Læsetid: 4 min.

Konsensusrock

2. december 1998

"Let's play house ..."
Arthur Gunther, 1955

Der blev skrevet både rock- og Danmarkshistorie, da Statens Musikråd mandag i Landstingssalen afholdt konference om behovet for en decideret lovgivning for landets rytmiske spillesteder. For første gang blev der, efter sigende, spillet levende musik på Christiansborg. Lis Sørensen sang sin og Sebastians evergreen "Stille Før Storm". Da bifaldet havde lagt sig, forklarede dagens ordstyrer, P1-chef og gammel jazzfreak, Finn Slumstrup, på sit underfundige jyske, hvorfor der ikke før var blevet spillet musik på parlamentarismens parnas. Jo, musik sætter sådan nogle dejlige, men farligt ukontrollable tanker igang. Måske var det grunden til, at de konservatives kulturpolitiske ordfører Brian Mikkelsen havde forladt salen, medens musikken spillede.
Og for første gang manifesterede det ellers så ofte indbyrdes kævlende rytmiske danske musikmiljø sig i et unisont kor om, at politikerne tager musikken og dens samfundsbetydning lige så alvorligt som vælgerne længe har gjort det. Her nogle-og-fyrre år efter at Bill Haley fik rocken til at rulle.
Kravet er, som sangeren og sangskriveren Steffen Brandt kundgjorde på forsiden af denne avis i går, ikke krisehjælp, men statsanerkendelse. Ikke kun i form af den tværpolitiske parlamentarikervelvilje, der var ved at konsensuskvæle konferencen, men en kroner og øre-blåstempling, som omsider kan befri det rytmiske musikmiljø for den risikobetonede begrænsning, der ligger i, at et spillesteds eksistens i dag er afhængig af, hvor mange plader, der bliver vendt til diskoteksaftenerne lørdag nat og hvor mange øl, der bliver langet over disken - hvis man vel at mærke samtidig ikke vil køre en repertoirepolitik, der satser på det sikre. Eller som primus motor i det nye spillestedsforslag, operainstruktør Kasper Holten, spurgte en tv-reporter - kunne man forestille sig politikerne stå model til en situation, hvor Det kgl. Teaters drift var afhængig af salget af røde pølser?

Forslaget fra Statens Musikråd er tofaset og består i hovedpunkterne af
*honorarstøtte, der kan søges af alle spillesteder. Det enkelte spillested kan opnå en støtte på halvdelen af musikhonoraret for hver professionel musiker, der spiller på stedet. Det vil især give mindre spillesteder mulighed for at satse stort af og til
*fire-årigt drifttilskud til ca. 20 spillesteder, der får status af regionalt eller storbyspillested. Støtten skal gives af amt, stat og kommune, og professionalisere det enkelte spillested i form af bedre uddannet bemanding, bedre fysiske rammer samt sikre kontinuitet i programplanlægningen.
Selv om kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen filmede voldsomt med den rytmiske musik i sin tale, havde hun forudsigeligt nok ingen penge med. Dem har hun nemlig lige givet til dansk film, og medens musikfolket kan ærgre sig over den dårlige timing i forhold til finansloven, burde de nok diskutere om spillesteds-krisen alene skyldes den manglende statsstøtte.
Musikmiljøets advokat, Statens Musikråd, sætter nemlig kun spørgsmålstegn ved hvor længe endnu det skal vare, før staten opdager, at rocken er kommet for at blive som andet end en stigende indtægtskilde.

Lige så perspektivgivende for debatten vil det være at spørge om der reelt er behov for det relativt store antal spillesteder, der nu søges statslicenseret. Eller rettere: Er der publikumstiltrækkende og -udfordrende musikere nok herhjemme? Den begyndende afmatning ved sommerfestivalerne taler sit tydelige sprog. De store navne kører i en trættende cyklus, og på for mange aftener er spillestederne besat af musikere, som i mere eller mindre ad hoc-orkestre spiller så de lige præcis har nok arbejdsdage til at sikre A-kassestøtten. Og nok er talentunderskoven i vækst, men enhver pladeselskabstalentspejder vil kunne skrive under på, at så mange talenter er der altså heller ikke hertillands. Andet ville også være naturstridigt. Omvendt glimrende pladeselskaberne ved deres fravær på konferencen. Det kunne ellers have været interessant at høre, hvor meget de vil investere i den levende musik, som de ville visne uden - pengene kunne de jo passende tage fra de merindtægter, branchen har fået via punktafgift, som faldt bort, fordi selskaberne dygtigt slog på, at de ikke kun producerede konsum, men kultur.

Spillestederne kunne også gribe i egen barm. Skyldes en del af krisen ikke, at spillestederne i nogen grad er blevet overhalet indenom af cafékulturen? Nutidens unge og noget ældre unge kræver mere af et spillested end bare musik. Stearinlys er ikke hygge nok. Der skal være et miljø, og, såre banalt, ordentlige toiletforhold. Uhumskheden er sine steder frapperende.
På den anden side: At offentlig støtte ikke altid er lykken, behøver vi ingen spillestedslovgivning for at indse. I København lå i mange år et musikalsk kraftcentrum i Huset, især Musikcafeen. Så overtog kommunen styringen, og stedet døde, men med pæne lokummer og nymalede døre. Rockens sjæl var bare ikke længere stamgæst.
Og her melder den indre luftguitarist sig med stigende lydstyrke. For er der ikke noget selvmodsigende i at den rytmiske musik, som i sin natur er anti-autoritær, nu angler efter systemets gunst? Det vil sikkert forekomme den bevillingsgearede og gennemorganiserede rytmiske musikmafia håbløst romantisk og markedsurealistisk, men hvad sker der f.eks. i længden med en rockmusik med socialt sikkerhedsnet og underskuds-garanti? Kan den bevare kanterne, overraskelsesmomentet og respektløsheden? tobi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu