Læsetid: 3 min.

Kongen af alle medier takker af - og sender videre fra rummet

New Yorks mest beskidte kæft, 'radio chok-jock' Howard Stern, skrider fra FM-radioen og afløses af den tidligere rockstjerne - og nuværende ambulancefører - David Lee Roth
5. november 2005

De fleste amerikanske biler i mellem- og luksusklassen kommer fra januar med tilhørende rapkæftet DJ, den selvudnævnte "konge af alle medier" chok-jock Howard Stern, der siden 80'erne har spredt sine stripperinterviews, pruttelyde og lumre jokes via radioens FM. Så kan de nyslåede bilejere fornøje sig med det program, som de sidste 20 år har opmunret newyorkerne og resten af USA's drengerøve hver morgen fra 6 til 10 - og stort set konstant ligget på førstepladsen hos morgenfladens lyttere. The Howard Stern Show holder nemlig flyttedag til satellitstationen Sirius, som sender musik, sport, underholdning og talkshows i digital kvalitet til folk med abonnement og den fornødne modtager.

Selvom Sirius stadig er nyt og underskudsgivende, har stationen givet Stern en kontrakt på fem år til en værdi af tre milliarder kroner. Ejerne regner til gengæld med at udvide lytterskaren eksponentielt, når Sterns notorisk loyale fans skifter fra radiobølger til satellit.

Præcis hvor bekymrede Sterns snart tidligere arbejdsgivere er for skiftet, kan man fornemme på deres valg af afløsere: komikeren Adam Carolla, som er kendt fra tv-stationen Comedy Centrals the Man Show, og den tidligere forsanger i Van Halen, David Lee Roth, der i stedet for at hyle Just a Gigolo er blevet en produktiv borger som ambulancefører i New Yorks fattigste bydel, The Bronx. De to får selskab af den mindre kendte, men ligeså profane, Chicago chok-job Rover.

Under et besøg på Sterns Show i sidste uge beskrev komikeren Jon Stewart (The Daily Show) sin reaktion, da Infinity Broadcasting spurgte, om han ville overtage Sterns plads.

Han forklarede, at for ham gav det ingen mening, hvis han første radiojob skulle være som afløser for "min generations mest populære DJ".

"Det ville være lidt som hvis nogen bad dig efterfølge The Who's Keith Moon lige efter hans død ved at spørge: Har du nogensinde spillet trommer? 'Nej.' - Nåm'n var det så noget at spille med?"

Aviser, tv og andre radiostationer har længe glædet sig til de nye navne - og til at krigen mellem Stern på satellit og dem på FM-radioen skal starte. Infinity Broadcasting har købt 24 helsidensannoncer i denne uges udgave af fagbladet Advertising Age for at forberede annonceindustrien på deres nye DJ's, herunder den nye, gamle rockstjerne Lee Roth.

Samtidig planlægger Sirus en megakampagne for Stern med hans gamle chef Mel Karmazin i spidsen:

"Der vil ikke være en levende sjæl i hele landet, der ikke ved at Howard Stern starter på Sirius senest den 9. januar," sagde Karmazin Tirsdag. Han sagde også, at Sirius gerne ville hjælpe Infinity lidt, nu da radionen har mistet sin største personlighed.

"Vi har forsøgt at købe en ordentlig bunke reklamer hos Stern's nuværende arbejdsgivere, så de også kan tjene lidt penge. Men de har ikke accepteret vores tilbud endnu." Karmazin sagde samtidig, at Sterns annoncører allerede var kommet til Sirius, og flere havde skrevet kontrakt.

Sterns annoncører er ellers vant til at tælle hans lyttere i de to-cifrede millioner og må nu må nøjes med ca. tre millioner. Men Sirius forventer 800.000 nye abonnenter hvert kvartal, og stationen når over de tre millioner i år, hvilket er adskillige hundredetusinde flere end forventet.

Spørgsmålet er, om Sterns ultra-loyale fans nu også vil investere de cirka 100 dollar, det koster for en satellitradio i stuen eller bilen, og yderligere bløde de månedlige 14,95 dollar for et abonnement. Hvis man skal tro Wall Streets aktiedrenge er svaret ja - Sirius-aktien er steget mere end fem procent i denne uge - men de har muligvis også luret på, at husmoder-guruen og fængselsfugl, Martha Stewart, starter sit Levende Radio-show senere i 2006.

For Stern bliver overgangen nok ikke så vanskelig. Han er vant til en let regn af millionbøder fra myndighederne som straf for sit bramfri ordforråd. På satellitradio med abonnement kan han sige røv, pik og fjams, alt det han gider uden at risikere det mindste.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her