Læsetid: 2 min.

Krænkelseserfaringer

14. juni 2006

Axel Honneths nye anerkendelses-sociologi har haft succes blandt forskere. Men ellers er vi generelt ikke blevet bedre til det med anerkendelse. Et grelt eksempel på manglende anerkendelse er de ældre og ældreplejen.

Først kaster alle sig over plejerne. Pressen har endnu engang fremdraget et tilfælde af dårlig behandling af de ældre. Efterhånden dukker der nogle mindre poppede indlæg op, hvor indlysende kendsgerninger kommer på bordet. Information bringer den 27.-28. maj en kronik af Elisabeth U Rift, der kender ældreplejen indefra og kan rapportere fra ældreplejernes barske hverdag.

Til sidst faldt brikkerne på plads. Det er skattestop-regeringen og dens nedskæringer, der er årsagen. Og den manglende anerkendelse af ældreplejerne. Her standser analysen. Fogh og hans regering har stor skyld. Men hvad skyldes den lave prestige og den manglende anerkendelse af plejesektoren og dens personale? Lave lønninger og lav uddannelse er en vigtig, men utilstrækkelig forklaring. Skattestop-regeringen er ikke den eneste skurk.

Ud med fysisk arbejde

Den kreative klasse, politikerne og journalisterne har et stort ansvar. De bidrager aktivt til at reducere prestigen og anerkendelsen for plejesektoren. Videnssamfundet satser på forskning og viden. Vi skal helst alle være forskere og kunstnere.

Fysisk arbejde tilhører den svundne industrisamfundsepoke. Plejesektoren klemmes. Sygeplejersker har i nogle år ikke kunnet nøjes med deres traditionelle uddannelse. De skal nu lære sociologi og helst være en slags forskere. Eksperterne vil sikkert også anbefale, at ældreplejerne uddannes i sociologi og indlægges til nogle timers forskning.

Det overses, at strategien med sociologiuddannelse og forskning til sygeplejersker modvirker det vigtigste i sygeplejen, omsorg. Omsorgen tildeles endnu lavere prestige, når det erklæres nødvendigt at garnere den med sociologi plus forskning for at hæve dens prestige.

Resultatet bliver, at sygeplejersker ikke gider yde den foragtede omsorg, når de får chancen for at flygte til prestigefyldt forskning. Lige som mange læger flygter fra deres egentlige job ind i forskningskarrieren.

Et hårdere samfund

Videnssamfundet indebærer ifølge eksperterne, at vi skal bruge mange flere ressourcer på forskning og universitetsuddannelse. Konsekvensen er nedskæring af sektorer, der ligger uden for disse strategiske områder. Ingen behøver foreslå yderligere nedskæringer af ældreplejen. Det kommer af sig selv som en konsekvens af videnssamfunds-strategien.

Globaliseringen giver et hårdere samfund og større ulighed. Ældreplejen er ikke blot et spørgsmål om penge. Den er også et spørgsmål om personale, dvs overhovedet at skaffe ansøgere til de hårde og foragtede jobs. Globaliseringen og dens marginalisering af visse grupper producerer så at sige kandidater til plejesektoren. Først fjerner globaliseringen de jobs, kandidaterne tidligere ville have haft. Dernæst må de affinde sig med ældreplejen.

Hvis vi ønsker at ændre på forholdene, er det nødvendigt at modificere videnssamfundsstrategien. Og det er nødvendigt at give større anerkendelse til og aflønning af jobs, som er nødvendige for samfundet. Langt vigtigere end alle de fine videnssamfundsjobs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her