Kort og godt - en kanon

Formanden for Kulturministeriets billedkunstkanonudvalg, billedkunstneren Hein Heinsen, har forklaret, hvorfor staten skal signere sin helt egen billedkunstkanon: Det er der som sådan ingen grund til, forklarer Heinsen, havde det ikke været for "medieeksplosionen". Der er ligefrem tale om et "mediemæssigt morads". Det er naturligvis en sikker vinder: Når man ikke kan placere aben andre steder, må det være pressens skyld. Eller internettets. 338 millioner opslag, skriver Hein Heinsen, returnerer en Google-søgning på det engelske ord for kunst. Det er jo nok til at gøre selv en professor rundtosset.

Det hjælper selvfølgelig heller ikke, at Google slet ikke hjælper professoren, men i stedet medtager sætninger som "The art of Conscious Loving", der ikke omhandler billedkunsten men en helt anden kunstform: tantrasex.

Det engelske kunstforlag Phaidon har tre gange forsøgt at tegne et billede af samtidskunsten. Men har hver gang opgivet et overblik. Det er resulteret i bøgerne Cream, Fresh Cream og Cream 3. I stedet for at skrive en kunsthistorie, som kunsthistorier nu skrives ud fra én mere eller mindre privilegeret udsigtspost, har Phaidon gjort det mistede overblik til en pointe, og bedt 10 unge kuratorer om at pege på 10 unge kunstnere. Det er tre gange resulteret i ganske overraskende og interessante lister med 100 kunstnere, et forbavsende privilegeret billede på det kunstneriske morads, en samtidseksplosion!

100, 10, 2

Det siger vel næsten sig selv: Hvis man skal nævne 100 yndlingsretter, bliver man hurtigt nødt til at tage det tynde øl med. Derfor kan man pege med langt større intensitet på 10 end på 100 kunstværker. Men hvorfor overhovedet pege på 12, når man kan nøjes med to? Mere intenst bliver det vel næsten ikke?

Hvis man absolut skal opstille lister - og det er der jo ikke noget galt i, enhver amerikansk collegestuderende ved eksempelvis, at ingen gave er så romantisk som et veludvalgt mixed tape - så skal man i det mindste gøre det, hvor der er noget på spil.

Så i stedet for endnu en akademisk øvelse, endnu en postuleret privilegeret udsigtspost, bad vi 12 væsentlige (kanoniske ligefrem?) kunstnere (og en nyudnævnt rektor som bonus) om deres bud på to værker, som de "finder helt nødvendige". Disse 2 x 12 værker er i det mindste et led i en levende tradition: Fra kunstnerne til kunsthistorien.

Flere af de indbudte kunstnere læste dog en vis skepsis i anmodningen.

"Kære Nikolai," svarer eksempelvis Eva Koch, der er en af de fem danske kunstnere på Venedig Biennalen.

"Desværre, jeg vil ikke give et bud på to enkeltstående værker. Jeg synes, som jeg også fornemmer fra din egen formulering, at sådanne hitlister er unødige historieforenklinger. Jeg går ind for, at skoletjenesten styrkes, sådan at et mangfoldigt verdensbillede bevares, og værker forstås i den sammenhæng, de er blevet til i."

Av, det er tilsyneladende også Eva Kochs vurdering, at kulturminister Brian Mikkelsens kanon havde været mere relevant, hvis den var blevet til 'undervisningsminister' Brian Mikkelsens kanon. Men sådan ville statsminister Fogh det som bekendt ikke.

Kollektiv glemsel

Eva Koch står ikke alene med sin skepsis. Kunstner og tidligere professor Claus Carstensen, den unge vilde, er villig til at gå med på spøgen, men ikke på de fastlagte præmisser: "Da kanondiskussionen altid er et udskilningsløb, hvor den kollektive glemsel og ideologiske manøvrer går hånd i hånd, vil jeg gå den modsatte vej og nævne Ole Knudsens syrede malerier," skriver Carstensen og nævner, som det fremgår, to kunstnere mere, altså tre i alt.

Og sådan er det med kunstnere (i hvert fald med myten om dem): De kan ikke overholde spillereglerne. Så selv om det ligger i sagens natur, at en kunstkanon må være national, peger flere på udenlandske kunstnere - som om vi danskere skulle ligge under for udenlandsk inspiration. Andre går så meget i trods, at de slet ikke nævner billedkunstnere. Eksempelvis Kaspar Bonnén: "Jeg har meget svært ved at fremhæve to værker," skriver han.

"I min optik er der en vis ræson i, at undervisningen i historie bliver styrket også med en form for kanon. Mens det i kunsthistorien for mig er vigtigere at påpege den dynamiske kreativitet og udveksling af ideer og ånd, der foregår, som resulterer i mangfoldige kunstneriske udtryk. Selvfølgelig har I ret i, at der foregår en kanonisering, og at andre kunstværker er bedre end andre. Men at foreslå to eller 30, det bliver nemt til en æstetisering af kunsten uden at forstå det, den kommer fra. Derfor eller alligevel vil jeg gerne foreslå to værker, som for mig også er vigtige billedkunstnerisk," skriver Bonnén og henviser til et musikstykke og et stykke litteratur i 37 bind.

Ikke så alternativ

Fotografen Søren Lose, prisvinder i år på Kunstmuseet ARoS, er mere kortfattet:

"Tak for invitationen - det vil jeg da gerne deltage i, selv om jeg personligt synes, at idéen om en kanon er frygteligt generaliserende og en temmelig afstumpet måde at vurdere kunstværker på."

Bjørnstjerne Christiansen svarer på vegne af Superflex, og efter nogle indledende venligheder bliver det hurtigt tydeligt, at heller ikke flex'erne er synderligt begejstrede for ideen med 12 særlige værker som en særlig kanon. Selv en alternativ version er dem imod:

"Med hensyn til din henvendelse så må vi sige nej tak til at deltage. Vi finder det problematisk at lave en alternativ kulturkanon, ved at gøre dette accepterer man hele grundlaget for regeringens kulturkanon, og den er vi meget kritisk over for."

"Hvis man endelig skal komme med et alternativ, så bør det ikke være værker, man fokuserer på, men kunstretninger (som ex. fluxus, koncept kunst, avantgarde, situationisme, kontekst kunst, pop art etc.) - for om noget er god kunst eller ej, er en subjektiv vurdering. Det vigtige er at give enhver et godt fundament for at vælge om kunst er væsentlig eller ej," slutter Bjørnstjerne.

Det kunne man sige. Eller kan man sige: Det kan vel afgøres over et godt spil kort. Ideen og kortene er hermed spillet tilbage til det 'rigtige' kanonudvalg. Forhåbentligt får de det sjovt, mens de spiller. For resultater kommer formentligt til at holde lige så længe som dagens avis. Selv om en kanon vel ikke kan bruges til fisk?

Kanonkort

Jytte Rex
Billedkunstner og filminstruktør. Født 1942.

Vilhelm Hammershøi: ‘Hvile’
Stilhedens dybe rum. Tiden står stille og afspejler sig gennem en bøjet nakke og en kjolefold i et drama af endeløst mørke og fossende lys.

Palle Nielsen ‘Miraklernes tid’
Skildrer af gådefulde indre tilstande. Byer og mennesker har indgået hemmelighedsfulde alliancer med hinanden i et både opbyggende og dæmonisk forhold til sig selv og verden. Eksplosioner og glemsel blomstrer mellem hvidt og sort lys.

Søren Lose
Billedkunstner, fotograf. Født 1972.

J F Willumsen: ’En Bjergbestigerske’ 1912
Fin-de-ciecle Alpenglühn, fremadstræbende og udansk. Slet og ret et pragtfuldt portræt af en
moderne selvbevidst kvinde.

Gerhard Richter: ’256 Farben’ 1974
Et forstørret farvekort x 100, tørt, tysk og tight. Et skidegodt konceptuelt maleri som gør mig glad, og ser ud som om det er malet igår.

Lise Harlev
Billedkunstner. Født 1973

Sophie Calle: ’Suite Vénitienne’ 1980-95
Jeg kan huske, at jeg blev underligt rørt over Calles beretning om, hvordan hun udspionerer en mand hele vejen fra Paris til Venedig og tilbage igen, og ad den led forsøger at opnå en slags nærhed med denne vildt fremmede person.

Felix Gonzalez-Torres: ’Untitled (Portrait of the Stillpasses)’ 1991
Værket handler om forholdet mellem den personlige og den offentlige historieskrivning og det faktum, at personlige oplevelser berører os lige så meget, og ofte mere, end selv de største verdenbegivenheder.

Eske Kath
Billedkunstner. Født 1975.

J.F. Willumsen: Frugtbarhed' 1891
Fordi så lidt kan så meget

Niels Hansen Jacobsen: 'Trold, der vejrer
Kristenkød' 1895-96
Fordi den stadig er lige målrettet

Kaspar Bonnén
Billedkunstner. Født 1966.

J.S. Bach: ’Johannespassion’
Fordi Bachs musik danner grundlaget for en flerstemmig og kompleks musik, der samtidig har smukke melodier.

Ibn al-Ara'bi: ’Mekkanske åbenbaringer’ 1233
Ikke fordi jeg tilnærmelsesvis forstår dette gigantiske værk, men for at gøre opmærksom på, at der fandtes store tænkere før vi fik tænkere som Bertel Haarder og Bjørn Lomborg, der præger vores dages politik.

Jeppe Hein
Billedkunstner. Født 1974.

Asger Jorn: ’Stalinggrad’
Et meget stor maleri, som hænger på Jorn Museet i Silkeborg.

Olafur Eliasson: ’The Weather Project’
Fra Tate - et stort billede af solen.

Erik Steffensen
Fotograf, maler og forfatter. født 1961.

Olafur Eliasson: ’The weather project‘
Så mange mennesker kan ikke tage fejl. Solen skinner i Tate, men kaster grumme skygger over det kunstformørkede Danmark.

Peter Lands gennembruds video hvor han danser nøgen rundt
Need I say more? Forbinder Monty Python tv-generationen med Hammershøis og Munchs
introverte nordiske rum.

Peter Land
Billedkunstner. født 1966.

Wilhelm Lundstrøm: ’Det andet bud’ 1918
(og andre af hans papkasse-billeder)
Disse billeder satte gang i debatten omkring abstraktkunst i Danmark

Wilhelm Freddie: ’Sexparalyseappeal’ 1936
(samt andre værker)
Flyttede på sigt grænserne for hvad der kunne vises på en kunst-udstilling.

Ferdinand Ahm Kragh
Billedkunstner. Født 1974.

Claus Beck-Nielsen
'Går man ikke til yderligheder, skal man slet ikke gå', sagde Asger Jorn om den kunstneriske færd. Nielsens færd som fortabt hjemløs med hukommelsestab er en tankevækkende yderlighed - en kunstpraksis, der ikke lader sig omfatte af nogen kanon. Så netop derfor.

Ingvar Cronhammer: ’Elia’ 2001
Det er et meget stort værk!

Claus Carstensen
Maler, grafiker og forfatter. Født 1957.

Ole Knudsens syrede malerier
på 122 x 122 cm masonitplader med cykellak fra de tidlige tressere, som jeg har på fornemmelsen en kanonisk maler som Kirkeby ikke har kunnet undgå at skele til, mens de sammen gik på Eks-skole

To, som pga. deres politiske aktivisme, røg ud af kanonen er Peter Louis-Jensen (hans super 8 smalfilm fra tresserne er formidable) og J.V. Martin (hvis geopolitiske collagemalerier fra starten af tresserne foregriber meget af det, der skete senere hos f.eks.
Art & Language og Joshua Neustein).

Lilibeth Cuenca Rasmussen
Billedkunstner. Født 1970.

Andreas Slominskit: ’Anfeuchten einer Briefmarke’ 1996
Et billede af kunstneren og giraffen, der slikker et frimærke. Rent fænomænologisk, må man gøre sig tanker omkring, hvordan ting opstår

Maurizio Cattelan: ’A Perfect Day (The artist´s gallerist, adhesive tape)’ 1999
Galleristen hænger på væggen med gaffa tape. Man må tage hånd om sine autoriteter

Jørgen Michaelsen
Billedkunstner. Født 1961.

H. A. Brendekilde: ’Udslidt’ 1889
Fordi Brendekilde i dette værk anslår en tematik, der især senere skal vise sig særdeles påtrængende, nemlig det skræmmende ved plebs, der forbliver i fuldkommen ro.

Rita Kernn-Larsen: ’Festen’ 1935
Fordi Kerrn-Larsen som kvindelig kunstner kan realisere det meta-surrealistiske princip, som man finder latent hos Vilhelm Bjerke Petersen.

Joker: Mikkel Bogh
Rektor. Født 1961.

Nikolai Abildgaard: ’Den sårede Filoktet’ 1774
Fordi motivet er større end rammen.

Mogens Møller: ’Fire kvadratiske rammer’ 1966
Fordi motivet er fraværende og rammen er alt.