Læsetid: 6 min.

Krænkelsens princip

Pastor Krarups uvilje mod en kvindelig monark må ses i sammenhæng med hans forestillinger om kvindens rette lod; ved gryderne - med børn om knæet. Gud ved hvad Pia Kjærsgaard siger til synspunktet?
30. april 2005

Dansk Folkepartis ideologiske førstekraft, Søren Krarup, begav sig ud på et nyt og dog så vel afprøvet felttog, da han forleden temmelig overdådigt nedgjorde det samlede kvindekøn med udgangspunkt i selveste kongehuset.

Noget sådant kan forekomme overraskende for folk, der ikke under stadig tllsidesættelse af eget velbefindende har fulgt denne utrættelige stridsmand i hans tidehvervske kristenmission og selvrealisering som levebrødspolitiker. Men det begav sig ganske vist, da nyhe-den om kronprinsesse Marys forhåbningsfuldt lykkelige omstændigheder formidledes rundhåndet i landets massemedier.

En af Radioavisens medarbejdere fandt det ved samme lejlighed for godt at vurdere Hendes Kongelige Højheds hidtidige indsats og give karakter og mente, at kronprinsesse Mary er en både dygtig og køn kronprinsesse og helt perfekt. Det kan man jo dårligt benægte, og hvorfor skulle man det? Men mon medarbejderen i den public-service journalistiske neutralitets navn lige så generøs med gloseforrådet ville have vurderet Højheden modsat, i fald kronprinsen i stedet havde fundet en eller anden kvart-adelig, tudegrim, umulig klumpedumpe?

Her noterede man sig atter et af disse mange anslag mod DR-nyhedsformidlingens kvalitet, som hver gang høvler endnu en spån af en snart tyndslidt troværdighed. Hvad siger nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen egentlig til, at hendes medarbejdere således underkaster kongehusets medlemmer en personlig 13-skala?

Lisbeth Knudsen siger ikke et kvæk, gu' gør hun ej, fordi disse journalistiske udskejelser, hvor en medarbejder udtaler sin totalt ligegyldige banale mening ikke er farlige. Ingen klager jo over panegyrikken, slet ikke de borgerlige, der for tiden er ved muffen og sikkert heller ikke Helle Thorning- Schmith, der åbenbart forsøger at erobre en position til højre for Tyra Danebod. Radioavisen har med andre ord bragt det dertil, at man roligt kan lade medarbejderne udtrykke spytslikkerværdidomme, der lige så godt kunne stå i Se & Hør på en dårlig dag. Dette forhold er krænkende over for lyttere med bare et par hjerneceller tilbage for ikke at tale om dem med lidt flere.

Man må trods alt lade Søren Krarup, at hans vrantne frimodighed til at kæfte op i selvhævdelsens ånd selv ikke i glædens stund fejler noget. Han meddelte nemlig at han, ifald kronprinsesse Mary giver liv til et pigebarn og siden et drengebarn, ikke ser nogen grund til at ændre arvefølgeloven og jo dermed Grundloven. Den politiske pastor mener, at drenge har forrang for piger. Krarup vil nemlig, som han sagde, nødigt lægge piger til regentjobbet, som han finder uhyre krævende, faktisk på linje med at gå i krig, som Krarup også mener er forbeholdt eget køn. Det sidste vil de være kede af i flere landes væbnede styrker, inklusive de danske . For slet ikke at tale om USA, pastorens allierede som han er i krig sammen med, og hvor de ikke undlader at sætte kvinder i uniform til at mishandle muslimske krigsfanger. Men det er måske disse gerninger Krarup nødigt vil lægge piger til? Man har da lov at håbe.

Det første udsagn, at kvinder ikke bør være regenter, fordi jobbet som statsoverhoved simpelthen er for hårdt, har sikkert tjent til at fornøje Hendes Maje-stæt Margrethe den Anden en kende mere mådeligt, eftersom dronningen jo i sit virke som regent altid har været - og fortsat er - uhyre flittig og næsegrusbeundret alsidig. Og dog har hun endnu ikke opfyldt Krarups kønskrav, og Gud ved, hvad Pia Kjærsgaard siger til synspunktet?

Man kan jo forestille sig at en dansk partileder og ikke mindst i Pia Kjærsgaards pt. afgørende og regeringsbærende position, kan have lige så meget eller endog mere at se til end selv en dronning. Begrænset er det utvivlsomt, hvor mange lakajer i ordets rette betydning Kjærsgaard har til sin rådighed i hverdagen bag ligusterhækken i Gentofte. Krarups udtalelse skal dels ses på baggrund af en fundamental uvilje mod Grundlovsændringer, der i givet fald blandt andet ville kunne medføre bekræftelse af menneskerettighedsfor-pligtelserne i selve forfatningen. Fy da føj. Men uviljen mod kvindelige regenter skal også ses i sammenhæng med Krarups førhen stærkt udtalte forestillinger om kvindens plads ved gryderne med småkravl om knæet og manden som ægte mand i præstegården. Glem ikke det, hvad I så alle sammen hedder, I gæve kvindfolk i Folkepartiets front!

Og hvis en anden én var dronningen, ville en anden én være muggen på pastoren, der i øvrigt selv kommer fra et gammelt mandefag, der nu er ved at blive overtaget af madammerne.

Nok om det.

For et stykke tid siden skrev klummisten om det griseri Statens Museum for Kunst havde påført Erik Thommesens pragtfulde træskulptur 'Kvinde' (1961-63), idet museet jo for penge og i forståelse med den politiske myndighed lejer sine lokaliteter ud til private og for kunsten totalt uvedkommende arrangementer med øl, vin og hornmusik. Erik Thommesen er ikke en Hr. Hvemsomhelst, men, for folk med indsigt, en kunstner i kanonklasse, hvad enten han så rubriceres dér eller ej. Thommesen har før lanceret vægtig kritik af dansk kunstforvaltning i tiden og gør det igen i en opsigtsvækkende væsentlig artikel i Billedkunsts aprilnummer. Thommesen skriver blandt andet:

"Politikerne ønsker kunstens folkelighed, men misforstår helt kunstens veje. Om statens holdning til kunst og kunstoplysning er ingen anden levedygtig end den, som bygger på værdiernes iboende folkelighed, også om denne ikke øjeblikkeligt og til hver en tid bekræftes ved begejstret tilslutning. For intet andet end det, som i åndelig forstand er fornemst, er folkeligt ( eller endnu bedre: universelt) og har en sådan gennemtrængningskraft, at det kan nå de både langsomme og vanskeligt erkendelige kanaler, som fører til den uhåndgribelige og dog så yderst virkelige kollektive bevidsthed. Det handler om intensitet, ikke om mængde."

Erik Thommesen understreger, at det billedkunstneriske - og jo for så vidt alle kunstneriske værker, kan man tilføje - frembringes af den enkelte og også kun kan modtages af den enkelte. Kunstoplevelsens betydning kan ikke være proportional med kvantitet eller bredden af kunstorientering; kanonisering kan man godt tage med her. Kunstmuseernes opgave er først og fremmest at give publikum anledning til at leve sammen med værkerne og til hver en tid, uden entréafgift, kunne opsøge dem og gradvis gennem tilværelsens omskiftelser tage dem mere og mere ind i sindet ved gensyn på gensyn. Museet har derfor som vigtigste og i virkeligheden eneste opgave at indkøbe så godt som muligt og udstille og opbevare værkerne, vel at mærke udstille dem ordentligt og forsvarligt skærmet mod den tivolisering, som så hastigt breder sig, og som er selve den nuværende politiske tonart, den nye politiske korrekthed. Vulgariseringen af et kunstmuseums funktion kan dårligt symboliseres mere direkte og synligt end ved den mangel på omhu, hvormed museet håndterer værdierne og ved det konkrete rødvinssjask, der har forurenet Thommesens træskulptur, og som klummen her før har beskrevet. Hvad skal folk i det hele tager med ædelse og druk på et kunstmuseums udstillingsområde? Uerstattelige værdier er anbragt til beskuelse i et sådant og ikke som kulisse, således som skulpturgaden jo demonstrativt er indrettet. Hvad andet skal gøglet til for end at tilfredsstille en kvantitetsorienteret kulturminister og hans flertal. Tidsånden, hvis fremmeste fortaler har kreativ bogføring som speciale, har ønsket museerne forvaltet i overensstemmelse med disse fremherskende vindforhold og placeret dem i markedskræfternes frie spil. Det siger sig selv, at museumsledere på åremålsansættelse er let bytte for et politisk flertalsregime, som vi nu oplever. Derfor argumenterer Erik Thommesen for afskaffelse af åremålsstrukturen til fordel for det aflagte system med livstidsansættelse. Herved opnår man den fordel, at museumslederne ikke uden videre er til fals for krav om rekordpublikumstal og synlighed i medierne ved stunts og events.

Dette til overvejelse. Erik Thommesen er en klog mand med indsigt. Men med det skal man jo for tiden nok gå lidt stille med dørene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her