Læsetid: 4 min.

Konservative kvaler

Under et besøg i Nordsjælland i går forsikrede statsministeren, at dette mønster ikke er ved at blive brudt. Ganske korrekt konstaterede han, at regeringens parlamentariske grundlag er intakt. Faktisk er det nærmest blevet styrket af Khaders initiativ, da ingen af de tre nye løsgængere fra DF og Venstre i nogen afgørende afstemning vil gå imod regeringen. På denne side af næste valg er opbruddet altså ikke nært så vidtrækkende og dramatisk, som de seneste dages medieomtale kunne give indtryk af. Og derfor er de konservative kvaler kun blevet forstærket. Med sin uforbeholdne loyalitet over for regeringssamarbejdet følger Bendtsen en konsistent linje. Men frustrationen blandt hans egne over de magre resultater kommer stadigt mere åbent til udtryk.
11. maj 2007

De konservatives frustration over Dansk Folkepartis afgørende indflydelse på udlændingepolitikken har bygget sig op igennem længere tid. Det vil derfor være for enkelt at se gårsdagens udspil fra den politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, som en reaktion på tilsynekomsten af partiet Ny Alliance. Det er ganske vist, hvad de tre partistiftere påstår i dagens interview med Information, men sammenhængen er mere kompliceret end som så. Det kan da også være nærliggende at mene, at tidsfaktoren har spillet en rolle, men det behøver ikke kun at være i forholdet til Ny Alliance. Selve den sag, den konservative ordfører gør til det centrale, trænger i sig selv til en hurtig afklaring.

Den drejer sig om de 559 afviste irakiske asylansøgere, der under kummerlige forhold opholder sig i asylcentrene uden mulighed for hverken uddannelse eller arbejde. Et tidligere forsøg på i det mindste at forbedre forholdene for deres børn blev blokeret af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard og hendes fæller har kun ét mål for øje. Tilbagesendelse af disse irakere.

Det har også været afgørende for partiets reaktioner, siden regeringen i marts indbød til forhandlinger om at tilvejebringe mere rimelige forhold for de afviste asylansøgere. Som Pia Christmas-Møller fremstiller forløbet, har Dansk Folkeparti ikke foretaget sig andet end at blokere og forhale. Som Søren Krarup, der har været med i DF's forhandlergruppe, slår fast, har hans parti ikke været interesseret i en løsning, hvor irakerne fik bedre vilkår i Danmark. Skal de uddannes, må det ske i særlige lejre i Irak.

I lyset af de tilstande, der hersker i dette krigshærgede land, kan man alt efter graden af tiltro til DF-politikernes vidensniveau kalde et sådant synspunkt enten usædvanlig kynisk eller dundrende naivt. Forståeligt nok er det blevet afvist af de to regeringspartier. De ønsker en ordning, hvor uddannelsen finder sted her i landet, men under den forudsætning at irakerne derefter tager tilbage for at bruge denne uddannelse. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i denne forbindelse talt om at "motivere" dem.

Derfor er den udvej, regeringen stræber efter, heller ikke nogen egentlig løsning. Efter alt at dømme vil tilstandene i Irak vedblive at være sådan, at en tilbagesendelse langt ud i fremtiden er forbundet med meget store risici for de implicerede. Når det alligevel er denne model, der har ligget på forhandlingsbordet, skal forklaringen udelukkende hentes i snæver dansk indenrigspolitik. Regeringen har spillet ud med et forslag, den mente var acceptabelt for DF.

Det har så vist sig ikke at være tilfældet. Men Pia Christmas-Møllers ønske om i den anledning at bryde med Dansk Folkepartis monopol som forhandlingspartner deles ikke af hendes formand. Bendt Bendtsen har på ny slået fast, at der kun forhandles med Dansk Folkeparti. Og på den lange bane kan han slet ikke se, at regeringens generelle samarbejde med støttepartiet er truet.

Det er der til gengæld ganske mange af hans partifæller, der kunne ønske sig. Christmas-Møller er træt af, at "regeringen bliver trukket rundt i manegen" af Dansk Folkeparti. Lignende udtalelser har hun tidligere fremsat, og den nyeste er derfor ikke udelukkende udløst af Naser Khaders initiativ, Gitte Seebergs tilslutning og den uro, det har skabt i det fastlåste parlamentariske mønster, der har hersket siden begyndelsen af 2002.

Under et besøg i Nordsjælland i går forsikrede statsministeren, at dette mønster ikke er ved at blive brudt. Ganske korrekt konstaterede han, at regeringens parlamentariske grundlag er intakt. Faktisk er det nærmest blevet styrket af Khaders initiativ, da ingen af de tre nye løsgængere fra DF og Venstre i nogen afgørende afstemning vil gå imod regeringen.

På denne side af næste valg er opbruddet altså ikke nært så vidtrækkende og dramatisk, som de seneste dages medieomtale kunne give indtryk af. Og derfor er de konservative kvaler kun blevet forstærket. Med sin uforbeholdne loyalitet over for regeringssamarbejdet følger Bendtsen en konsistent linje. Men frustrationen blandt hans egne over de magre resultater kommer stadigt mere åbent til udtryk.

Problemet for de utilfredse er, at de står uden reelt alternativ. Et sådant er ikke blevet åbnet med dannelsen af Ny Alliance. Til gengæld mener ganske mange konservative, at der er opstået en alvorlig trussel. Deres parti er sårbart, ikke blot fordi en god del af dets vælgere, men også mange af de folkevalgte nærer et dybt ubehag ved samarbejdet med et parti, der i deres øjne ikke er borgerligt, men småborgerligt, og ikke anstændigt, men snarere det modsatte.

Men nogen vej ud har de ikke i den nuværende situation. Enhver forhåbning om at få statsministeren til at tage lidt større hensyn til dem end til støttepartiet er hidtil blevet skuffet. Anders Fogh Rasmussen agter ikke at sætte sit flertal over styr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her