Læsetid: 4 min.

Det konservative appendiks

26. september 2005

"Vi Konservative er garanten for, at de flittige og stræbsomme kan høste frugterne af deres egen indsats - også til gavn for fællesskabet."

Den konservative leder Bendt Bendtsen, lørdag på det konservative landsråd

Hvordan kan Bendt Bendtsen og Det Konservative Folkeparti blive siddende i en regering, hvis udtalte intension er at føre socialdemokratisk fordelingspolitik. Det må være spørgsmålet i kølvandet på partiets landsråd i week-enden og ikke mindst den ophedede diskussion om ulighed i sidste uge. Regeringssamarbejdet slider og vil slide på et parti, som i hele sin selvforståelse bygger på, at større ulighed er godt, det personlige ansvar en selvfølge, belønning af de dygtigste en nødvendighed og 'noget for noget' en del af enhver ideologisk manifestation.

Uanset hvor meget de konservative ministre fra talerstolen forsøgte at udstille deres sejre, så kan det ikke skjules, at partiet er kørt ud på et sidespor i regeringssamarbejdet af Dansk Folkeparti. I sidste uge blev det til fulde demonstreret hvem, det er, der bestemmer. Efter socialminister Eva Kjer Hansens fremturen med sine synspunkter om større ulighed i Danmark, var det Pia Kjærsgaard (DF), der gik til statsministeren for at få sat en stopper for sagen. Det gjorde Anders Fogh Rasmussen så eftertrykkeligt, at Eva Kjer Hansen i dag er en minister, som nok selv burde have taget sit gode tøj og være gået - for blot at have en del af æren i behold.

Med sin voldsomme irettesættelse af socialmini-steren, orkestreret af Dansk Folkeparti, beseglede Anders Fogh Rasmussen endnu en vigtig kontrakt med vælgerne. Det er ikke regeringens politik at øge uligheden i Danmark, sagde statsministeren. Resultatet er, at ethvert politisk tiltag fra Venstre og Konservative fra nu af vil blive målt og vejet på, om det skaber større ulighed eller ej.

Virkningerne af sidste uges lighedsdebat kan ikke undervurderes. Den har ændret dansk politik, og den vil uundgåeligt føre til flere interne gnidninger mellem de tre borgerlige partier.

Tilbage står Det Konservative Folkeparti og må spørge sig selv, hvad det egentlig var, der skete, da det buldrende ideologiske tog tromlede forbi. Først forsøgte Bendt Bendtsen sig med et ynkeligt midterstandpunkt om, at de konservative hverken er for lighed eller ulighed, men det er ikke noget let synspunkt.

Politik handler om fordeling af samfundsressourcer, og hvis man ikke ønsker at tage stilling til virkningerne af denne fordeling, så er det næsten det samme som at melde sig ud.

Tager man de konservative forslag ét for ét, som de er kommet til udtryk de seneste år, så passerer de fleste af dem ikke ulighedstesten og Fogh Rasmussens nye kontrakt. De konservative har foreslået at reducere stigningstakten for overførselsindkomster, så de ikke stiger med lønstigningstakten, men kun med inflationen. Det kan ikke lade sig gøre - det skaber større ulighed. De konservative har luftet tanker om at ændre dagpengesystemet, så ydelserne falder, jo længere tid man er ledig. Kan heller ikke lade sig gøre. De konservative vil lette top- og mellemskatten. Desværre - det er ikke regeringens politik at skabe større ulighed.

De konservatives grundideologi bygger på belønning og straf. Der er gode, flittige samfundsborgere, som skal belønnes. Og så er der andre, som ikke lever op til samfundsmoralen eller forbryder sig mod dens skrevne og uskrevne regler, de skal straffes - økonomisk eller på anden vis. Men problemet for de konservative er, at straffen og belønningen uundgåeligt skaber større ulighed, uanset hvordan man vender og drejer det.

Tilbage i den konservative ideologiske værktøjskasse er forsvaret for det personlige ansvar. En god og ædel sag, som det desværre heller ikke lykkes Bendt Bendtsen at folde ud. Hans landsrådstale bød på to magre eksempler, hvor partiet vil stå hårdt fast på det personlige ansvar. Når de konservative er imod gratis mad i skolerne, så er det fordi, det er forældrenes ansvar at sørge for en sund madpakke. Og når de konservative er imod at forbyde afdragsfrie lån til førstegangskøbere, som Dansk Folkeparti har foreslået, så er det fordi, det er op til den enkelte at beslutte sig for at sætte sig så hårdt økonomisk at konkursen lurer lige rundt om næste rentestigning.

Man kan ikke lade være med at spørge: Hvorfor er det lige her, de konservative vil manifestere det personlige ansvar. Er det personlige ansvar noget, der kan hives frem som begrundelse, når vennerne i bankverdenen skal have en hjælpende hånd, eller når de kommunale budgetter trues af sprængning.

Med samme forståelse af det personlige ansvar kunne man nedlægge betydelige dele af det danske samfund: Sundhedsplejersken, kravet om sikkerhedsseler, den obligatoriske pensionsopsparing, en stor del af forbrugerbeskyttelsen, forbud mod ågerrenter, skoletandplejen og så videre. Måske trænger de konservative til en ideologisk tænkepause og en periode i opposition.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her