Læsetid: 4 min.

Kosovo: Hvad gør vi?

10. marts 1998

MENS LANDSBYBEBOERE i Serbiens Kosovo-provins mandag fik facit af de serbiske politistyrkers seneste aktion udleveret i form af 57 lig, samledes i London den gruppe stormagter, der også tog hånd om Bosnien-krigen i dens sidste fase, for at enes om det internationale samfunds svar til Jugoslaviens præsident Milosevic.
Resultatet var - ikke overraskende - en dyb uenighed mellem den såkaldte Kontaktgruppes fem vestlige medlemmer - USA, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien - som var parate til at straffe Beograd for styrets mangel på vilje til at forhandle om Kosovo-problemet, og gruppens sjette medlem, Rusland, der nok engang levede op til rollen som spielverderber i det internationale samfunds 'pisk-og-gulerods-diplomati'. Rusland afviste ethvert forslag om sanktioner mod, hvad der betragtes som Moskvas strategiske partner og ortodokst-kristne folkefælle på Balkan.
Dermed viste de russiske magthavere - som i sagen om FN's våbeninspektører i Irak og den noget mindre belyste sag om salg af russisk atomteknologi til Iran - at omslaget i russisk udenrigspolitik er ved at være fuldbyrdet: Væk fra det strategiske og økonomiske partnerskab med Vesten, henimod en rolle som regional stormagt med egne strategiske overvejelser og økonomiske interesser at pleje. Et skifte, der varsler konfrontation i andre kommende øst-vest brændpunkter: Baltikum og Kaukasus for at nævne et par stykker.

MEN TILBAGE TIL KOSOVO. De fem vestlige medlemmer blev enige om en sanktions-pakke med fire ingredienser:
*Et forbud mod eksportkreditter til virksomheder, der vil handle med eller investere i Jugoslavien,
*En total embargo mod våbeneksport til Jugoslavien,
*Et forbud mod salg af udstyr, der kan bruges til undertrykkelse, f.eks. af befolkningen i Kosovo, og
*Et forbud mod at udstede visum til enhver jugoslavisk eller serbisk embedsmand, der er involveret i undertrykkelsen i Kosovo.
Disse sanktioner forelægges FN's Sikkerhedsråd til øjeblikkelig vedtagelse og ikrafttrædelse. Kommer der et russisk veto, hvad der må anses for sandsynligt, vil sanktionerne blive gennemført af de lande, der tilslutter sig.
Men dermed slipper Beograd ikke. Hvis ikke den jugoslaviske ledelse ændrer signaler og viser vilje til forhandling inden for to uger, vil mere mærkbare sanktioner blive vedtaget, når Kontaktgruppen mødes igen den 25. marts. De omfatter blandt andet en indefrysning af alle jugoslaviske og serbiske værdier i udlandet.
Dermed har Kontaktgruppen levet op til den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albrights ord før mødet: "Den eneste metode til at stoppe volden i regionen er ved at handle med fasthed, i enighed - og hurtigt."

SER MAN PÅ sanktionerne, er der tydeligvis tale om en advarsel til Milosevic. Nogle af dem er- omend fuldtud rimelige - af symbolsk karakter. Antallet af torturbødler fra Kosovo, som måtte søge visum til et politiseminar i Vesten, er vel beskedent, lige som elektronisk overvågningsudstyr til Beograd-regimet formentlig og forhåbentlig ikke er nogen indbringende eksportartikel. En våbenembargo har kun virkning, hvis den bliver universel - og russerne har fortsat en leveringsdygtig rustningsindustri.
Det er selvfølgelig de økonomiske sanktioner, der tæller. Præsident Milosevic ved udmærket, at det ikke er Rusland eller Ukraine, der skal trække Jugoslavien ud af den økonomisk sump, som 10 års misregimente, krigsførelse, forbrydervælde og internationale sanktioner har placeret landet i.
Jugoslaviens eneste mulighed for at begynde den lange vej til økonomisk helbredelse er stærkt øgede udenlandske investeringer og en aftale med Den Internationale Valutafond om en sanering af økonomien. Alternativet blev beskrevet i lørdagens Information: en samfundsøkonomi, hvis eneste aktivitet foregår på det sorte og grå marked.
En sådan udvikling vil få langt større virkninger end blot økonomiske. F.eks. kan det sagtens tænkes, at Montenegro, Serbiens 'lillebror' i statsforbundet, i så fald vil sætte fart på de tanker om at selvstændiggøre sig, som den nye reform-orienterede præsident, Milo Djukanovic, har givet udtryk for. Et sådant skridt fra Montenegros side vil givet føre til reaktioner fra Beograd - med endnu en Balkan-konflikt til følge.
Men Milosevic' problem med Kosovo er, at han ikke blot kan give efter og tilbyde forhandlinger om autonomi. Opfattelsen af Kosovo som den serbiske kulturs vugge har slået rod langt ind i oppositionen - den demokratiske og den rent fascistiske. Dertil kommer, at med det internationale samfunds ultimatum vil enhver indrømmelse fra Beograd blive betragtet som et ydmygende nederlag. Det er derfor nødvendigt, at hele Jugoslaviens status kommer til forhandling i forbindelse med en løsning af Kosovo-konflikten.
En genoptagelse af Jugoslavien som medlem af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) kan således være et beskedent, men prestigebetonet skridt i retning af en sådan normalisering - kombineret med, at OSCE får lov at oprette en mission i Kosovo. En fjernelse af alle sanktioner - også den såkaldte 'ydre mur', der forhindrer internationale kreditinstitutioner i at give lån til Jugoslavien - kan være belønningen for en løsning på spørgsmålet om Kosovos autonomi.
Det internationale samfund har beslutsomt leveret den pisk, der skal tvinge Milosevic til forhandling. Men endnu mangler de gulerødder, der skal gøre det muligt for Milosevic at give indrømmelser om Kosovos status - og slippe fra det uden at sætte sit politiske liv over styr. on

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her