Læsetid: 4 min.

Kosovo-bomben

15. oktober 1997

ALBANSKE STUDENTER, lærere og almindelige borgere i Kosovo vil i dag på ny udfordre de serbiske myndigheder og marchere gennem hovedstaden Pristinas gader. Konkret er marchen en protest mod, at albanske studerende ikke kan få undervisning i deres modersmål på de offentlige læreanstalter. Men samtidig er den også et forsøg på at sætte ny international spotlight på et af Balkans uløste spørgsmål: Kosovos fremtid.
De serbiske myndigheder ventes at slå hårdt ned på ethvert tilløb til demonstration, sådan som det skete for to uger siden, da en lignende march blev brutalt afbrudt af politistyrker, som brugte tåregas og knipler mod fredelige demonstranter. Adskillige deltagere - deriblandt det albanske "undergrunds"-universitets rektor og flere studenterledere - blev anholdt og fik massive tærsk.
Konfrontationen markerede, at et års forhandlinger mellem Beograd og repræsentanter for Kosovo-albanernes førende politiske organisation, Kosovos Demokratiske Liga (LDK), var brudt sammen.
For et år siden skrev den serbiske leder, Slobodan Milosevic, og Kosovo-albanernes politiske leder, Ibrahim Rugova, under på en aftale, der skulle afslutte albanernes seks år lange boykot af de offentlige læreanstalter.
Men aftalen blev aldrig implementeret, fordi der i de førte forhandlinger aldrig blev opnået enighed om albanernes hovedkrav: ansættelse af alle de albanske lærere, der blev fyret i bundter i 1991, fri adgang til brug af albansk sprog og undervisning i albansk historie og kultur. Striden handler dermed om noget så centralt som et folks ret til egen identitet.

KOSOVO-KONFLIKTEN har, som så mange andre på Balkan, dybe rødder i historien, så lad os repetere den et øjeblik: Kosovo var kernen i det mægtige serbiske rige i 1100-1300-tallet. Men serberne led nederlag i en række slag mod invaderende tyrkiske hære i slutningen af 1300-tallet og forlod Kosovo i stort tal som følge af sejrherrens islamisering af samfundet. I de næste århundreder strømmede albanerne til Kosovo.
Prægtige serbiske kirker og klostre minder om, at Kosovo er "den serbiske nations vugge". Men de hårde demografiske kendsgerninger siger, at albanerne nu udgør over 90 pct. af de ca. to mio. indbyggere, serberne kun otte pct.
Efter en voldelig albansk opstand gav Tito i 1974 Kosovo status som "autonom republik" i Jugoslavien. Men nationalismens opblomstring i Serbien i 1980'erne - og den kommunistiske opportunist Milosevic' brug af den til at forblive ved magten - tog livet af det albanske selvstyre.
I 1990 bliver Kosovos selvstyre afskaffet, det albanske lokalparlament opløst og albanske protester og strejker imødegået med massive serbiske militær- og politistyrker. Siden følger masseafskedigelser af albanske embedsmænd, professorer, lærere, jurister, læger etc. Albanske dagblade og tv- og radiostationer forbydes. Undertrykkelsen af den albanske kultur bliver total.
Albanerne reagerer ved at opbygge en "parallel-stat" med egen regering og administration, eget sundhedsvæsen, egne skoler, gymnasier og fakulteter - indrettet i private hjem, garager og lagerbygninger.
Gennem alle årene fastholder digteren Ibrahim Rugova, i 1992 valgt ved hemmelige valg til præsident for den selvudråbte "Republikken Kosova", at kampen for selvstændighed skal være ikke-voldelig. Og det er hidtil lykkedes at fastholde denne linje på trods af, at det serbiske undertrykkelsesapparat er ekstremt voldeligt: Talrige er de albanske aktivister, der har "begået selvmord" under ophold i fængslerne.

MEN NU ER Kosovo-konflikten nået til et afgørende vendepunkt. Enten tager det internationale samfund hånd om den, eller også kan den nemt eksplodere i et orgie af vold. Årsagen er en klart voksende nationalisme på begge sider.
I Kosovo er "præsident" Rugovas ikke-volds strategi under hårdt pres. Ikke blot fra undergrunds-organisationen, Kosovas Befrielseshær, som siden sidste år har gjort sig bemærket med en række mord på serbiske myndighedspersoner og albanere, der beskyldes for at samarbejde med serberne.
Alvorligere er, at Rugovas autoritet efterhånden er undergravet. Syv års konsekvent ikke-volds politik har ikke givet ét konkret politisk resultat, hævder kritikere, som bl.a. omfatter Adem Demaci - en karismatisk forfatter, der sad 23 år som politisk fange i Serbien, men nu på fri fod taler for en anderledes radikal albansk linje.
Og i Serbien er de nationalistiske strømninger så stærke som nogensinde - repræsenteret ved fascisten Vojislav Seselj, som var kun en hårsbredde fra at blive Serbiens nye præsident ved valget tidligere på måneden og meget vel kan blive det, når valget går om til december.
"Alene nyheden om min sejr vil få 200.000 albanere til at forlade landet af frygt", brovtede Seselj under valgkampen - og antyder dermed, hvilken "endlösung" på Kosovo-problemet han ikke vil tøve med at iværksætte.
Det haster med andre ord med at finde en løsning, og det internationale samfund må forlade de tomme resolutioners politik og begynde et langt mere konstruktivt engagement. Beograd må tvinges til at indse, at Forbundsrepublikken Jugoslavien er en multi-etnisk stat med lige rettigheder og udstrakt autonomi for alle dets folk. Og at vejen tilbage til Europa går igennem denne erkendelse.
Og Kosovo-albanerne må utvetydigt indvilge i, at en løsning på konflikten skal findes inden for Forbundsrepublikken Jugoslaviens rammer, og at drømme om en selvstændig stat eller tilslutning til et Storalbanien godt kan skrottes.
Kosovo-striden er en bombe under Balkans skrøbelige fred. Den kan have lang eller kort lunte, men alt for mange har tændstikkerne fremme til, at konflikten fortsat kan ignoreres. on

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu