bestemme?

"Seks tal. Resolution 242. Og resolution 338. Så enkelt er det. Lad FN afgøre det på det grundlag. Uden intervention fra USA eller andre. Vi har noget, og de har noget, så vi må kunnegive og tage og lave et kompromis, hvis de er villige."

Freden haster

Jeg sidder og spekulerer på, hvilken fremtid man kan forestille sig for denne unge mand, hvis freden skulle ende med at blive permanent. Er det simpelt hen ikke for spændende at være frihedskæmper?

Han ryster energisk på hovedet, da Wafa oversætter mine betragtninger.

"Jeg har kone og en lille dreng på halvandet år, jeg vil da være ked af, hvis han skal opleve det samme som sin far. Jeg er som alle andre og vil gerne leve, som du kan gøre det i Danmark. Vi ønsker først og fremmest det, vi ikke har, nemlig fred og normalitet. Indimellem synes det helt umuligt at tro på, at vi kan nå det. Se bare, hvordan vi sidder her med disse våben, sådan ville det ikke være, hvis du gik på besøg hos dine venner i Danmark. Jeg vil meget gerne leve et normalt liv sammen med mine børn i et uafhængigt Palæstina. Men jeg frygter, at mine børn skal få det endnu værre, så det haster."

Zubeidi tilbyder en guidet tur i den genopbyggede flygtningelejr.

Han er tydeligvis konge af Jenin. De små drenge flokkes omkring ham, vil trykke hans hånd. Får israelerne en dag ram på ham, vil de skrive Zubeidi i panden for at fortælle omverdenen, hvem de gerne vil være.

Det skratter igen fra lommen. En ny besked og et hastigt farvel. Zubeidi forrest og de to bodyguards bagefter forsvinder ind i en gyde.

Det var i sommer. For nylig meddelte den israelske avis Haaretz, at Zakaria Zubeidi havde optrådt i en usædvanlig rolle. Under en døgnlang belejring af et hus, hvor Jihad-lederen Iayd Abu Rob opholdt sig sammen med endnu en eftersøgt, kom der en opringning til det israelske hovedkvarter. En stemme, der præsenterede sig som Zubeidi, erklærede, at de to mænd i huset var parat til at overgive sig. Hvad der også skete.

Israelske kilder siger til avisen, at det er deres indtryk, at lederen af al-Aqsa brigaderne støtter Abu Mazen og våbenhvilen. Derfor går man for øjeblikket ikke efter den mand, som indtil for nylig var nummer ét på listen over eftersøgte.

Haaretz mener også at vide, at Zubeidi nu er udnævnt til oberst i Det Palæstinensiske Selvstyres sikkerhedsstyrker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her