Læsetid: 3 min.

Kr. 200 mio årligt til vedvarende energi

Venstre lover, at deres energiudspil vil vinde danskernes tillid til regeringens miljø- og energipolitik. Forskning, udvikling og massiv satsning på energibesparelser er, hvad danskerne kan se frem til
29. september 2006

Lars Christian Lilleholt, Socialdemo-kraterne og SF har et mål, der hedder, at Danmark skal være 50 procent uafhængig af fossile brændstoffer i 2025. Enhedslisten siger 100 procent. Hvorfor sætter regeringen sit mål så meget lavere?

"Nu har regeringen ikke spillet ud endnu, men jeg har en klar forventning om, at vi spiller ud med et mål, der hedder omkring 25 pct. i år 2025.

Det opfatter Venstre som et realistisk og realiserbart mål. Der er ikke noget lettere end at opstille store flotte målsætninger, men det handler om at opstille nogle målsætninger, som det er muligt at nå på en omkostnings-effektiv måde. 25% er tæt på en fordobling i forhold til nu. Jeg opfatter regeringens udspil som meget ambitiøst, mens jeg opfatter både Enhedslisten og Socialdemokraternes forslag som overbudspolitik. En forøgelse fra 15 pct., hvor vi er nu, til 25 pct. i den vedvarende energi, vil være en voldsom stigning og en meget stor og flot ambition."

- Hvornår satser regeringen på, at Danmark er totalt uafhængigt af fossile brændstoffer?

"Der er ikke sat noget årstal på, men jeg anslår det for realistisk, at vi kan være det inden for en 30 - 40 år. Det er vigtigt, at vi foretager en omstilling, som er realistisk og realiserbar, og som ikke påfører forbrugerne unødigt store nye omkostninger."

- Vindmølleindustrien blev kickstartet af politisk vilje og investeringer. Gør det samme sig ikke gældende for andre nye teknologier på energiområdet?

"Det, vi satser på, er ca. kr. 200 mio. mere om året til forskning og udvikling, det vil sige en forøgelse på 35 - 40 pct. i forhold til det nuværende niveau. Det vil gøre os til et af de lande i EU, som bruger det største beløb pr. indbygger på energiforskning."

- Socialdemokraterne har i sit energiudspil oprettelsen af en miljø- og teknologifond, som skal yde støtte til forskning på energiområdet. Hvad synes du om det?

"Jeg er meget positiv over for, at vi laver en form for udviklingsprogrammer, hvor man målretter midlerne til områder, hvor der er en stor effekt, og hvor man kan udvikle nye teknologier. Hvordan det skal organiseres, er det for tidligt at sige, men jeg er positiv over for at lave et system, hvor virksomheder, forskningsinstitutioner og andre kan byde ind."

- Hvad mener du om, at dobbelt så mange danskere har tillid til Socialdemokraternes energipolitik som til regeringens?

"Når de ser det her udspil, vil de også få tillid til regeringens miljø- og energipolitik, for det, som vi er på vej med nu, bliver den største omlægning af den danske energisektor, som nogensinde er gennemført. Og det, vi oplever i øjeblikket fra Socialdemokraterne og Enhedslisten, er en overbudspolitik, som det ikke er realistisk at matche, for det skal også være gennemførligt.

Jeg er helt sikker på, at når folk ser regeringens udspil, så vil danskerne også kunne se, at her er en realistisk måde at løse fremtidens energiproblemer på. Der vil være mere vedvarende energi og der vil være flere penge til forskning og udvikling og ikke mindst demonstration af nye energiteknologier. Der vil være en fortsat massiv satsning på energibesparelser. Det er de tre vigtigste elementer."

- Hvordan forventer du at de olieeksporterende lande skal klare sig, hvis alle har ligeså ambitiøse mål på energipolitikken som I har?

"Jeg skal ikke løse de landes problemer. Min opgave er at løse Danmarks problemer på det her område."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her