Læsetid: 5 min.

Et kontinuum af stimuli

Tre danske plader leverer hver sit sæt musikalske stimulanser til nattelivet. Tre forskellige måder at fortabe – eller i hvert fald fornøje
17. februar 2007

Ungdommen nu til dags: Ikke til at styre på en tønde land. Tag nu bare deres musiksmag, som uden mindste rødmen flimrer fra højteknologisk programmering til frivol rockmusikalitet.
Vårharerne lader sig ikke længere inddele i elektroniske fetichister, dansegejle
hedonister og guitarfikserede purister. Så længe der bare er udsigt til en fest, så er de glade.
Tre aktuelle albummer fra mere eller mindre unge musikere kan f.eks. høres som tre forskellige bud på moderne fest og natteliv. Vel at mærke tre bud, der – med lidt fantasi – kan tænkes som etaper i ét kontinuum, en aften og nat i tre forskellige etaper af hærg.
The Fashions andet album The Fashion begynder godt med »Dead Boys«. En fintet melodi, et knejsende, selvsikkert groove.
Så følger »Solo Impalas« enkle hiphopbeats, frække guitarlicks og højfrekvente omkvæd. Og fredag aften er blevet skudt i gang, ja, The
Fashion lægger selv op til fest med genopstandelsesmetaforik og det hele:
Dead boys are going out
tonight/They’re gonna travel at the speed of light.
Intet mindre end astrofysisk hybris kan gøre det, og hvis ikke det er nok, så bliver kniven også brugt – både i tekst og på cover – som metafor for evnen til at bryde fri af sociale koder og andet borgerligt utøj.
Selv om de egentlig selv er fanget af musikalske koder – blot defineret af ny new wave-rock fra bl.a. bands som Franz Ferdinand, Bloc Party og en hel hær af andre britiske bands, der nægter at glo ned i skoene og i stedet er begyndt at flytte fødderne i mere eller mindre rytmiske mønstre. Og så deler Fashion også stamtræ med danske bands som Veto og Oh No Ono.
Kvartetten iblander også elementer fra afro-amerikansk og caribisk klub- og dancehallmusik uden på noget tidspunkt at miste den blege angelsaksiske kulør eller udvise larmende personlighed.
Men de når rent faktisk at affyre en fire-fem-seks feststemte sange. Også selvom Anders Find Axelsen og Jakob Printzlau ikke ligefrem er prangende sangere. Ja, man bliver faktisk træt af de monokromt magre stemmer før cd’en er løbet tør for binære talkoder. Men på det tidspunkt kan man så passende fortsætte ud i nattelivet efter behersket morskab i selskab med The Fashion.

Forførende Tomboy
Eller også bliver man bare i Lille Vega (i København), går ud i baren og inhalerer en drink, mens stedet nærmest umærkeligt transformeres til Vega Natklub. Eller man bliver på Rust, men bevæger sig ned i undergrundsdelen Bassment. Et af de to steder kunne Tomboy meget vel give koncert, dog af en anden karakter end The Fashion: Måske trykker og drejer Tomboy alias Tomas Barfod bare lidt på nogle knapper, mens en sensuel gæstesangerinde vrider sig foran mikrofonen.
Måske sætter programmøren/trommeslageren Barfod sig også bag et godt gammeldags trommesæt for at tæske yderligere liv i tracksene fra sit debutalbum Seriøs.
Tomboy kommer godt rundt i den moderne klublyd. Måske hægtes nogle af de mest tørklædeglade og amoklystne rockids fra Fashion-koncerten af under påvirkning af et elegant blåtonet nummer som »Flameingo«.
Måske bliver de hængende under mere kontant funky og lumre tracks som »Synchronize« eller en humoristisk disco-inficeret skæring som »Hi’s and Low’s«. Alle fine eksempler på Hr. Barfods melodiske fornemmelse og stilfulde klublyd.
Tomboy er bedst, når han fokuserer på sexappeal og melodisk forførelse – gerne
af den vokale variant – og ikke nær så interessant, endsige charmerende når han bevæger sig ud i mere stramt technokratiske stiløvelser, der hverken har kompositorisk eller dynamisk præcision nok. For Seriøs er intet jordskælv, men en kvalitativt ujævn samling sange med flere glittede lyspunkter undervejs. Så lad os smutte videre ind i natten.

Varm rar forvirrring
Egentlig kunne vi sikkert fortsætte aftenen på nævnte etablissementer, men det elektroniske feinschmäcker-hangout Culture Box (eller det nyombyggede Stereo Bar) i København er nok det mest oplagte sted at opleve hr. Mikkel Meldgaard.
Han opererer under det fortsat forvirrende kunstnernavn Mikkel Metal. Forvirrende fordi der sandt for dyden ikke er meget elspade over hverken hans første eller det nye, andet album Brone and Wait.
Selv fortæller han dog, at der rent faktisk er kommet lidt mere guitar ind i hans musik, men det er ikke i form af en onanistisk sologuitarist i front, men i form af fjerne strenge rislende og boblende og sukkende ude i de ekkoende dub-rum.
Dette er ikke musik med fokus på hverken udøver eller udvalgte delelementer i det store mix.
Det er en varmt behagelig forvirring af sanserne: Mikkel Metals elegant programmerede bas- og trommespor trækker os ind med underlivet forrest, men kun for at åbenbare en verden af forræderiske lydsporer, klanglige faldlemme og dobbeltbundede trommer for os. Lydligt kviksand, som det er så meget desto nemmere at forsvinde ind i på et dunkelt dansegulv f.eks. på Culture Box.

Nattens gnubbedyr
Brone and Wait er dubtechno af den mest forførende slags og med masser af små finesser af både rumlig, klanglig og kompositorisk art. F.eks. introduceres på »Brikan« et rum i rummet, hvori noget, der formentlig er et menneske, spiller på xylofon.
Eller på »Roddan«, hvor der opereres smukt med stammende glitch-lignende knitren i kor – en slags call-and-response for maskiner. Eller på »Stand Guard«, hvor vi suges ned i en sukkende basfælde, der åbner sig umiddelbart efter nogle behageligt melodiske bevægelser på fast grund.
Mikkel Metal nærmer sig med sin brug af guitar og mere melodiske elementer sin ældre danske kollega Dub Tractor, men er stadig stærkt beslægtet med berlinske Rhythm & Sounds hashgrønne dub-oaser befolket af flerdobbelteksponeret techno-arkitektur.
Denne sære fornemmelse af fremdrift på stedet, som får det til at summe alle de rigtige steder.
Og her slipper vi så ungdommen nu til dags. Sammen med dem har vi bevæget os fra en let hysterisk rockaften foran scenen til en mere poserende klubbegivenhed, hvor man mere ser på hinanden mere end på den udøvende musiker. Af samme grund er nogen måske faldet fra i tæt dans med aftenens udkårne gnubbedyr, mens de resterende sejlivede ynglinge har ladet sig opsluge af Mikkel Metals masserende mørke.
Så vi har været på rejse i tre forskellige måder at fortabe – eller i hvert fald fornøje – sig på.
Natten er et kontinuum af stimuli, og mulighederne for stilistiske hop er blevet flere og mere socialt accepterede. Og hurra for det.

The Fashion: The Fashion (RCA/Sony BMG). Udkommer mandag.
Tomboy: Seriøs (Gomma/VME). Udkommer mandag.
Mikkel Metal: Brone and Wait (Echocord) www.echocord.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu