Læsetid: 7 min.

Kosmopolitisk rodløshed som rationelt valg

Langt de fleste mennesker i verden ville vælge de nordatlantiske eliters frie og individualiserede livsform, hvis muligheden stod dem åben
11. december 2006

"Kendsgerningen er, at de fleste mennesker, der i dag griber til politisk vold - fra Baskerlandet til Filippinerne - ikke kæmper for individuelle rettigheder og for den sags skyld ej heller for at oprette et islamisk kalifat. De fleste kæmper for et nationalt hjemland for den etniske gruppe, de nu engang tilhører. For de fleste mennesker, bortset fra de rodløse nordatlantiske eliter, er spørgsmålet, om en regerings nationale enhed vigtigere end spørgsmålet om den institutionelle indretning, som der altid kan tages stilling til senere, når først den statsløse nation har opnået sin egen stat. Som fjendtligheden over for Israel fra de demokratiske valgte regeringer i Palæstina, Irak og Libanon viser, kan demokratier udmærket artikulere, ja opflamme et forud eksisterende nationalt had - det er ikke nogen kur imod dette."

Sådan skriver Michael Lind, den tidligere redaktør for The New Yorker, i seneste nummer af Prospect i en artikel betitlet 'Verden efter Bush'. De fleste af hans analyser og forudsigelser forekommer plausible, herunder hans gravskrift for de neokonservative og neoliberale ideologers ønskedrøm om en unipolær verden af demokratiske frimarkedsøkonomier styret af et godartet amerikansk imperium. Dog finder jeg hans påstand om, at den etnisk baserede nationalstat vil forblive den forhåbning, hvis opfyldelse de fleste mennesker i verden - "bortset fra de nordatlantiske eliter" - tragter efter, stærkt problematisk. Jeg anfægter ikke, at han har ret i, at det kunne se sådan ud lige nu, men min modpåstand skal alligevel være, at kosmopolitisk rodløshed er et universelt ideal, som alle burde tilstræbe, og at de "nordatlantiske eliters" individualiserede livsform således er den, alle ville søge at tilnærme sig, hvis de ellers havde mulighed for det.

Her vil nogen måske indvende, at når det meste af verdens befolkning vitterlig har aspirationer, der er meget anderledes end vi, den kosmopolitiske 'elite', har - med hvilken ret kan vi så hævde, at disse andre burde blive mere ligesom os? Hvorfor kan man ikke bare sige, at det er en smagssag: De kan godt lide at dyrke etnicitet - vi kan godt lide rodløshed. Vi er individualister - de er kommunatarister. De siger tom-ay-to, vi siger tom-ah-to, og sådan er folk så forskellige.

Social kontrakt

Min påstand skal imidlertid være, at der slet ikke findes sande kommunatarister i virkeligheden (til forskel fra i elfenbenstårnet). Sagen er bare den, at under de fleste omstændigheder er den eneste måde, hvorpå mennesker kan sikre sig et vist mål af individuelle rettigheder, at få et nationalt hjemland for den etniske gruppe, de tilhører. De fleste mennesker er tribale, dvs. tilhører en stamme eller klan. Heri ligger, at de lever under en social kontrakt, ifølge hvilken alle tager sig af deres egne, og ingen forventes at tage sig af nogen andre. De forventer, at deres stammefæller vil give dem husly, ansætte dem i job, yde dem beskyttelse, hvis de er ved magten, og undsætte dem med bistand, hvis dette skulle være nødvendigt, og de anerkender selv at være forpligtede til at handle på samme vis over for deres stammefæller. Derimod anerkender de ikke nogen forpligtelse til at tage sig af 'fremmede', lige så lidt som de forventer, at 'fremmede' tager sig af dem. Ja, at behandle outsidere som ens egen familie eller sætte andres interesser over ens stammefællers er at begå et regulært kontraktbrud. Så såre et individ bryder kontrakten, er han ikke længere til at stole på: Hans stammefæller kan ikke længere gå ud fra, at han vil leve op til sine forpligtelser over for dem og har således ingen tvingende grund til at tage sig af ham længere.

I den såkaldte nordatlantiske elite betyder det ikke nær så meget, hvorvidt den etniske stamme, vi tilhører, har sin egen nation, fordi vi her anerkender en forpligtelse til at tage os af alle og forventer, at andre vil tage sig af os igennem upersonlige, sociale mekanismer. Staten vil give os alle forskellige begunstigelser, uden hensyn til hudfarve, afstamning eller tro. Arbejdsgivere vil ansætte os alene på grundlag af kvalifikationer - det er i hvert fald den officielle linje - og skulle nogen finde på at diskriminere, vil staten slå ned på dette. I forhold til beskyttelse vil politikere tage sig af deres vælgere, uanset om disse er medlemmer af den samme stamme, så nutildags er etniske blokstemmer stort set forsvundet: Vi er simpelt hen ikke længere nødt til at stemme på stammefæller for at være sikre på, at vore interesser tilgodeses.

Egen magtbase

Helt anderledes forholder det sig i stammebaserede samfund som Irak, Kenya eller den etniske ghetto i New Jersey, hvor jeg selv voksede op. Her er det helt essentielt for din velfærd, at din stamme har sit eget territorium og som minimum sin egen magtbase.

Hvis man er medlem af en minoritetsstamme, der befinder sig på en anden stammes territorium, vil der ikke blive draget omsorg for en fra medlemmerne af den dominerende stamme, som kontrollerer regeringsmagt, erhvervsliv, fagforeninger, kriminelle netværk og lignende institutioner.

Hvis din stamme er tilstrækkelig magtfuld, vil der være mange studehandler og underhåndsaftaler med andre stammer. Politiske positioner vil være reserveret til dine stammefæller, som vil påtage sig beskyttelse af deres egne, og hvis medlemmer af din stamme ejer virksomheder, vil de ansætte dig. Har din stamme imidlertid ingen magt, eller hvis sådanne studehandler ikke indgås på vegne af din stamme, så vil der ikke blive taget hensyn til dig som individ, fordi alle kun tager af deres egne, medmindre andet aftales. Selvfølgelig indebærer dette, at du må stemme på og på anden vis støtte dine stammefæller, således at de får tilstrækkelig magt til at varetage dine interesser. Det bedste for dig som individ er selvfølgelig, hvis din stamme har sit eget territorium. I stammesystemet kan kun stammemagt og stammeterritorium garantere de individuelle rettigheder. Derfor vil en rationel person, der søger at tilgodese sine egne interesser, støtte sin stamme i den hensigt at sikre sine individuelle rettigheder.

Problemet er bare, at stammemekanismen til sikring af individuelle rettigheder ikke er særlig effektiv. Medmindre vi ønsker at vende tilbage til en verden af isolerede jæger-samler-kulturer eller isolerede selvforsynende landsbyer, er det ikke særlig praktisk, hvis hver en stamme skal have sit eget territorium. Den megen energi, der går med at slå studehandler af, er meget bekostelig, og mange mennesker falder igennem nettets huller. Ydermere er stammekrig altid en reel og nærværende fare, og demagoger vil jævnligt spille på stammemodsætninger for at vinde magt, som f.eks. da sydstaternes segregationister i de dårlige gamle dage vendte hvide fra arbejderklassen imod sorte fra arbejderklassen, når kenyanske politikere opflammer til stammesammenstød, eller når nationalforsnævrede hjemmefødninge ophidser til had mod indvandrere. Tribalisme og stammementalitet er selvforstærkende og fanger individerne i et ondartet net. Men når de ellers får mulighed for at vælge frit, vil langt de fleste foretrække de rodløse, kosmopolitiske samfund.

Denne sidste påstand er der rigeligt empirisk belæg for. Ingen samfund er så eftertragtede udvandringsmål som de nordatlantiske, vestlige. Der vil selvfølgelig altid være romantikere og stammenostalgikere - især af den slags, der dyrker idealiserede versioner af stammesamfund, som aldrig har eksisteret.

Overgangen fra tribalisme til universalisme vil heller ikke altid forløbe lineært - der vil være tilbagefald undervejs. Men generelt går den brede historiske tendens fra tribalisme til universalisme, fra Gemeinschaft til Gesellschaft (for nu at genbruge den tyske sociolog Ferdinand Tönnies' berømte begrebspar for denne sondring), fra mindre sociale enheder til større sociale enheder. Meget få mennesker ønsker at vende tilbage, og dem, der har prøvet begge dele, foretrækker næsten altid modernitet frem for tribalisme. Jeg voksede op i et ghettosamfund, så jeg har selv gjort erfaringen.

Jeg kan også attestere, at mange af de romantikere i min bekendtskabskreds, der fantaserer om tribalismens forlokkelser, aldrig har oplevet disse på første hånd og indefra, som jeg selv har. Det kan være fint med sentimentale udgydelser om My big fat greek wedding, Margaret Meads fejllæsninger af Samoa-øboernes stammeskikke, Middelalderen, Amazonlandets jæger-samlere eller hvad vi ellers har stammesamfund, virkelige eller indbildte - alt dette er del af den offentlige mythos. Men de af os, som har kendt stammesamfund indefra og har formået at vriste os fri af dem, ved præcis, hvor rædselsfulde de er og kunne aldrig drømme om at vende tilbage.

Derfor vil jeg fastholde, at vi alle var bedre tjent med, at stammementaliteten blev udryddet. Var det muligt for alle mennesker i verden at leve som den rodløse 'nordatlantiske elite', så er dette alt andet lige, hvad de ville vælge. Moderne, ikke-tribale samfundsindretninger er ganske enkelt meget bedre til at levere mennesker det, de ønsker sig.

Harriet E. Baber er professor i filosofi og analytisk metafysik på San Diego University

© The Enlightenment Project

Oversat af Niels Ivar Larsen

* Kronikken i morgen: I Langtbortistan er de også muslimer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her