Læsetid: 5 min.

Kontroversiel elitesoldat bag milliardkontrakt

I 1998 solgte han våben til Sierra Leone uden om FN's våbenembargo. Året før blev han hyret til med sin private hær at slå et lokalt oprør ned i en lille ø-stat. I dag har den tidligere elitesoldat Tim Spicer fået en amerikansk milliardkontrakt på at lave efterretningsvirksomhed og beskytte amerikanske embedsmænd i Irak
7. juli 2005

Er man blevet taget for butikstyveri, kan man ikke få et job i Netto. Men at man tidligere ulovligt har solgt våben uden om FN's våbenembargo, diskvalificerer ikke en fra at få en militær milliardaftale med de amerikanske myndigheder.

Den tidligere engelske elitesoldat Tim Spicer har - på trods af en kontroversiel baggrund - fået en af de største kontrakter, de amerikanske myndigheder har givet til privatansatte soldater i Irak. Spicers firma, Aegis Defence Services, der hyrer private lejesoldater til at lave militære opgaver i Irak, fik for et år siden en kontrakt på at koordinere efterretningsarbejdet for de 20.000 privatansatte soldater i Irak, der beskæftiger sig med militære opgaver. Samtidig skal Aegis også stå for den personlige beskyttelse af en række amerikanske embedsmænd i det besatte land.

Efter kritik fra flere sider af den måde Aegis forvaltede deres opgave, blev firmaet undersøgt af Pentagons Afdeling for Genopbygning af Irak. En rapport derfra slog i april fast, at Aegis ikke havde lavet nogen form for baggrundstjek på en række af deres ansatte og samtidig ikke kunne dokumentere, at en række andre ansatte havde fået træning i at bruge de specialvåben, de fik udleveret. Alligevel har Aegis for nyligt fået forlænget sin kontrakt i Irak med et år og har nu fået lovning på i alt 2.726 millioner kroner - altså mere end 2,5 milliarder - fra de amerikanske myndigheder.

"Jeg tror ærlig talt, at nogen fra Pentagon har sovet i timen, da Spicer fik kontrakten. Hele kontraktsystemet er så indviklet, at en fyr som Tim Spicer - der som erfaren rotte i branchen har gode kontakter - kan slippe af sted med at blive hyret på trods af sin baggrund," siger redaktør André Verlöy fra Center for Public Integrity i Washington, en researchinstitution, der blandt andet har forsøgt at kortlægge, hvor mange privatansatte soldater der i alt opererer i Irak. Uden held.

"Problemet er blandt andet, at mange er ansat på en underkontrakt til et firma, der er på en underkontrakt til et andet firma, der er hyret af et større firma, og altså er måske fem eller seks kontrakter væk fra Pentagon. Samtidig er den struktur, der er bygget op omkring at hyre de her selskaber så indviklet, at der ingen gennemsigtighed er," siger Verlöy.

Søger hårde drenge

Hos NGO'en Corpwatch fra Oakland i Californien mener leder Pratap Chatterjee ikke, at det er tilfældigt, at en mand som Spicer får så stor en kontrakt.

"Han har jo vist, at han er en hård fyr og ikke er bange for at gå til yderligheder for at få løst sin opgave. Det er kvaliteter, som et presset Pentagon godt kan bruge i dagens Irak," siger Chatterjee, der selv har været i Irak tre gange siden krigens start og har skrevet bogen Iraq, Inc. om de mange private selskaber, der tjener på Irak-krigen.

Og Tim Spicer har vitterligt vist, at han er en mand, der ikke stikker op for bollemælk. Efter at have været eliteofficer i de britiske styrker, startede han det private sikkerhedsfirma Sandline. Firmaet fik i 1997 en kontrakt med regeringen i den lille ø-stat Papua New Guinea nord for Australien om at slå et lokalt oprør ned. Lokale bønder var sure over at en kobbermine, drevet at en multinational minekoncern, ifølge de lokale ødelagde det lokale økosystem. Da styret fik en stor del af sine indtægter fra minen, hyrede de Spicers firma til at slå oprøret ned. Selv om Tim Spicer nåede at bestille kamphelikoptere og raketter til at slå det lokale oprør ned, så kom det dog aldrig så langt. Planen blev aflyst, da den blev offentligt kendt, og kun ved hjælp af dyre advokater slap Spicer for retsforfølgelse.

Allerede året efter var den gal igen. Tim Spicer solgte 30 ton våben til en af parterne i Sierra Leone-konflikten, på trods af at en FN-embargo forbød det. Sagen strakte sig ind i den britiske regering, og ved at bedyre at han ikke vidste, at salget var ulovligt, lykkedes det endnu engang Tim Spicer at undgå retsforfølgelse.

Det var dog ikke kun som privatansat, at den tidligere elitesoldat rodede sig ud i kontroverser. I sin tid som officer i Nordirland dræbte to soldater under hans kommando en ubevæbnet 18-årig katolik. Selv om han ikke kendte de to soldater specielt godt, så forsvarede han dem ved at sige, at den 18-årige opførte sig som en terrorist ved at løbe væk. Selv efter at de to soldater ved en domstol var blevet dømt for mord, fortsatte han sin kamp for at få dem genindsat i hæren.

Gamle SAS-venner

Tim Spicer er ikke den eneste tidligere britiske elitesoldat, der tjener rigtig gode penge på konflikten i Irak. Flere af de største private firmaer, der har hyret mange af de 20.000 privatansatte, der i dag beskæftiger sig med militære opgaver i Irak, er startet og ledet af tidligere britiske soldater fra elitestyrken SAS. En af Spicers tidligere kompagnoner fra krigen ved Falklandsøerne er Richard Bethell, som startede sikkerhedsfirmaet Defense Systems Limited sammen med den anden tidligere SAS-soldat Alistair Morrison. Deres veje splittedes i slutningen af 90'erne, hvor Bethell startede firmaet Hart Group, der giver beskyttelse til ingeniørfirmaer, energifaciliteter og medier i Irak.

Hart Groups gjorde sig uheldigt bemærket, da det kom frem, at en af deres lejesoldater var den tidligere krigsforbryder Gray Branfield. Som beskrevet i Information i mandags, havde Branfield tidligere arbejdet som dødspatrulje i apartheidtidens Sydafrika og havde personligt stået for at likvidere flere ledende ANC-medlemmer.

Den anden tidligere SAS- soldat, Alistair Morrison, startede sikkerhedsfirmaet Erinys sammen med en ledende embedsmand fra apartheidtiden. Også Erinys fik uønsket opmærksomhed, da det kom frem, at to af deres hyrede sikkerhedsvagter også havde en blodig fortid som lejemordere for apartheid-regimet.

Hvordan folk med en broget baggrund kan få yderst velbetalt arbejde i Irak, betalt for amerikanske skattepenge, blev forklaret af Major Gary Tallman fra Pentagon i juni sidste år.

"Hvad der skete i fortiden hører til i fortiden," sagde Tallman om Tim Spicers baggrund i et interview med avisen Washington Post.

"Og det er ikke sikkert, at vi nødvendigvis ved noget om det".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her