Læsetid: 6 min.

Konservativ uden slips

De britiske konservative har gjort op med fortiden. Selv Margaret Thatcher er blevet ofret i håb om at genvinde magten
6. april 2006

LONDON- De britiske konservatives nye leder David Cameron spildte ikke tiden, da han vendte tilbage fra to ugers barselsorlov. Den bløde mand, der tog fri fra parlamentet for at skifte bleer, er tilbage fra børnepasningen med et nyt program for fremtidens konservative politik. Uden slips og i gummisko inviterede han pressen til morgenkaffe i sit hjem i Notting Hill.

Her - med åben udsigt til opvasken - fremlagde Cameron det nye konservative evangelium for hele folket. I går gjorde han det igen. På en 'studietur' til arbejderbyen Liverpool - sammen med tidligere vicestatsminister Michael Hesseltine - fortalte Cameron sine partifæller:

"Jeg foretrækker økonomisk stabilitet frem for skattelettelser. Enhver politik skal vurderes på, om den hjælper samfundets svageste."

Det er mildt sagt nye toner!

I gamle dage - dvs. for cirka et år siden - var the Conservative and Unionist Party et højrefløjsparti med solid støtte i storkapitalen og i det mere eller mindre adelige aristokrati.

Labour overhalet

Dengang stod den på skattelettelser og stop for indvandring. De tider er forbi!

Efter snart et årtis politisk ørkenvandring har det hidtil så rådvilde borgerlige parti tilsyneladende genvundet den vælgertække, som gav dem regeringsmagten i hovedparten af det 20. århundrede.

For første gang siden 1993 har de konservative overhalet Labour i meningsmålingerne. Og der er meget, der tyder på, at det netop er valget af Cameron til formandsposten - i begyndelsen af december i fjor - der er årsagen til den nye medvind for partiet.

For i modsætning til sine forgængere som leder af oppositionen - dem har der været fire af inden for de sidste fire år - har Cameron i den første måned som partichef:

- Gjort op med selveste Margaret Thatcher og hendes begejstring for markedskapitalismen.

- Erklæret, at social retfærdighed vil være kernen i den næste konservative regerings politik.

- Sagt, at u-landshjælp skal være andet og mere end en biting, når - eller rettere hvis - de konservative igen kommer til magten.

For at gøre forandringen total har aristokratiets gamle parti bedt rockmusikeren og aktivisten Bob Geldof - det var ham med Live 8 - om at skrive et oplæg til en ny u-landspolitik.

I en helsides-annonce i avisen The Sunday Telegraph - en søndagsavis som traditionelt har været hof-organ for den britiske højrefløj - formulerede den nye konservative formand sine principper for en ny politisk strategi. Denne annoncekampagne er blevet fulgt op af nøje koreograferede interviews og artikler med andre, fortrinsvis ærkekonservative, dagblade og aviser.

Det er især en artikel i den højre-populistiske The Mail on Sunday, som har skabt opmærksomhed, idet Cameron her for første gang offentligt har lagt afstand til Margaret Thatcher - premierminister og partiets ubestridte leder i 1980'erne.

"Ved næste valg vil de fleste førstegangsvælgere være født, efter Margaret Thatcher forlod magten. Når det drejer sig om at løse nutidens problemer, vil jeg ikke være slave af vores ideologiske fortid," sagde Cameron til bladet.

Sammenlignes med Blair

Men hvem er han egentlig, den nye konservative leder, som cykler på arbejde? Både venner og fjender af den nye leder har sammenlignet Cameron med den nuværende premierminister Tony Blair.

Ligesom sin politiske modstander er Cameron et barn af den britiske overklasse.

Han er uddannet på privatskolen Eton og eliteuniversitetet i Oxford og er - omend langt ude - i familie med kongehuset. Ikke just noget der umiddelbart gør ham til 'folkets mand'.

Men med kun fire år som medlem af parlamentet har den tidligere reklamemand formået at sælge sig selv som en politisk outsider, der endnu ikke er tilsølet i det britiske Underhus' rituelle mudderkastning.

Og han har i medierne slået til lyd for en mere forsonlig og pragmatisk politisk tone. I sin tale i Liverpool i tirsdags erklærede han, at de konservative ville stemme for fornuftige elementer i regeringens skolepolitik frem for per automatik at stemme imod alle regeringens forslag.

At Cameron har valgt netop skolepolitikken skyldes ikke udelukkende idealisme, men også at der er stor intern strid i Labour om fremtidens uddannelsespolitik.

At føre krigen over i fjendens lejr har til alle tider været en fornuftig strategisk disposition i krig såvel som i politik. Og historisk set var det da også samme taktik, Tony Blair brugte, da han i begyndelsen af 1990'erne slog til lyd for en konsensuspolitik om datidens væsentligste politiske område, fredsprocessen i Nordirland; et område, som delte den daværende konservative regering. Men til trods for sin erklærede forsonlige linje har Cameron ikke afstået fra at foretage et skarpt og meget personligt angreb på finansminister Gordon Brown, der ventes at overtage premierminister posten, når Tony Blair om kort tid går på frivillig førtidspension.

"Til næste valg har Brown været minister 12 år og medlem af parlamentet i 27. Han repræsenterer fortiden, det er derfor folk er trætte af ham. Jeg synes, han er rædselsfuld," sagde Cameron nytårsdag i sit intereview med The Mail on Sunday .

At Cameron sammen med sine spindoktorer har formået at præsentere sig som politisk novice er en gåde for mange i det politiske etablissement.

For trods sin korte karriere som medlem af Underhuset har den nye konservative formand - bortset fra et par år på et reklamebureau - tilbragt hele sit voksne liv i de inderste cirkler i den politiske verden.

Efter studier i filosofi og statskundskab blev Cameron ansat som politisk rådgiver for tidligere finansminister Norman Lamont og arbejdede senere for premierminister John Major.

Allerede da han var i slutningen af tyverne, var Cameron således en central figur i det konservative parti; en grå eminence med yderligtgående meninger adskillige favne fra den politiske midte. Men disse holdninger dyrker han ikke længere.

Hvad han ikke siger

"Det interessante er, når hunden ikke gør," sagde Sherlock Holmes i Baskervilles Hund. Hvad, der passer på Victoriatidens kriminalromaner, passer også på det 21. århundredes politik.

Det interessante er alt det, som David Cameron ikke har sagt i sin seneste charmeoffensiv.

I sine mange interviews, artikler og annoncer har han og hans bagmænd været påpasselige med ikke at tale om skattelettelser, privatiseringer og den næsten monomane modstand imod EU, som har kendetegnet de seneste 10 års konservative politik.

Om denne stil er udtryk for politisk opportunisme eller et ærligt ønske om forandringer, vil tiden vise. Vælgerne har allerede flere gange vist, at de ikke ønsker en tilbagevenden til fortidens højreorienterede politik. Meget tyder på, at de konservative ikke har noget valg, hvis de ønsker at vende tilbage til magten.

Men kursændringen under Cameron har ikke givet ham venner i traditionelle konservative kredse.

Den konservative avis The Daily Telegraph beklagede i sidste uge, at Cameron havde ofret traditionen i en opportunistisk jagt på stemmer.

Men valg vindes ikke ved at overbevise de omvendte. Missioneren foregår blandt de vantro. Og meget tyder på, at Cameron i dette spil har fat i den lange ende. Efter knap ti års solid støtte til Labour har tabloidavisen The Sun erklæret deres betingede støtte til Cameron.

Men at intet parti hidtil har vundet et parlamentsvalg uden støtte fra The Sun betyder ikke, at Cameron og hans familie kan begynde at skrive flyttekort fra det fashionable Notting Hill og til en adresse på Downing Street nummer 10.

Det britiske valgsystem - og udsigterne til en holmgang med Gordon Brown - gør spådomme noget nær meningsløse i britisk politik. Men ét er sikkert: for første gang i over et årti er der et politisk alternativ til New Labour.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her