Læsetid: 3 min.

En konstruktiv æra?

21. marts 1997

Ingen i Vesten tør sige det lige ud, men bag al ståhejet om NATO's planlagte ekspansion mod Øst og Sydøst, skjuler sig en ubenœgtelig geopolitisk omstœndighed: At der efter den kolde krig kun findes én global supermagt, nemlig USA, og at Rusland kun kvalificerer sig som regional stormagt i Europa og i Asien. Det turde vœre nok at drage følgende sammenligning: Ruslands indbyggertal svarer ca. til Tyskland, Hollands, Polens og Tjekkiets, mens Ruslands økonomi og faktiske konventionelle militœrstyrke er langt mindre. Kun i kraft af sin besiddelse af nukleare våben kan Moskva gøre hœvd på en vis stormagtstatus i internationale relationer.

Med disse realpolitiske fakta in mente bliver det lettere at forstå, hvorfor USA og NATO formentlig aldrig vil opgive sin plan om at udvide sikkerhedszonen østover, nu da det 20. århundredes ideologiske kappestrid er bilagt og taberen hedder den sovjetiske kommunisme.

Det er heller ikke vanskeligt at forstå, hvorfor en uskøn blanding af ekskommunistiske og højrenationalistiske kræfter i Rusland stritter imod. Ingen har sagt, at Ruslands overgang til regional stormagt og indlemmelse i Vesten ville blive smertefri - endsige omkostningsfri. Det afgørende er, om USA og Europa magter at styre denne proces, således at vi undgår en tragisk gentagelse af sejrherrernes stupide behandling af Tyskland efter den første verdenskrig.

I moderne internationale relationer bør taberen med andre ord trakteres med fløjshandsker. Har det så været tilfældet siden det sovjetiske imperium brød sammen? Ikke hvis det står til præsident Boris Jeltsin. Inden dagens USA-Rusland topmøde i Helsinki har vi hørt en strøm af vredesudbrud fra Moskva.
I går sagde Kremls talsmand Sergei Jastrzhembsky, at NATO-udvidelsen har kastet en skygge over forholdet mellem Vesten og Rusland. "I en vis grad er det mest værdifulde resultat gået tabt, nemlig tilliden."

USA's udenrigsminister Madeleine Albright var ikke sen til at konstatere: "Vi ved udemærket, at ændringerne tager tid og at vort tillidsforhold vil halte bagud i en periode."

På denne baggrund skal man nok ikke regne med et gennembrud på topmødet i Helsinki. Ikke mindst af indenrigspolitiske årsager, er det Jeltsins strategi at fokusere på NATO-ekspansionen, hvorimod præsident Clinton vil påpege, at NATO's plan om at udstrække sin sikkerhedszone østover skal ses som en brik i en bredere strategi, der går ud på at integrere Østeuropa og Rusland i Vesten. Til den ende vil Jeltsin blive lovet russisk medlemskab af OECD, WTO, G7 og andre vestlige organisationer samt mere økonomisk
bistand.

Det er svært at se, hvordan Jeltsin efter regeringsrokaden i Kremlin i denne uge - der styrkede reformlinien - kan smække med dørene. Ikke kun det. Hvad er Ruslands strategi? Bare at sige nej? Kreml ved, at første runde i NATO-udvidelsen ikke kan stoppes, og prøver derfor at fravriste NATO og Vesten så mange indrømmelser som muligt.
Man har sat sig to mål: En juridisk bindende Rusland-NATO deklaration og en blokering af de næste runder i udvidelsen af NATO's medlemskreds. Ingen af disse to krav vil blive opfyldt inden NATO-topmødet i Madrid til sommer. Tværtimod tyder alt på, at en politisk bindende deklaration vil blive underskrevet på et ekstraordinært topmøde i Europa mellem Clinton og Jeltsin dette forår.

Det vil give et pusterum til begge parter. De tre-fire nye medlemmer skal efter planen optages i NATO i 1999, og først på den anden side af 2000 vil de otte-ni resterende landes ansøgning komme op til overvejelse. I mellemtiden skulle man være blevet nogle erfaringer rigere. Vi vil vide, om Rusland-NATO rådet og NATO-udvidelsen i Østeuropa virkede efter hensigten - at forbedre sikkerhedsmiljøet i regionen.
Vi vil vide, om Jeltsins reformpolitik med bistand fra Vesten har slået rødder i Rusland. Vi vil vide, om den russiske Duma har ratificeret START II-aftalen om en 2/3 reduktion af de langtrækkende nukleare missiler og accepteret det udkast til en START III-aftale, som Clinton lægger frem på topmødet i Helsinki.

Det bliver ikke let at styre den proces for USA og Europa, thi terrænet er belagt med landminer. Men indtil videre er det gået rimeligt godt. Hvis NATO-udvidelsen var planlagt isoleret, uden Vestens omfattende integrationsplan, kunne man til nød forstå reaktionen i Moskva.
Det er bare ikke tilfældet.
Rusland bliver i alt og ét serveret et tilbud, som langt overgår, hvad taberen af den kolde krig kunne have forventet.

burch (Martin Burcharth)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu