Læsetid: 4 min.

Koolhaas, kanon og kulturarv

Miljøer musealiseres og grønsværen friseres, kanonen oser og historien klør
26. januar 2006

Oprindelig var kanonudvalgenes opgave at udvælge 12 værker hver. Det projekt er ikke gennemført. Ét udvalg har doblet op, og andre har tolket værkbegrebet som livsværker eller rene antologier. Det er kort sagt ikke lykkedes kanonkonge Jørn Lund at holde styr på sine tropper, og det er en skam, for slutresultatet er derved blevet svært at aflæse på tværs og som pædagogisk udsagn.

Kanonudvalget for design sporer begrebets kraftige rødder i kunstindustri og vindmølleforsøg, og arkitekturudvalget er gået efter markante rum i mange størrelsesordener - Københavns finger-byplan i store træk, Storebæltsbro- eller herregårdsanlæg i landskabsskala, og både Århus Rådhus og Københavns Domkirke i bygningsmål.

Kronborg røg i svinget fordi slottet er mere kulturhistorisk end arkitektonisk interessant, mener udvalgsforkvinden Lone Wiggers, som også sidder i UNESCO's præsidium for den europæiske bygningsarv, der har både Roskilde Domkirke, Jelling og Kronborg med på deres liste.

Men både kongemausolæet i Roskilde og slottet i Helsingør er åbenbart mere ændrede og tilbyggede over århundrederne, end det danske kanoniske værkbegreb kan rumme. Eller også kan udvalget bare bedre lide Amalienborg.

Sammenfletning

Den hollandsk-amerikanske arkitekt Rem Koolhaas har i en forelæsning, 'Foregående Fremtid', på Columbia University i 2004 prøvet at nærme sig spørgsmålet om nyt og gammelt, kanonisering og kulturarv:

"Vi lever på et utrolig spændende og let absurd tidspunkt, hvor konserveringen overhaler os. Måske bliver vi de første, der oplever det øjeblik, hvor bygningsbevaring ikke længere er et tilbagevirkende, men et fremadrettet gøremål. Det kan der være den gode grund til - at vi bygger så meget middelmådigt, der bogstavelig talt truer os på livet."

Citatet er lige så paradoksalt som titlen på foredraget, men tager ikke desto mindre fat på et spørgsmål, som bygningskunstprofessor Gregers Algreen-Ussing diskuterer i årets nytårshilsen fra Kunstakademiets Arkitektskole - et skrift med titlen 'Kanon og sigtekorn' (hvor kanon her ikke sigter til hverken bestrygning eller bestykning af Kronborgs volde, men til det aktuelle begreb kánon, og sigtekorn til retningen for en sådan tankegang).

Det Koolhaas prøver at skelne, skriver Algreen-Ussing, er to forskellige opfattelser af bygningskultur. På den ene side samlingen af huse og bebyggelser, der kan gøres til genstand for aflæsning af bygningskunstens traditioner. På den anden side den kulturelle evne til at sætte det overleverede ind i et udviklingsforløb og bygge videre på det. Eller med andre ord at flette fortiden ind i nutiden og samtidig favne fremtiden.

Tilbageføring

Hvad forskel er der på Kongens Have og Christiania?

I Kongens Have er græsset rigeligt, på Christiania rygeligt!

Og hvad lighed er der så mellem de to vidt forskellige lokaliteter?

At de begge hører under Slots- og Ejendomsstyrelsen! Og nu skal de ifølge loven og profeterene friseres og musealiseres, med flere stive stier og renæssancebede i Kongens Have og rensede blotlagte skråninger på Christiania. Fristadens spektakulære huse skal væk fra voldanlægget, og de militære fortifikationer føres tilbage til 1600-tallet.

Kongens Have er fra samme epoke, iblandet krøllede romantiske havetræk omkring 1800. Men med både legepladsen og plantestativet i midten af haven har Slots- og Ejendomsstyrelsen i de senere år fremhævet og parafraseret parkens oprindelige renæssancetræk.

Hvad er det, der frister ved den historiske tilbageføring?

Og hvad har mest legitim interesse? - de autentiske rester eller de spor efter forandringer og tilbygninger, der kan være lige så interessante som det oprindelige bygningsværk.

Overlapning

Er chistianitternes bebyggelse af voldanlægget ikke lige så historisk markant som de skrå græsanlæg fra 1600-tallet? Er det ikke netop i mødet mellem kulturlagene, at den interessante fremtræden opstår? (Hvor galt og kedsommeligt såkaldt autentisk tilbageføring kan ende ses på Kastellet i København.)

Problemstillingen gælder ikke bare enkeltanlæg eller værker. Hele bykvarterer og landskaber må ses som dele af en både fysisk og fortællende kulturarv. Men vel at mærke i et samspil mellem fysisk planlægning og såkaldt fast kulturarv - som veldefinerede kategorier. Den skelnen er gået op i limningen med indførelse af Kulturarvsstyrelsen - som sammenlægning af en række kontorer fra forskellige ministerier.

Den nye styrelse blev oprettet ved det politiske skifte for fem år siden, men var forberedt af den tidligere regering. Og praksis har på det bygningskulturelle område betydet, at der ikke længere skelnes tilstrækkeligt mellem de fysiske omgivelser og folkeminderne.

Kulturmiljø hedder det nu i én pærevælling - tankemæssigt og administrativt. En flagstang på en bavnehøj kan efter den nye praksis være lige så betydningsfuld som en markant bystruktur, eller en kendt forfatters fødested registreres på linje med en havnefront.

Mens Kulturarvsstyrelsen altså ikke er den borgerlige regerings værk, så er sidste års gennemførte kommunesammenlægning og den nye planlov det utvetydigt. Nyordningen kommer nemt til at betyde en svækkelse af det hidtidige forhold mellem landzone og byzone.

For med den nye planlov og de større kommuner forsvinder det regionale styringsredskab, som hidtil har haft til formål at opretholde skellet mellem åbent land og bymæssig bebyggelse.

Erhvervsområder risikerer at brede sig i landskaberne og er mange steder godt på vej til at lukke udsigterne langs de store trafikårer. Golfbaner vil i flere tilfælde få lov at udvikle sig som veritable feriebyer midt i det grønne, mens forstædernes karakterløse parcelhusområder vokser sig kilometertykke på Sjælland og i Østjylland.

Det er i den sammenhæng, man skal aflæse planerne om danske nationalparker og præserverede kulturmiljøer - som skønhedsreservater i et kommende land af rodet planlægning. Eller som museumsstykker i en omvæltet økonomisk nutid.

Man må undre sig. For det er ikke uden videre konsekvensen af en bestemt politisk tankegang. Snarere resultatet af tilbagelænede attituder. Lige som den grundlæggende værktanke bag Kulturministerens kanonprojekt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her