Læsetid: 3 min.

Kongen var der også

3. april 2006

»Hvem kan tæmme Tom?« lød en overskrift i et belgisk dagblad i lørdags, og svaret var nærmest givet på forhånd: Ingen.
Sjældent har et cykelløb haft så stor en favorit som Flandern Rundt havde det i den unge belgiske verdensmester Tom Boonen, der vandt den flamske klassiker sidste år, og som hidtil i år var noteret for hele 11 sejre. Og der var ingen, der kunne tæmme Tom i det løb, som ikke bare er et cykelløb, men en national begivenhed, der rykker en halv million mennesker ud i vejkanten langs de 258 km og de 17 korte, men skrappe stigninger, løbet består af. De spiser pølser, pomfritter og drikker øl fra den tidlige morgenstund, og det er det cykelløb af alle, en flamlænder helst vil vinde. Det er vigtigere end et verdensmesterskab på de kanter, men det har folkets yndling Tom jo også vundet, og med sejren i går skrev han et lille stykke historie. Et verdensmesterskab vinder man i slutningen af sæsonen, og det har i mange år været en trist tradition, at verdensmesteren i den følgende sæson, hvor han bærer den hvide trikot med regnbuestriberne, ikke vinder så meget eller så stort. Som om verdensmestertøjen både tynger og strammer. Det er næsten 20 år siden, at en rytter har vundet en stor klassiker i sæsonen efter han blev verdensmester. Det skete sidste gang i 1987, da italieneren Moreno Argentin vandt Liège-Bastogne-Liège iført regnbuestriberne. Bare som eksempel på, at Tom Boonen trods sine blot 25 år er helt enestående.

Måden han kører på
Det imponerende er ikke blot, at han vinder så meget, men også måden han kører på. Det er med en selvfølgelig autoritet, der gør ham til det naturlige referencepunkt i feltet i terræn, der ligger for ham. Han er blandt de tre-fire hurtigste sprintere i verden, når det kommer til en massespurt, og det er selvfølgelig en forklaring på, at han vinder meget. Det gør sprintere. Men hans måde at fortolke – jo, det er et fint ord man bruger i cykelterminologien – et så taktisk vanskeligt løb som Flandern, er bemærkelsesværdig. Hans angreb er varierede og sker på uforudsigelige tidspunkter, og han tager sjældent eller aldrig fejl i sin situationsbedømmelse. Heller ikke i går. Selv om det i et kort øjeblik så sådan ud.
Det er karakteristisk for Flandern Rundt, at der kører et tidligt, optimistisk udbrud efter starten fra Brügge, men da det var ved at blive kørt ind, satte Boonen selv tempo med 80 km til mål og splittede feltet. Han skabte en gruppe på 17 med alle favoritterne, og han havde tre fra sit eget hold Quick Step med sig. Serge Baguet, Paolo Bettini og vinderen af Milano-Sanremo, Filippo Pozzato.

Hostes grimme viden
33 km fra mål i bunden af Valkenberg-bakken angreb Leif Hoste, der for tre år siden blev nummer to i dette løb, og som kom med en frisk sejr fra Tre dage ved Panne – Tre slag i Panden, som Brian Holm kalder dette brostensløb. Hoste angreb overraskende fra en position langt nede i gruppen, men Boonen, der lå fremme, må have haft øjne i nakken, for han satte øjeblikkeligt efter med en ubesværet accelleration, der satte resten af følget mat. Han kunne have ladet en af sine tre hjælpere køre Hoste ind, det ville have været logisk, men vurderede, at dette var det vindende angreb og greb ind selv. Tidligt, for tidligt kunne man mene, men korrekt vurderet. Quick-Step’erne skulle ingen vegne, og resten af gruppen var på et sekund lammet af både træthed og resignation.
Hoste og Boonen fulgtes pænt ad opad den værste stigning, Grammont, med op til 20 procent, og den sidste, Bosberg. De to steder, hvor løbet oftest bliver afgjort, og sprintduellen inde i målbyen Meerbeke gjorde Boonen kort proces. Hoste var chanceløs, og det havde han vidst fra det øjeblik, Boonen var kørt op til ham 33 km forinden. Grim viden at køre så langt med.
Det blev således et smukt Flandern Rundt, på trods af, at den traditionelle dramatik på Grammont, hvor det meste af pomfrit-folket er samlet, udeblev. Ikke så spændende som vanligt, måske, fordi Boonen var så altdominerende, men smukt, fordi han var en nydelse at følge. »Boonen Show,« som Gazzetta dello Sport skrev allerede dagen før. Med tilføjelsen »Kongen kommer også.«
Og den belgiske konge Albert II var der på tribunen i Meerbeke. Biperson som alle de slagne ryttere og vidne til, at der lige nu kun er en konge af Flandern.

hjh@informaiton

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu