Læsetid: 3 min.

Koreografen, kongen, hans kone og hendes elsker

23. februar 2007

Sådan gjorde han det med Dødens Triumf i 1971, da Savage Rose og Vivi Flindt skaffede den daværende balletmester på Kongens Nytorv en kolossal publikumssucces. Og sådan gjorde han det for så vidt igen med Caroline Mathilde i 1991, da han som freelancekoreograf skabte den glødende ballet om den tyske livlæge, Friedrich Struensees intime affære med den gale kong Chr. VII's dronning og enevoldsregimente.

"Jeg har fået en evne af Vorherre til at formulere historier, som henvender sig direkte til mennesker, uden at de behøver kende forskel på opera og ballet", har Flindt for nylig sagt til Fyens Stiftstidende i anledning af Caroline Mathildes repremiere på Det Kgl. Teater. En sådan genreblanding er naturligvis en torn i kødet på etablerede og ene privilegerede balletanmeldere, der fra piedestalen noterer trinnene og helst påtaler ethvert brud på konventionerne.

Således havde Henrik Lyding ganske svært ved at finde ud af, hvilket ben han skulle stå på, da han anmeldte repremieren i Jyllands-Posten. Balletten burde vel én gang for alle tages af repertoiret som "et koreografisk og musikalsk makværk" i "alenlang tomgang" med "et ualmindelig banalt og forudsigeligt trinsprog" og "koreografi på staveplade-niveau". Så mens Struensee som bekendt endte med at blive et hoved kortere, så "nøjedes vi andre med at få ondt i rumpen af lutter koreografisk kedsomhed." Og dog så Lyding sig nødsaget til at kreditere balletten med fire stjerner - ikke for koreografens skyld, forstås, men for scenografens og dansernes.

Trods lægmand kan jeg godt følge Lyding og hovedparten af hans kolleger i den øvrige dagspresse, når de finder koreografien monoton. Men måske de selv i deres skematik er blevet for monotone, så de har mistet gehøret for det originale drama, der ikke harmonerer med konventionens stilrene krav. Som dronning Caroline Mathilde i sin forelskelse på én gang bryder med hoffets konventioner og i sin erotiske lykke træder den symbiotiske dans med sin bejler, således bryder Flemming Flindt også med konventionen og skaber et drama, der lystigt undergraver grænserne mellem det traditionelle og det moderne, mellem manér og lidenskab.

En kamp på liv og død

Monotonien er især fremherskende i korpsdansene, men tjener ballettens sujet ved at udtrykke hoffets konformitet og almuens forudsigelighed. Når dronningen trækker i ridebukser og som en mand sætter sig overskrævs på hesten, så forarges hoffet, og når hun viser sig offentligt med sin elsker, så rejser den offentlige mening sig forudsigeligt mod hende. Hun søger at emancipere sig, men hendes ekspansion af livsmuligheder tolkes som et oprør mod den kvindelige natur og en anneksion af den mandlige. Tilsvarende mødes koreografen af et ramaskrig, når han i dag eksperimenterer med genren som Caroline Mathilde i sin tid med sit køn.

Det er en kamp på liv og død mellem forstillelse og autenticitet, der driver Flindts drama mod dets tragiske finale, og som trods ballettens usædvanlige længde let holder et engageret og fordomsfrit publikum fanget i samtlige to timer og 45 minutter indklusive pause. Bevægende er ikke mindst kongen, der trods sin galskab forstår at se gennem blændværket, når han erstatter én forgyldt statue med en mannequin og en anden med sig selv, hvorefter han træder ud af sin karakter - som enevoldsmonark og indbegrebet af den repræsentative offentlighed - for som et andet menneske at blande sig med almuen, slås med sine egne betjente og kopulere med Støvlet-Kathrine. Lige så rørende er han i sine anfald af vitterlig sindssyge, som balletten med sin groteske mimik er den perfekte genre til at skildre, ligesom dans forresten siden antikken har været intimt knyttet til galskaben.

Én for én brydes konventionerne ned, indtil Flindt lader dans og mimik tone ud i et disharmonisk skrig - den ultimative protest mod ballettens genremæssige formkrav - da kongen fortvivlet ser Struensee føres til skafottet. Og dog forbliver Caroline Mathilde en ballet, men en ballet, der bestandigt reflekterer over sit eget medie og sætter sine aktører fri, så både Henrik Lyding og alle andre må fryde sig over de i ordets bedste forstand kongelige dansere. Solodansere som Gudrun Bojesen og Thomas Lund føjer nye facetter og nuancer til deres repertoire, men også en solist som Morten Eggert giver partiet som Chr. VII så suverænt, at man kun kan forklare dén gåde, at han stadig ikke er udnævnt til solodanser, med henvisning til en monoton enevælde i balletledelsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu