1965 er et af de mest afgørende år i musikhistorien - ikke kun fordi The Rolling Stones med (I Can't Get No) "Satisfaction" løftede rockens udtryk et niveau op, ikke kun fordi Brian Wilson på side to af The Beach Boys lp'en Today! beviste, hvor raffineret en sangskriver han egentlig var, ikke kun fordi Rubber Soul med The Beatles viste mere komplekse facetter af the Fab Four, ikke kun fordi John Coltranes A Love Supreme, Archie Shepps Fire Music og Albert Aylers Ghosts løftede jazzen op i en ny sfære, ikke kun fordi Frank Sinatra med "September of my Years" afsluttede en epoke, ikke kun fordi The Supremes, Wilson Pickett, Otis Redding, Martha & the Vandellas og mange andre med eftertryk satte sort pop på dagsordenen, ikke kun fordi The Who med deres "My Generation" skabte en kvintessentiel generationshymne, ikke kun fordi Paul Simon med "The Sounds of Silence" satte ord på en generations følelser, ikke kun fordi The Kinks med "See My Friend" foregreb den psykedeliske rock og end ikke kun fordi, at L.A.-kvintetten The Byrds bragede igennem lydmuren med en folkrocket version af Bob Dylan-kompositionen "Mr. Tambourine Man"!
Alle disse ting er både væsentlige og indbyrdes forbundne, men hvad der gør 1965 til et skelsår af format, er og bliver de to lp'er og tre singler sangeren og sangskriveren Bob Dylan udsendte i samme tidsrum.
I marts forvarslede "Subterranean Homesick Blues" af mesterværket Bringing It All Back Home, udsendt få uger efter. Med dem tog Dylan springet fra akustisk guitarsvingende og samfundsrevsende trubadur til fuldblods rock & roller med blodårerne fulde af amfetamin og hovedet fuldt af vilde billeder fra modernismens poetiske overdrev.
Resultatet var en elektrificerende fusion mellem hvad der dengang betragtedes som den laveste tænkelige lavkultur - rock & roll! - og den for flertallet uigennemtrængelige modernistiske poesi tilsat Dylans temperament og uimodsigeligt geniale tilgang til sangskrivning. Selvom det kun var på side et af lp'en han lod sig akkompagnere af et rockband, hører de fire akustiske slagnumre på side to blandt hans sejeste og mest uopslidelige kompositioner overhovedet.
Effekten af denne lp kunne måles på Richter-skalaen og betød et skift i fokus fra singleplader til lp'er (fra hit til værk, om De vil) hos de musikere, der tog sig selv og deres musik bare en smule seriøst. Paradoksalt nok gjorde såvel single som lp Dylan til idol på linje med toneangivende bands som The Beatles, The Stones og The Animals. I England, i hvert fald.
Flue på væggen
Med baggrund i det folkboom, der fandt sted i 60'ernes første halvdel, havde lp'en været Dylans naturlige medium fra starten - men skiftet til en delvist elektrisk funderet musik skabte furore blandt de puristisk anlagt og politisk korrekte folkies, hvilket kulminerede på Newport Folk Festival i sommeren 1965, hvor hans optræden med backing af musikere fra The Paul Butterfield Blues Band i den grad fik blodet i kog hos mange af de fremmødte.
Det faldt sammen med udgivelsen af "Like a Rolling Stone" - måske den vigtigste singleplade nogensinde! - der blev hans gennembrudshit, efterfulgt i august af det helt elektriske og totalt revolutionerende album Highway 61 Revisited, før han afsluttede et fabelagtigt år med det vitrioldryppende singleudspil Positively 4th Street, der kunne tolkes som en verbal skalle til det folkemusikmiljø, der havde næret ham, for siden at forkaste den retning, hans kunst tog.
Musikverdenen blev aldrig den samme igen ovenpå de fem stykker vanetænkningsomvæltende vinyl. Dylan var allerede da blevet hyldet for de mange fantastiske sange på hans fire første lp'er, men til da var det andre kunstnere, der havde hits med sange som "Blowin' in the Wind", "It Ain't Me, Babe" og "All I Really Want To Do" - nu trådte han selv ind i spotlyset som hitmager, ordkunstner, ungdomshelt, spirende myte, revolutionsikon og meget mere, hvad der sommeren 1967 førte til, at han - efter et motorcykelstyrt - trak sig fra musikscenen, netop som effekten af hans indsats seriøst begyndte at gøre sig gældende.
Imellem rekylen fra Bringing It All Back Home og detonation af Highway 61 Revisited var alt business as usual og Dylans herostratisk berømte manager, Albert Grossman, linede rask væk turné efter turné op for at malke interessen for sin protege til det yderste; heriblandt en omfattende turne i England foråret 1965.
Dokumentarfilmskaberen D.A. Pennebaker fik af Dylan - og ikke mindst: Grossman - lov til at agere flue på væggen i en periode, hvor Dylan befandt sig i et vadested. Live optrådte han stadig alene, kun akkompagneret af sin guitar og sin mundharmonika, mens hans repertoire bestod af såvel hans tidlige, politisk orienterede sange som det ny, mere abstrakte og flertydige materiale. Det er sjældent, en så vigtig kunstner fanges på så afgørende tidspunkt af en så sympatisk indstillet filmskaber som tilfældet Dylan/Pennebaker og resultatet, den over to timer lange Don't Look Back, har da også ry som ét af dylanologiens helt afgørende dokumenter.
Det kan man nu ved selvsyn konstatere, idet den er udsendt på dvd i form en indbydende deluxeboks, der udover selve filmen indeholder en bonus-dvd med en times outtakes, klippet meningsfuldt sammen af Pennebaker og indeholdende en stribe performances, hvor sangene folder sig ud i fuld længde. Hårrejsende sager, og man kunne sikkert nemt affærdige lortet, hvis man var blind og døv, men ellers går det lige i nervebanerne.
Håndholdt kamera
Hvordan holder Don't Look Back så i dag, spørger De nok? Svaret er i al sin kortfattethed, at den holder hundrede. På alle planer - som et portræt af kunstneren som ung, vild, speedet og søgende snothvalp. Som en dokumentar om turnelivets monotoni. Som et billede på en tid i opbrud - uden egentlig helt at vide det. Som et indblik i en kunstnerisk omvæltningsproces. Og ikke mindst som et chokerende nærgående portræt af en turnekunstner, hans følge og deres gøren og laden - det ville simpelthen ikke kunne lade sig gøre i dag, hvor folk er helt anderledes mediebevidste og sætter gang i facaden med det samme, de ser en kameralinse.
Når man taler om reality-tv ved de fleste, det er fup og fidus og iscenesættelse, men her kommer man ind på livet af en kunstner på en facon sjældent bevidnet før eller siden. Det er ikke lige kønt alt sammen - den måde en speed-trippende Dylan og hans følge piller en neurotisk røvslikker fra hinanden backstage er ikke noget kønt syn på samme måde som hans frontalangreb på en journalist fra Time Magazine er noget af en gyser.
På den anden side er der masser af neddæmpede klip, hvor Dylan hygger sig med roadmanager Bob Neuwirth, veninden Joan Baez, vennen Alan Price og mange flere, mens impresario Grossman fylder godt i billedet trods en tilbagetrukket position. Kostelig er scenen, hvor man bevidner Grossman og hans engelske kollega piske en priskrig op mellem Granada TV og BBC om rettighederne til en halv time med Dylan - den slags ville et tv-hold aldrig få adgang til hos hverken Metallica, U2 eller Britney Spears i dag.
Allersødest er Dylan i en scene med en flok teenagepiger, der er blevet lukket ind på hotelværelset for at få autografer - her er han vildt indtagende og tager det sødere, end man skulle tro, da én af tøserne kritiserer singlen Subterranean Homesick Blues, der var et stort hit i UK.
Den samme søde person møder man i vidt omfang på bonus-dvd'en Bob Dylan 65 Revisited, hvor Pennebaker har fundet klip i arkiverne, der viser den da 24-årige vordende verdensstjerne i hans lune og afslappede hjørne - det er en fryd at se, efter de mere antagonistiske scener i hovedfeaturen.
Som en rød tråd gennem filmen går Dylan, sanger og sangskriver, thi at han peakede på begge områder i de år er hævet over enhver tvivl. Klippene fra koncerterne er - trods konsekvent brug af et håndholdt kamera i samme vinkel - bedre end de første 100.000 musikvideoer og hører til blandt det ypperligste rockkulturen har frembragt.
Dette er et must for enhver, der bilder sig ind at holde bare en lille smule af Bob Dylan og derudover en usædvanlig indsigtsfuld og stærk dokumentarfilm i sig selv. Det bliver ikke bedre.
D.A. Pennebaker: Bob Dylan - Don't Look Back + Bob Dylan 65 Revisited (Columbia/Sony-BMG)
