Læsetid: 7 min.

Ud af kontrol

De ansvarlige myndigheder bekæmper frygten på dine vegne ved at udvide enhver tænkelig kontrol, du selv bekæmper den gennem selvkontrol dagen igennem og ved om aftenen at lade dig belønne med en katastrofefilm, der ender godt
12. september 2005

Bliver man gammel nok, kan man opleve historien gentage sig selv. I januar 1971 sejlede styrmanden på Oslo-båden Prinsesse Margrethe sit skib op på Kullen, så det sad godt fast. Han var døddrukken, og interessen samlede sig derfor især om udkigsmanden, som har stået dér på udkik og set den gevaldige klippe komme nærmere og nærmere: hvad tænkte han, hvad gjorde han, eller rettere, hvorfor gjorde han ikke noget? Et godt spørgsmål, som ikke er besvaret.

34 år senere sejlede en anden styrmand i en tilsvarende kæfereret tilstand sit skib ind i Storebæltsbroen, og da det kostede ham selv livet, har medierne behandlet hans drukkenskab med takt. Men udkigsmanden? Takket være de tekniske fremskridt, der er gjort i mellemtiden, var udkigsmanden denne gang afløst af en overvåger på en fjern kontrolpost foran en skærm. Han var blot - ifølge medierne fordi han havde personlige problemer - lidt fraværende i det afgørende øjeblik. Det kostede ham hans stilling, og så er den vel ikke længere?

Jeg skrev dengang et digt om påsejlingen af Kullen, trykt i Information. Det sluttede med at udvide perspektivet:

Hvem kan forklare lammelsen

Hos udkigsmanden

på rumskibet Jorden?

Der er gået en klap ned

for styrmanden.

Det er dig og mig

der står på udkig.

Efter 34 år og en enkelt gentagelse gælder det stadig, at denne klodes styrmænd er berusede af deres egen magt og har samme klode på kollisionskurs, men vi har nu fået en forklaring på udkigsmandens passivitet: personlige problemer. Det tror jeg på.

Men det bliver sagen vel ikke bedre af? Eller af bestræbelserne for at dæmpe angsten, berolige gemytterne og skabe tryghed ved at skærpe overvågningen af passagererne, mens skibet i majestætisk ro sejler videre mod næste klippe eller bro? At overvåge og kontrollere under en eller anden form er ved at være den mest udbredte arbejdsopgave i alle fremskredne lande, selv om kontrol med desværre er noget andet end magt over: kontrol, overvågning, registrering, selvkontrol, diskret og indirekte styring (gennem undervisning, medie-styring, evaluering, reklame, markedsføring, m.v.). Kontrol med, hvor mange sundhedsskadelige partikler, der er i luften i det indre af København, hvor mange kinesiske brystholdere EU tillader i 2005, kvalitetskontrol og mærkning af fødevarer, tv-overvågning i banken, selvkontrol med vægt og kondital, flere tests i skolen, momsregnskab, galluptal på den offentlige mening, har jeg metalgenstande i min håndbagage på vej til flyveren, hvad røber fostrets nakkefold når den scannes, hvor meget spiritus drak danskerne sidste år, og hvorfor ikke indføre fjernkontrollerende fodlænker nu, hvor fængslerne er fulde? Fortsæt selv. Statistisk årbog er vokset fra år til år og var i 2004 på nøjagtigt 600 sider. Der står noget på hver eneste af dem. Der er styr på os.

Kontrol avler utryghed

Det kræver ingen dybdepsykolog at begribe, at der er et dialektisk forhold mellem den voksende kontrol-mani og en stadigt ubehageligere oplevelse af, at tingene er på vej ud af kontrol. Jo mere bange vi er for, at styrmanden er døddrukken, mens udkigsmanden er optaget af sine personlige problemer, og skibet befinder sig på en kollisionskurs, der synes uundgåelig som en skæbne, jo mere alting sejler og frygten stiger, des vigtigere bliver det at nogen demonstrerer, hvor ubønhørligt og nøjagtigt de har fuld kontrol med et eller andet. Så undersøger de vore skosåler i lufthavnen. Tjekker vores identitet. Og udpeger en fjende, som vi kan samle al vores diffuse angst om. Når styrmanden er stangdrukken af sin egen magtfuldkommenhed, og ingen vover at sige det alt for højt, er der basis for intensiv kontrol med varens indhold af tungmetaller. For alle tilfældes skyld.

Desværre har kontroller sjældent den ønskede beroligende virkning, snarere tværtimod: kontrol og utryghed forstærker hinanden. Utrygheden skaber et blomstrende marked for alle de skrækfantasier og voldsorgier, som fjernsynet tilbyder os at tage blodbad i, når dagen hælder. Og selv om alle sådanne film ender godt, politiet vinder, og kontrol og god orden genoprettes, så vil vi godt se også næste aftens variation over temaet for at være helt sikre.

Et lige så pædagogisk eksempel er Irak. Præsident Bush' forsøg på kontrol med Saddam Husseins én gang så alt for velkontrollerede samfund har - ufølsomme, ukyndige som sådanne kontrolforsøg ofte er det - kastet ikke kun Irak ud i noget i retning af kaos, men har også nødvendiggjort - eller givet gode påskud for - kontrol med rygsække i Londons undergrund, med foreningen Oprørs hjemmeside og med forskelligt andet. Bush smiler sit selvsikre og indforståede smil til os og lader som om han stoler på sin terror-overvågning. Det har han ingen grund til.

Værre er det, at også naturen kommer ud af kontrol. Mens giften breder sig i grundvandet under Grindstedværket, er der skovbrande i Portugal, oversvømmelser i Bayern, orkaner i USA: forløbere for de 'ekstreme vejrsituationer', som klimaforskere faktisk har forudsagt. Har vi nemlig ikke kontrol over udviklingen selv, så har vi i hvert fald styr på prognoserne for den.

Demokratiet lammer os

Nej, jeg plæderer ikke for en tilbagevenden til tiden før kapitalismen. Ja, jeg mener også, at konkurrence, produktion og forbrug har været en effektiv dynamo, et løft ud af fattigdom og sygdom og af al den uvidenhed, som traditionel overtro har holdt menneskeheden fast i. At fortryde fortiden er under alle omstændigheder tidsspilde. At tage prognoser alvorligt og tænke på børnebørnene kan derimod ikke kaldes spild af tiden.

Men hvad er overhovedet forklaringen på, at vi udkigsmænd - tv-seere, avislæsere, vælgere - ikke bestemmer os for at styre uden om Kullen eller Broen i stedet for at berolige os selv ved at kontrollere os selv plus alt muligt andet end sejlretningen?

Levede vi i et diktatur, vil-le nogle af os utvivlsomt planlægge et oprør og stor-me kommandobroen. Demokratiet har lammet os uden derfor at berolige os. Tan-ken på, at vi i teorien har den fulde frihed til at finde sammen med andre og øve indflydelse, gør os trætte på forhånd, vi kender kun alt for godt magtens overmagt og afmagtens demoraliserende virkning. I en penge-, medie- og PR-styret verden, der føjer spot til skade ved at kalde sig demokratisk, synes magtens katastrofekurs uforanderlig, og enhver uro synes indtil videre effektivt at kunne dæmpes med pisk og gulerod: mere kontrol og mere forbrugsfest. Kontrol > tryghed > skyklap.

Skal vi stifte et globalt parti i solidaritet med regnormene? Global regnormesolidaritet, GRS? Chancerne for succes er små, forsøget vil være lammet af forhåndsfrygt for nederlaget. Er Lula'erne og Jevtusjenko'erne ikke korrupte? Under den kolde krig var det frygten for kommunistisk ensretning, der holdt sammen på "den frie verden". I dag klarer den kapitalistiske ensretning opgaven selv: vil du stå dig i konkurrencen, må du vise din individualistiske personlighed frem gennem dit helt personlige valg af livsstil. Tænk på dit image, vær konkurrencedygtig og få så travlt med at blive nummer et, at du ikke tænker på andet. Vinderne smiler til os på forsiden. .

Trods hjælpen

Skovbrande i Portugal, oversvømmelser i Bayern og New Orleans: vi skal slukke brandene, bruge sandsække mod oversvømmelserne, men vi skal også tænke lidt længere, kontrollere lidt mere forebyggende, solidaritet med regnormene er nødvendig, men det er ikke kun naturen, der er angrebet, primært er det sjælene. Politisk modstand mod den blinde økonomiske griskhed er løbet lidt træt i vor del af verden. Det er snart længe siden modstanden havde den nødvendige optimisme. Dengang vi udkastede utopisk-socialistiske mål og havde det godt. I andre verdensdele lever den stædige og indædte modstand og har det efter omstændighederne godt. Samtidig er blot en ny og voldelig modstandsform vokset frem i en række fattige lande, en religiøst inspireret fanatisme, hvis mest slagkraftige våben er frygt for bomber, og hvis virkning er sikker som amen i kirken: mere kontrol. Et spektakulært angreb i New York for fire år siden, derefter i ny og næ nogle få, velanbragte bomber, det er nok, når hjælpsomme medier står parat til at bringe budskabet videre: panikken har bredt sig overalt i den rige verden og har medført, at utallige sagesløse mennesker må lide under mistænkeliggørelse på grund af deres udseende, samtidig med at grunden lægges til ny angst, nye overskrifter, nye konflikter. Forsikringsvæsenet har gode tider, sikkerhedsindustrien ligeså. Kontrol- og overvågningssamfundet befæster Magten og gør det muligt for den at tage endnu et par skridt.

Hvad gør vi ved det? I første omgang kunne vi jo overveje, om ikke det er kontrollen, der skal under kontrol, og hvor forklaringen skal findes på, at den breder sig som en sygdom i alle livsområder. Orker vi? I dag er der ikke meget andet tilbage end trodsen. Men trods er bedre end ingenting. Om ikke andet, så hjælper den på selvrespekten: En stædig markering af solidaritet med ofrene for vores frie verdensorden og med den modstand, de yder. En stædig markering af modstand dér, hvor kontrolsamfundet mest åbenlyst truer den frihed, med hvis navn det gør sig til gode.

Foreningen Oprør er en yderpost, en markør, en grænsevagt, en provokation og et godt eksempel til efterfølgelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu