Læsetid: 3 min.

Kosovos Killing Fields

26. juni 1999

Staters angreb på fjendens civile har en lang historie på Balkan, der går helt tilbage til det antikke Grækenland.
William Hagen, professor i historie, University of California.

På Balkan har etniske udrensninger normalt ikke være kendetegnet ved masseudryddelse, men snarere ved massefordrivelser, der som regel fremskyndes af voldshandlinger som hævnmord og blodfejder."
Det skriver historikeren William Hagen i den nyeste udgave af tidsskriftet Foreign Affairs. Sagt anderledes og i lyset af den seneste Balkan-krig: Slobodan Milosevics og de serbiske styrkers morderiske kampagne i Kosovo adskiller sig stort set ikke fra den herskende norm.
Det er en deprimerende udmelding, som naturligvis aldrig vil kunne trøste alle de mennesker - i det aktuelle tilfælde Kosovo-albanere og serbere - der har mistet livet, legemsdele, forstanden eller kære slægtninge i den sidste og særdeles voldelige fase
af mange års Kosovo-konflikt. Men på baggrund af de hidtil indløbne oplysninger om Operation Hestesko, som den jugoslaviske hærs nøje planlagte offensiv mod Kosovos Befrielseshær blev døbt i oktober, virker Hagens karakteristik af forløbet ret præcis. Den etniske udrensningskampagne havde ikke til formål at eliminere den Kosovo-albanske befolkning fysisk. Meningen med massemord på op til 180 mennesker eller henrettelser af enkeltindivider var en anden.
Mænd i den våbenføre alder, som blot vakte den mindste mistanke om medlemskab i eller sympati for UCK, blev ofte skudt på stedet, de heldige fængslet og et mindre tal sendt til Serbien, hvorfra nogle blev løsladt i går. Kosovo-albanere, der nægtede at forlade deres hus og hjemstavn blev myrdet; det gjaldt især handikappede samt ældre mænd og kvinder. Unge kvinder blev i et omfang, der er umuligt for eksperter at verificere i et muslimsk samfund som det Kosovo-albanske, voldtaget - dels for at ydmyge deres mænd, dels for at plante serbisk sæd i Kosovos jord. Kun i få tilfælde er der rapporter om efterfølgende likvidering af besudlede unge kvinder.

Og så er der historien om de berygtede para-militære korps, hvis rædselsgerninger i henhold til NATO skal være blevet styret direkte fra Beograd. Her står vi med et kapitel, der bliver svært at skrive men uhyggelig fascinerende læsning, hvis det lykkes for nogen at løfte sløret. Det er ofte blevet rapporteret, at disse korps består af bosnisk-serbiske lejesoldater, kriminelle løsladte fra serbiske fængsler og deslige - hvilket der næppe er grund til at betvivle. Men flere vidnesbyrd fra Kosovo-albanere antyder, at også Kosovo-serbere var hemmelige medlemmer eller tilmeldte sig i sidste øjeblik.
For at opnå en dybere indsigt i hvad der skete i Kosovo under krigen og forstå voldshandlinger mellem albanere og serbere i dag er det værd at sætte fokus på lokale modsætninger, stridigheder og konflikter helt ned til spørgsmål som albanske og serbiske naboers skænderi om placeringen af et hegn. De to befolkningsgrupper har på godt og ondt levet sammen i århundreder. Uoverensstemmelser af f.eks. økonomisk art akkumulerer med tiden og venter på at komme op til overfladen. I landsbyen Suva Reka fortæller de overlevende medlemmer af den velstående Berisha-familie, at de genkendte et par af de hætteklædte para-militære bøllers stemme som indehavere af en serbisk forretning, der havde været udsat for et årelangt albansk forbrugerboykot (Newsweek Magazine 28. juni).

Utvivlsomt nærer mange serbere i Serbien et racistisk had mod Kosovo-albanerne: "Den bedste albaner er en død albaner". Det ved vi fra adskillige samtidige vestlige vidnesbyrd. Men denne slags racisme findes i stort forråd fra Kroatien til Grækenland og er ikke nødvendigvis udbredt blandt Kosovo-serbere. Familiefejder og blodhævn har altid været en del af virkeligheden på Balkan, og når borgerkrige bryder ud, opstår chancen for at afgøre de gamle mellemværender. Fra det individuelle hævnmord til en systematisk udrensning dirigeret
af staten er afstanden altså ubehagelig kort.
I dag tager Kosovo-albanerne - forståeligt nok, vil mange sige - deres hævn mod serbiske naboer.
I mange tilfælde er ofrene måske uskyldige. Selv serbere, som hjalp albanere under krigen, flygter. Dilemmaet er så gammelt som balkan-nationalismen og kan ikke løses af NATO. Men det mindste vi kan gøre, er at beskytte det serbiske mindretal, thi et Kosovo renset for serbere vil helt sikkert føre til nye serbiske hævntogter, og konsolidere Milosevics magt. burch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her