Læsetid: 5 min.

'Kontrakt-politikken binder for meget'

Venstremanden Leif Mikkelsen repræsenterer det Forenings- og Højskole-Venstre, der sagde fra over for regeringsplanerne om at nedlægge 10. klasse. Nu angriber han Anders Foghs kontraktpolitik
27. december 2005

Da Leif Mikkelsen for to år siden præsenterede sit og Venstres bud på fremtiden for højskolerne og den traditionelle grundtvigske folkeoplysning, udtalte han til Kristeligt Dagblad:

"Allerede som folketingskandidat gik jeg til valg på, at jeg ville gøre noget for højskolerne. Derfor har det glædet mig at komme herind på Christiansborg og erfare, at den der snak om Højskole-Venstre og Handelshøjskole-Venstre er død. Hele Venstres folketingsgruppe har et stærkt engagement for de værdier og den kulturarv, som højskolerne står for."

Men samme Mikkelsen måtte to år senere sande, at de værdier om opdragelse til dannelse, demokrati og fællesskab vil lide et alvorligt skud for boven med regerin-gens plan om at nedlægge 10. klasse og erstatte den med særlige ungdomsklasser, der er målrettet svage unge. Et forslag der vil betyde døden for mange af de efterskoler, der er bærere af de værdier, Mikkelsen selv er rundet af, idet 40 pct. af eleverne tager 10. klasse på en efterskole.

Det var hjerteblod for det Højskole-Venstre, som alligevel skiller vandene, og Mikkelsen meddelte sammen med flere andre medlemmer af Venstres folketingsgruppe, at de ikke kunne stemme for regeringens forslag. Da Dansk Folkeparti også meldte pas, faldt forslaget. Og som Leif Mikkelsen i dag konstaterer, har sagen om 10. klasse vist, at "der er stærke kræfter i Venstre, der ikke har kappet noget som helst", med henvisning til partifællen Birthe Rønn Hornbechs udtalelse om, at "Venstre har kappet båndene til Grundt-vig."

Leif Mikkelsen langer på baggrund af forløbet omkring 10. klasse hårdt ud efter statsminister Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, som han er stærkt uenig i, og som han mener dominerer Venstres politik i alt for høj grad.

"Kravet om ændringerne af 10. klasse kom med i regeringsgrundlaget på de konservatives foranledning. Det vil sige, at det bliver en del af kontraktpolitikken, som for enhver pris skal gennemføres. Selv om den minister, der skal arbejde med det, slet ikke har et mandat, der er bredt nok," siger Leif Mikkelsen og fortsætter:

"Der er for meget kon-traktpolitik, der er alt for bindende. Det, med at 'I kan regne med, hvad vi gør, og vi skriver det op først', er meget godt. Men det låser os fast, når det bliver fremstillet som det væsentligste, at folk skal vide, hvad vi vil gøre ned i mindste detalje. Det er ikke måden at drive politik på. Det kvæler debatten," siger Leif Mikkelsen. Han mener, at Foghs kontraktpolitik gør det umuligt at tage bestik af, at verden kan se meget anderledes ud, end da et regeringsgrundlag blev skrevet.

Han afviser dog, at Anders Fogh Rasmussen har talt dunder til dissidenterne i Venstres gruppe. Men siger, at statsministeren har markeret, at der altså var en aftale mellem to partier, som det var undervisningsminister Bertel Haarders opgave at få på plads. En urimelig opgave for en minister, mener Leif Mikkelsen.

Fællesnævneren

Ifølge Mikkelsen handler politik om at kunne diskutere sig frem til en fællesnævner. Med hensyn til efterskolerne havde de fleste signaleret, at man gerne vil være med til at gøre noget ved fagligheden i 10. klasse og bruge 10. klasserne som brobygning til de videregående uddannelser.

"Men det blev alt for detaljeret, det der stod i regeringsgrundlaget, og det burde vi blive klogere af. Venstres tradition siger, at vi skal have åndsfrihed til at føre idépolitik. Det vil sige at agere i forhold til det omgivende samfund og de impulser, det giver. Her er kontraktpolitikken en dæmpende faktor, og det er ærgerligt."

Heller ikke regeringens politik med, at unge for enhver pris skal piskes hurtigere gennem uddannelsessystemet får Leif Mikkelsens underskrift.

"Vi skal passe på, at der er tid til at få sjælen og den so-ciale udvikling med. Det kan betyde, at man klarer sig bed-re, og at man i højere grad udnytter sin uddannelse. Måske også, at man rammer sin uddannelse første gang og ikke skal vælge om. Jeg har hørt både tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh sige, at de unge skal hurtigere igennem. Og jeg er lige uenig med dem begge to."

Torsdag i sidste uge langede Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, ud efter de tidligere borgerlige toppolitikere, Uffe Ellemann-Jensen og Poul Schlüter, for deres kritik af regeringen og statsministerens håndtering af aktuelle politiske sager som Velfærdskommissionens anbefalinger og sagen om de 12 Muhammed-tegninger.

"Jeg arbejder på det projekt, som Anders har sat sig i spidsen for, fordi jeg tror på det projekt, og fordi det i modsætning til så meget andet, som de borgerligt liberale har sat sig i spidsen for, kan blive til noget. Vi står over for en kæmpe opgave, hvor vi skal samle et bredt flertal i Folketinget, og så er man nødt til at se på, hvad der kan lade sig gøre," sagde Rohde.

Leif Mikkelsen, der i sin tid var medunderskriver på Søren Pinds 10 liberale teser, er enig med Rohde i, at man er nødt til at gå tålmodigt frem.

"Alternativet er ringere, nemlig at vi ikke kommer igennem med noget, og andre kommer til magten. Men det hænger ikke sammen med spørgsmålet om 10. klasse og efterskolerne. Der er der tale om nogle værdier, som vi ikke vil slippe. Det er lige så god liberal politik, som det er at lave andre ting om," siger Leif Mikkelsen, der også mener, det går ganske godt med at få gennemført hovedsigtet i de 10 teser, nemlig at få mere frihed og mindre stat.

For også den tidligere landsformand for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger gennem ni år har lært at tælle til 90, som er den vigtigste lærersætning på Chri-stiansborg.

"Det er ikke altid, at de ting, jeg skriver under på i folketingsgruppen, hænger så godt sammen med, hvad jeg stod for som landsformand, men jeg synes, at de værdier jeg står for, har god gang i Venstres folketingsgruppe. Man kan sige at begge grupper (Handelsskole-Venstre og Handelshøjskole-Venstre, red.) er befolket af engagerede folk. Det er ikke noget skel i det daglige arbejde. Det er, når man kommer ind til hjerteblodet, at man siger fra. Det afhænger meget af ens baggrund," siger Leif Mikkelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu