Læsetid: 3 min.

Kongen af Nørrebro

At besøge Flemming Jensens Dronningen af Malmø er som at være hos klog spåkone og humoristisk psykolog på samme aften
25. september 2006

Jo, det er en skæg idé, Flemming Jensen har fået: At skrive en politisk farce om kongehuset - og især at skrive om udenlandske kronprinsesser og den strammede udlændin-gepolitik. Dronningen af Malmø er underholdende, og teksten er skrevet med hjertet. Hvis Flemming Jensen kunne udråbes til Kongen af Nørrebro, så ville det være lettere at være nysgerrig dansker med udenlandske venner. Og hyggeligere!

På Nørrebros Teater udstiller han vores hykleri med kærlig hånd. For den mand forstår virkelig danskerne - at besøge Flemming Jensens politiske teater er som at være hos klog spåkone og humoristisk psykolog på samme af-ten.

For det er jo ikke for at være onde, at vi ikke vil lade de fremmede komme til at bo i vores land - og det er i hvert fald ikke personligt ment. Vi vil jo bare ikke have, at det skal tage overhånd...

Sådan spidder han dan-skernes snævertsyn, vores ubekymrede handlingsparathed og konsekvensblindhed. Og lige som i sidste års modige Let's kick Ass skaber Flemming Jensens en karikatur af en statsminister, der aldrig helt forstår, hvad hans egne lovforslag vil føre til. Men som i hvert fald er bange for terror og for muslimer. Også selv om den kongelige biskop siger, at han snarere skal frygte katolikkerne... Aldeles nadverfornøjeligt!

Selvmordsprins

Og jo, skuespillerne er forrygende. Thomas Mørk forfører som en Anders Fogh med overtydelige sætninger og hykleriske manipulationer i sin iver efter at bevare magten; hvis Thomas Mørk skal spille denne forestilling helt til december, ender han med at få hekseskud af at vandre så grotesk overkropsforstenet omkring som statsministeren.

Kristian Halken skaber pragtkomik ud af hoffets fordrukne biskop - hvis ikke denne langlemmede åndelighed falder i søvn, så falder han i whisky.

Susanne Heinrich skærer triumferende igennem på rø-de hæle som kongelig kabinetssekretær med både juraen og nattelængslerne på rette plads.

Og Michael Sand fusionerer Danmarks og Norges kronprinser i en oprigtig følsomhedssatire, mens Laura Müller ser beundrende op på ham, så hendes afrokrøller dirrer af lykke og retfærdighedstrang.

Og så er der Donald Andersen, der leverer farcepointer, mens håndleddene knækker af passionssuk, og den komisk forvredne Jacob Morild, der vist de kommende dage må leve med at blive skygget af PET i området ved De Gamles By...

Kontante Charlotte Fich kæmper med spindoktorens ucharmerende albuer, og kønne Nadia Auda er antagelig den stuepige, der har båret flest tæpper hen over scenen i denne sæson.

Og den iltre Peter Pilegaard som kronprinsens lillebror? Jamen, han er da tidens bedste bud på en selvmordsbomber fra vore egne rækker. Eller som han selv siger det: "Mig er der sgu' ingen, der kropsvisiterer." Aldeles syndebuksforfriskende!

Enevældsben

Men i sin form virker forestillingen gammeldags. Sådan farcegammeldags, hvor seks mennesker står på række langs scenekanten og skiftes til at tale. Og meget omstændeligt i persontegningerne: Først skal vi høre, at biskoppen altid falder i søvn. Så skal vi se ham sove. Og så skal vi gudhjælpemig også høre på hans egen forklaring om, at han bare så let kommer til at falde i søvn. Selv om det er sjovt, er det bare for laaaangt, og forestillingens gentagelser kunne sagtens skæres en halv times tid.

Til gengæld er scenografien en munter formfornyelse til farcens forudsigelige dør-renderi. Nina Schiøttz har i hvert fald bygget dette årtusindes bedste slotsparodi med overdådige gulvmalerier, oversprossede vinduer og en overskinnende rustningsstumtjener med indbygget barskab.

Og så med et gigantisk majestætsmaleri, der kun viser enevældsben og ordensbåndskrop, men intet hovede.

Lad dette maleri være symbolet på forestillingen: Aldeles satireforrygende!

'Dronningen af Malmø'. Tekst og instruktion: Flemming Jensen. Scenografi: Nina Schiøttz. Musiklån (effektfuldt): Prokofievs 'Romeo og Julie'. Video à la TV2 Nyhederne (mundvigssitrende på kornet): Birthe Neumann. Nørre-bros Teater til 2. dec. www.nbt.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her