Læsetid: 3 min.

Kongens fald

14. juli 2006

Det sted, hvor jeg befinder mig, er helliget litteraturen. Den er hellig og bestemmer alt. Fjernsynet er derfor ikke ret stort. Det befinder sig i en slags kosteskab, hvor man må ryge, men det er ikke klogt, for den lille skærm kan hurtigt forsvinde i tågerne. Det er de blå, der møder de blå - Les Bleus og Gli Azurri - og alternativet er en storskærm inde i Peter Seebergs domkirkeby. Med de busforbindelser, man tilbyder folk om søndagen på disse kanter, betyder det afgang klokken 18.10 oppe på landevejen og 130 kroner for en taxa hjem. Desuden pisser det ned i stænger. Herligt fodboldvejr hvis man selv skulle spille, men knap så herligt vejr at vente på bussen i, for ikke at tale om den lange allé, der forbinder den gamle herregård med landevejen. Så vi vælger kosteskabet, selv om de 22 blå, hvoraf de 11 i dagens anledning er hvide, er på størrelse med myrer og bolden et lille hvidt punktum, der danser hen over det grønne tæppe, som om den var til eksamen.

Det burde den måske have været noget før, for det er sære ting, den bold kan. Den burde have været vejet og fundet for let, for dens lethed er til stort besvær for angriberne, større på midtbanen og størst for forsvarerne. Allermest besvær giver den selvfølgelig målmændene, men for det meste baldrer selv de sikreste frispark-skytter ballonen langt over kassen, og så kan sprællemændene ånde lettet op, hvad vi da også tit har kunnet se dem gøre, siden vi så England mod Sverige for en måned siden i Ravenna på Piazza del Popolo, hundrede meter fra Dantes grav og det hus, hvor Lord Byron boede, mens han fik sat speed på Don Juan. Se bare, litterarturen smutter hele tiden ind bagfra med knopperne forrest, men det var da Italien, og dem holder vi med, selv om det er Zisous sidste kamp i den franske landsholdstrøje.

Heureka! Det lykkedes at få omstillet billedet til storskærm i festsalen. Nu blev spillerne sandelig store og brede, for ikke at tale om Paula Larrain i pausen. Zidane havde legemsstørrelse, da han i omkampen pandede den italienske forsvarer Materazzi ned med en skalle. Som en tirret tyrekalv i et græsk dionysosdrama, da spektakulærsamfundet endnu var en baby. Det var uden for spilfokus, men selvfølgelig på storskærm med det samme. Havde dommeren set det? Ligegyldigt. Han kom med sit cartolino rosso, som om den vrede tyrekalv selv havde villet have den røde klud. Og måske Zizou bare var træt af det hele. Selv om italieneren selvfølgelig sagde noget til ham. Materazzi har selv forklaret, at han rykkede lidt i mesterens trøje. Kongen vendte sig om, så hånligt på ham og sagde, at den kunne han få efter kampen, hvis han var så vild med den. Materazzi så rødt og kom til at sige noget grimt. Præcis hvad det var, vil han ikke ud med, men det var ikke noget om Zidanes søster, mor eller religion. Uanset hvad det var, så Zidane nu rødt, vendte sig om og stangede.

Utilgiveligt. Et fodboldhold er en slags bande, med en anfører. Italienerne er englebørn med djævlehjerter og en enkelt satyr, Gattuso, på midtbanen. De er som klippet ud af Rafael. Franskmændene kunne være hentet fra en roman af Jean Genet. Mest af alle Zidane, der har en slags lurende farlighed i sig. Den hører med til hans storhed, som en Akilles. Han er spændt som en sene, og senen kan briste.

Det gjorde den, og kampen var afgjort. Og hvad så ? Fodbold er en mytologisk kamp, men hvad symboliserer den egentlig? Zidane er en fyr som alle andre, siger han, men det er han ikke. Måske hans stupide handling blot symboliserer, at fodbold, trods den spektakulære glamour, trods massivt fyrværkeri over Berlins Olympiske Stadion, hvor Adolf Hitler i 1936 vandt 89 medaljer og Hertha Berlin har hjemmebane, hverken symboliserer eller betyder noget som helst. At Franz Beckerbauer er en kejser uden tøj på.

Men det er kun på tinderne, det er sådan. I bunden af bjerget mosler små beskidte drenge stadig rundt med klatten, som om det gjaldt livet, og det gør det. Alle os der spillede som 6-årige med en skaldet tennisbold i en baggård eller på en pløjemark, vi ved det godt. Vi er selv Zizou. Derfor er vi så vrede på ham lige nu, selv om vi forstår ham.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu