Læsetid: 4 min.

Korthuset

17. december 1997

"Hvis folk er en smule ærlige, så må de også være en smule skræmte og bange. Vi befinder os i midten af en global tillidskrise, som er mere alvorlig end nogen anden krise i den moderne æra."
Cheføkonom David Hale, Zurich Kemper Securities, International Herald Tribune, 15. dec. 97
DE, DER FÅR deres gode løn for den slags, er travlt beskæftiget med at udsende optimistiske signaler på verdensøkonomiens vegne. Analytikerne i OECD siger i en dagsaktuel halvårsrapport, OECD Economic Outlook, at udsigterne for USA og EU er lyse med vækstrater for 1998 på henholdsvis 2,7 og 2,8 procent. I Tyskland siger præsidenten for Bundesbank Hans Tietmeyer, at "Jeg vurderer, at en verdensomspændende krise er usandsynlig." Og i lille Danmark betonede finansminister Mogens Lykketoft (S) tirsdag, at virksomhederne og forbrugerne har tillid til dansk økonomi og med en forventet vækst næste år på 2,7 procent ser lyst på fremtiden.
D'herrer gør, hvad d'herrer skal. Eftersom det i afgørende grad er psykologi, der bestemmer finansmarkedernes og derigennem den samlede markedsøkonomis op- og nedture, så er det de pågældende aktørers fornemste pligt at udstråle tillid til systemet. Begynder først de at ryste på hånden, vakler korthuset.
Sandheden bag det psykologiske pokerspil er imidlertid, at der i disse dage er alt for god grund til at ryste på hånden. Som det dagligt fremgår af avisen - i dag på side 3 - er Sydøstasien nu inde i den tredie finansielle krisebølge, siden uroen brød ud den 2. juli med Bank of Thailands beslutning om at lade den nationale valuta, bath'en, flyde frit i forhold til dollaren. Den beslutning var den uundgåelige konsekvens af en mangeårig økonomisk overophedning, resulterende i overproduktion, overbelåning, oppustede ejendomspriser, voksende inflation og stigende betalingsbalanceunderskud. Da boblen bristede, accelererede kapitalflugten fra landet, og parallelt hermed voksede den thailandske udlandsgæld, valutareserven skrumpede, aktiekurserne faldt, og renterne steg. Thailands med et slag forsvundne købekraft var én hovedårsag til, at krisen bredte sig til samhandelspartnerne Malaysia, Filippinerne og Indonesien, som alle besad samme livsfarlige ubalance i økonomien og derfor blev ofre for samme kapitalflugt og valutakrise.

ANDEN KRISEBØLGE fulgte i oktober og ramte bl.a. de stærkere vækstøkonomier i Hong Kong, Taiwan og Sydkorea. Hong Kong-børsen oplevede det største værditab i sin historie, og nedturen blev global med voldsomme fald på alle aktiemarkeder, herunder det største fald i ti år for det amerikanske Dow Jones aktieindeks.
I krisens tredie bølge - det er nu - er stort set alle syd-østasiatiske valutaer røget helt i bund. En af områdets stærkeste økonomier, Sydkoreas, står til en negativ vækstrate, mens Kina, der er vant til vækstrater på over ti procent, må regne med det halve i 1998. Selv Japan - verdens næststørste økonomi - er alvorligt rystet. En række af landets finansieringsselskaber har tabt penge på lån og investeringer i nabolandene, og denne svækkelse har været nok til at afsløre en rystende sårbarhed i form af skjulte underskud, dårlige lån og ledelsesmæssig råddenskab i store dele af landets finanssektor. 1997-vækstskønnet for Japan er nu nedjusteret fra 2,3 procent i juni til 0,5 procent i dag.

EN RÆKKE økonomiske analytikere har hidtil sagt, at hele balladen blot er at opfatte som et overophedet markeds selvjustering. Den makroøkonomiske stabilitet vil reetablere sig om få år. Det er spørgsmålet. At selvjusteringen ikke forløber særlig automatisk illustreres af, at den internationale valutafond IMF nu er oppe på at have garanteret Thailand, Indonesien og Sydkorea kriselån på tilsammen 100 milliarder dollar, betinget af hastereformer af de tre landes finansielle sektorer og offentlige finanser. Efter nye dramatiske kursfald udsendte de asiatiske ledere mandag en bøn om mere international hjælp, og rygtet vil vide, at Japan står foran at skulle modtage bistandshjælp fra IMF. Det har IMF-chefen Michel Camdessus dementeret, men samtidig har han appelleret til IMF's medlemslande om at forhøje deres bidrag til fondens kasse, som er ved at være tom.
Den sydøstasiatiske krise synes på vej til at blive global. I-landenes vækst kan blive reduceret med én procent næste år på grund af krisen, siger OECD, og i disse uger venter vestlige industrivirksomheder med bæven på en global handelskrig, indledt af de trængte virksomheder i Sydøstasien, som nu - med hjælp fra deres devaluerede valutaer - vil oversvømme markedet med billige eksportvarer for at tiltrække fremmedvaluta og kompensere for den faldende købekraft på deres hjemmemarkeder. Også råvareindekset, der sammenfatter prisniveauet på en række af verdensmarkedets dominerende råvarer, er markant faldende, bl.a. som en konsekvens af de svækkede tigerøkonomiers bestræbelse på at skaffe sig eksportindtægter ved at udbyde olie, mineraler og andre råvarer til nedsatte priser. Det kan gøre råvareproducerende u-lande til ofre og samtidig nære frygten for international prisfald på varer og tjenesteydelser, resulterende i minusvækst og voksende arbejdsløshed.
Samtidig med disse mekanismer kan vestlige producenter af eksportvarer til det sydøstasiatiske marked se deres markeder skrumpe, fordi købekraften i regionen falder og import søges politisk begrænset.
Den globale markedsøkonomi kan være på vej ind i et altomfattende set back. I så fald er en hovedårsag, at den triumferende markedsøkonomi har vist sig at være dødeligt sårbar over for svage politiske styringsstrukturer, som de har afsløret sig i hele Sydøstasien.
I sig selv og i teorien er markedet muligvis perfekt. Men korthuset kan ramle, når fejlbarlige mennesker har deres fingre med i spillet. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her