Læsetid: 10 min.

Et kongerige af bortgemte prinsesser

Kvinderne i Yemen lever deres liv som Tornerose bag tjørnehækken. Traditioner mere end religion afskærmer dem i en grad, der trodser enhver fantasi. Men med små skridt er gadernes sorte spøgelser på vej tilbage til virkeligheden, og for 100 dollar om måneden kan Danmark gøre vejen kortere
2. august 2005

SANA'A - Det har ikke altid været så galt. For bare 15 år siden kunne kvinderne i Yemen se deres medsøstre beklæde høje stillinger i det offentlige. Over hele landet dømte kvinder i retssalene på lige fod med mænd, og de nød respekt selv fra konservative stammefolk. I det gamle socialistiske Sydyemen var de længst fremme, og selv i det mere traditionelle Nordyemen var kvinder ikke noget man bare gemte af vejen. Men så begyndte en bemærkelsesværdig eksportvare at strømme ind over grænserne fra nabolandet i nord. Den saudiarabiske regering betalte lønninger og bestikkelse til offentligt ansatte i centrale stillinger. Mod klækkelige honorarer spredte de udvalgte yemenitter Guds ord, som det forstås i Saudi-Arabien. Islams mørkeste fortolkning - wahabismen - blev fra lokale sheiker, imamer, skolelærere, universitetsfolk og ansatte i statsadministrationen spredt til Yemens dårligt uddannede befolkning, der let lod sig suge ind i tågen af traditioner, kultur og en nyfortolkning af islam. Snart kunne ingen huske, hvad der var hvad, og wahabisternes indflydelse steg. I samme periode tog Yemen den skæbnesvangre beslutning at stemme blankt, da FN's Sikkerhedsråd vedtog resolutionen, der åbnede for krigen mod Irak til befrielsen af Kuwait. Den arabiske verden rasede over det yemenitiske forræderi og svarede igen med masseudvisninger af yemenitiske gæstearbejdere. Fra Saudi-Arabien kom op mod en million tilbage - stærkt påvirkede af landets strenge islam-fortolkning. Det er den korte forklaring på, hvorfor Yemen på få år har ladet sig kure ned i den dybe ende af skalaen over kvinders rettigheder.

Bag hjemmets fire vægge

Derfor mener unge, veluddannede mænd med gode job og penge i dag i ramme alvor, at det bedste kvindeliv er et liv bag hjemmets fire vægge og havens høje mure. Sysler som opvask, børnepasning og rengøring er lige sagen for en kvinde, mens mændene aldrig i livet kunne drømme om så meget som at tage sig af de snavsede potter og pander. Selv ser mændene det som en beskyttelse af kvinden mod fremmede mænd - og hvem bedre end netop mænd ved, hvor stort behovet er for det. "De lever faktisk som prinsesser i et lille kongerige," bemærker en af de kloge rige. I givet fald må det være som en kun alt for vågen prinsesse Tornerose bag tjørnehækken. For en kvinde kan ikke søge om et pas på egen hånd, hun kan ikke søge sundhedsrådgivning, hun kan ikke kontakte politiet. Hun kan kun sætte sig i forbindelse med andre end kvinder, og da de sjældent arbejder på kontorer med kontakt til befolkningen, må hun enten tage sin far, bror, mand eller søn med. Det er ikke noget loven kræver, men det er sådan praksis fungerer. "Kvinder her i landet er under lup. Vi bliver overvåget i, hvad vi gør, hvad vi siger, og hvordan vi bevæger os. Vi er hele tiden i forsvarsposition," siger Rashida Ali al-Hamdani, forkvinde for Kvindernes Nationale Komité i Yemen. Den store lup hænger over langt de fleste kvinder på gaden i hovedstaden Sana'a. Med hurtige, lette skridt glider kvinderne over gader og pladser i sorte abayer, der skjuler alle tegn på, at et menneske gemmer sig inde bag. Kun en lille stribe afslører et flygtigt blik, der aldrig møder et andet. Ned i jorden, ud til siden, lidt frem, men aldrig helt op. Kvinderne går i fred, men ikke for traditionens usynlige øje, der hele tiden ser efter, at ingen mand og kvinde hilser på hinanden, og at ingen rører ved hinanden. Hjemme kan en mand ikke stille en anden mand spørgsmål om hans kone eller forlovede, og mænd og kvinder kan ikke sidde i samme stue, medmindre de er i familie.

Barnebrude

Situationen for kvinderne er værst i hovedstaden og den nordlige del af Yemen. I den sydlige del af landet omkring provinshovedstaden Aden er samfundet knap så traditionsbundet, og på landet er adskillelsen mellem kønnene ofte knap så skarp. Men når det kommer til holdningen til kvinders rolle i samfundet, deres uddannelse og deres rettigheder er billedet knap så uensartet. Analfabetismen for kvinder er omkring 70 procent, og en tilsvarende andel af befolkningen lever på landet, i bjergene eller i ørkenen. Her er skolerne få og dårlige, og familierne har ofte mere brug for, at kvinderne og pigerne henter vand, brænde og arbejder i marken, end for at de lærer at læse. Den manglende uddannelse generelt og for kvinder i særdeleshed er vand på uvidenhedens mølle. For kvinderne betyder det, at de stort set intet aner om noget så abstrakt som deres samfund, eller så konkret som deres egen krop. Al tale om sex, prævention og forplantning er tabu i en sådan grad, at selv veluddannede kvinder ofte ikke kan spørge hverken deres søstre eller mødre til råds. Så når piger helt ned i 11-års alderen bliver gift, aner de intet om kønsakten, moderskab eller om retten til deres egen krop. "Piger under 15 år er i enorm fare for at dø under en fødsel, fordi de slet ikke er færdigudviklede. De risikerer deres liv og sundhed, og det kunne undgås, hvis de udsatte deres førstegangsfødsel med bare et år," siger Gerd Elmark fra FN's befolkningsfond, UNFPA i Sana'a. UNFPA arbejder for at hjælpe Yemen til at styre befolkningstilvæksten, der er blandt verdens største, blandt andet ved at oplyse om prævention og familieplanlægning. Arbejdet besværliggøres af det svært håndterlige tabu, der hviler over enhver berøring af emner, der handler om sex, køn og krop. "Vi har haft held til at få mange af landets religiøse ledere til at bekræfte, at familieplanlægning er i overensstemmelse med Koranen, fordi det beskytter kvinderne. Men derudover er det svært for eksempel at forklare om en kvindes cyklus, fordi mange af dem ingen ord eller begreber har til at forstå, hvad det handler om," siger Gerd Elmark. Selv blandt universitetsstuderende er uvidenheden grænseløs. Enhver gengivelse af noget, der bare kunne ligne et erigeret lem i enten plastik, flamingo eller metal er aldeles utænkelig. På samme måde er enhver grafisk gengivelse af kønsdelene uacceptabelt i den yemenitiske kultur. Kondomer bliver derfor demonstreret ved, at det trækkes ned over to fingre. Det resulterede for nylig i, at en gruppe universitetsstuderende, der havde fået fat i et kondom, ikke anede hvor det i virkeligheden skulle placeres.

Begrænset jobmulighed

En stor hindring for forbedringen af kvindernes situation er, at der mangler forbilleder. Den tilbageskridende kulturrevolution har med få undtagelser trukket tidligere tiders kvindelige repræsentation ud af det offentlige system. "Tidligere drev kvinder butikker og cafeer. Mænd og kvinder talte sammen. Det gør de ikke mere," siger Rashida Ali al-Hamdani fra Kvindernes Nationale Komité. Et lille skridt i den anden retning er dog taget med uddannelsen af et hold kvindelige politibetjente. Udstationeret på paskontorer, i lufthavne, i fængsler og ved sikkerhedszoner garanterer de, at kvinder i hvert fald nogle steder kan kontakte andre kvinder, når de har brug for hjælp. Næste hold politikvinder er på vej, men fra deres pladser på kontorer rundt omkring i statsadministrationen, når de ikke ud til den brede offentlighed. Det kunne derimod kvindelige dommere. I dag findes der, i modsætning til tidligere, ikke en eneste praktiserende kvindelig dommer i det yemenitiske retssystem. Igen er der intet i loven, der forbyder det, men i den kulturstyrede praksis bliver der ikke optaget kvinder på det institut, der uddanner højesteretsdommere. Ifølge analytikeren Ali Saif, grundlægger af det systemkritiske Political Development Forum, kunne et land som Danmark med en beskeden politisk indsats og et beløb på måske helt ned til 600 kroner om måneden sikre, at kvinderne kunne vende tilbage til dommerkollegiet i højesteret, der er dybt respekteret i Yemen. "Danmark burde presse den yemenitiske regering til at lade kvinder uddanne sig til dommere. Det kræver ingen ændring af loven, kun af praksis, og det vil kunne ændre synet på kvinder her i landet. Hvis Danmark krævede at kvinderne fik adgang til instituttet og samtidig sikrede, at kvinderne havde et sted at bo mens de læste, behøvede det ikke koste mere end måske 600 kroner om måneden. Afhængig af, hvor mange kvinder man ville optage. Det ville gøre en enorm forskel," siger Ali Saif. Forslaget ligger i tråd med den danske strategi for Yemen under Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ. Indsatsen rummer blandt andet et element, der handler om forbedring af kvinders rettigheder. Men måske behøver en stille revolution ikke koste 600 kroner. Måske kan den løbes i gang med et knips fra et kamera.

Et smil bag masken

Et par timers kørsel fra Sana'a, ude på landet, er en gammel tandløs onkel og hans fire niecer på fredagstur til et udsigtspunkt på toppen af et lille bjerg. De går rundt for sig selv, men på vej ned ad bjerget sker der noget. Den ældste af niecerne, en ung kvinde på 16, klædt i sort fra top til tå, ser pludselig en chance for at lave det oprør mod indespærringen, som traditioner og uvidenhed forbyder hende og hele hendes køn. Med ét træder hun ud af tapetet af sorte, ansigtsløse spøgelser og afslører, at der gemmer sig et menneske med rigtige følelser inde bag uanstændighedens portiere. Det er skingrende forbudt for kvinder at tale med fremmede mænd, og ingen yemenitisk kvinde lader sig frivilligt fotografere. Hun afviser bestemt og umisforståeligt enhver forespørgsel. Men på den lille bjergsti lader denne respektløse teenager og hendes tre søstre sig sakke bagefter onklen, for så at vende sig om mod to udlændinge og uden opfordring tilbyde sig. "Sura?" - foto? siger hun. Tilbuddet om et billede bliver for meget for den ene søster, der demonstrativt træder ud af billedet og gemmer sig bag et knæk på stien. Alle holder vejret mens kameralinsen stiller skarpt. Den ældste er gået langt over grænsen for, hvad man kan tillade sig, og i abayaens øjensprække stråler to mørkebrune mandler af fryd. Vinden langs bjerget leger med det lette, sorte stof, der løfter sig som vinger fra hendes ryg. Øjnene bliver smalle som tegn på, at kvinden inde bag masken smiler, og nyder at hun endelig har fået afløb for sit oprør mod familien og de snærende bånd. Hun bliver stående længe, mens kameraet klikker og klikker, og hun nyder hvert øjeblik af den enestående opmærksomhed. Så snart klikkene hører op, skynder hun sig videre ad stien med sine søstre. Onklen er vendt om for at kigge efter sine piger, men aner ikke uråd. "Ahlan was ahlan," hilser han og smiler. Kvinderne skynder sig i forvejen, mens onklen byder velkommen til Yemen og glæder sig over den berømte danske ost, der kan købes i enhver lille butik. For foden af bjerget vender mandeløjnene sig om en sidste gang og smiler, inden kvinden glider tilbage i rollen som sort spøgelse.

Næse for parfume

En kvinde, der har smidt sløret, begyndt forandringen af sit liv og som en dag kan blive et ikon for landets øvrige kvinder, er Lina Abdullah Ghaner. Hendes lille firma udvikler, producerer og sælger parfume. Foreløbig foregår salget mest ved homeparties og fra den beskedne parfumeafdeling i Sana'as lufthavn. Hele virksomheden udgår fra Lina Abdullah Ghaners lille næse, der angiveligt er i stand til at dufte sig frem til de forskellige ingredienser i en given parfume. Ofte er hun i stand til at kopiere eller ligefrem forbedre den oprindelige duft. Resultatet hælder hun på små flakoner købt i Dubai og pakket i elegante trææsker med læderbeslag, krumme låg og skydelås. Duftene er kraftige, vel nærmest svulstige, så man svømmer hen i forestillinger om fede guldøreringe, lakeret hår og solbriller. Duftene er til tider blomstrende og altid konsistente. Som Lina Abdullah Ghaner sidder og arrangerer vareprøver og fortæller om sine arbejdsmetoder, virker hun uhyre professionel. Hun ved, hvad hun vil og har allerede sparet 3.000 dollar op, så hun i første omgang kan købe en maskine, der kan trække ekstrakt ud af ørkenens blomster. I anden omgang håber hun på at finde en investor, der vil sætte penge i en fabrik og en egentlig produktion.
"Jeg håber ikke bare på at få min egen butik, jeg vil også være til gavn for hele landets økonomi," siger hun. Der er klare tegn på, at Lina Abdullah Ghaner ikke står alene blandt kvinder med det ønske. Fra universiteterne kommer stadigt flere veluddannede unge kvinder, der opnår gode stillinger i statsadministrationen og i internationale organisationer.
På det politiske niveau er der tegn til, at parlamentet og regeringspartiet vil prøve at leve op til de internationale konventioner om kvinders rettigheder som Yemen, som et af de eneste lande i Golf-området, har underskrevet mange af. Hvis det lykkes at indføre minimumskvoter for kvindelig repræsentation på opstillingslister, og det lykkes at reservere pladser til kvinder i parlamentet, vil Yemens kvinder have langt bedre vilkår end deres søstre i Yemens rige og veluddannede nabolande. Men det kræver naturligvis, at lovgivningen løfter sig fra papiret og ud i virkeligheden, hvor slaget mod den nedgroede praksis skal stå.
Lina Abdullah Ghaners indtog i forretningsverdenen er blevet godt modtaget af hendes nærmeste familie, der hører til den bedre stillede del af befolkningen. Og hun afviser, at der på nogen måde skulle have været modstand mod hendes usædvanlige ambitioner. Hun tror på fremtiden, men i mulig erkendelse af de yemenitiske kvinders Tornerose-skæbne, har hun kaldt sin virksomhed Tib an-Nubala - Prinsessens duft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her