Læsetid: 2 min.

Krænket!

Det er let at udlægge det latterlige misforhold mellem et ligegyldigt bandeord blandt forkælede stjerner og billeder af 'ophidsede masser' i Indien som "konflikt mellem civilisationer", men krænkelseskulturen kender vi alt for godt herhjemmefra. Det er lige så oplagt at se affæren som sammenstød mellem en kolonimagt og de kolonialiserede, men Storbritannien er et svundet imperium og Indien en af verdens kommende stormagter. Englands rigeste mand er inder. Balladen viser, hvordan krænkelseskulturen fastholder ofre som ofre og udstiller virkeligt eksisterende vrede og ydmygelse som politisk afmagt. Det hele ender som underholdning på tv. rl
20. januar 2007

EMINEMS KARRIERE er verdenskendt: Hvid dreng fra underklassen i udkanten af bilbyen Detroit bliver verdens største stjerne i den sorte protestmusik: Hiphop. Men egentlig er hans mors historie mere interessant: Hun havde en drøm om at blive rig.

Men moren lavede ikke musik, hun lavede ulykker. I sin biografi fortæller Eminem, at moren på McDonald's forsøgte at hælde skoldende kaffe ud over sig selv, at hun en anden gang forsøgte at snuble for at brække et ben og et tredje sted stillede sig an som offer for "sexchikane". Hendes tilværelse handlede om at opsøge krænkelser, der kvalificerede hende til en millionerstatning. Historien kulminerer og bliver til en moderne legende, da hendes søn bliver verdensberømt og hovedrig, og moren anlægger sag mod ham, fordi han skulle have spredt løgne om hende i sine tekster. Historien viser, hvordan en stærk rettighedskultur gør det attraktivt for svagere borgere at fremstille sig selv som ofre. Den amerikanske drøm kan genskrives som håbet om at blive udsat for en krænkelse, der kan forvandle en udsat borger til pludselig millionær. Den findes også på dansk forbruger-tv, når borgere stolte, forsmåede stiller sig frem og siger: "Vi føler, vi er blevet snydt."

Krænkelseskulturen er nu globaliseret: Ikke som strategi til at blive millionær eller få en vare returneret, men som anerkendelseskamp. Tegninger i en dansk avis bliver til flagafbrændinger, voldelige optøjer og massedemonstrationer over hele verden. "Vi er blevet krænkede", var beskeden fra demonstranterne, og den danske statsminister udtalte, at vi var oppe imod ustyrlige kræfter. Fra Egypten har den danske forsker Hanna Ziadeh fortalt, hvordan pressen samler på episoder fra den vestlige verden, der kan udlægges som krænkelser af islam.

EN ANDERLEDES KRÆNKELSE har nu fundet sted i den britiske version af underholdningsprogrammet Big Brother VIP. Den indiske Bollywoodstarlet Shilpa Shetty er blevet udsat for udsagn, der kan udlægges som racistiske, og tusinder af vrede indere protesterer. Englands formodentligt næste premierminister Gordon Brown har under et besøg i Indien erklæret, at Storbritannien er "tolerant" og "retfærdigt" og fremhævet Gandhi som et personligt forbillede. Mens sponsorer opgiver Big Brother, undersøger engelsk politi, om udtalelserne i programmet kan karakteriseres som "racistiske". Fattige indere fortsætter raseriet over besmudsningen af deres gudinde, mens The Independent kalder Big Brother et "spejl for vores samfund".

Det er let at udlægge det latterlige misforhold mellem et ligegyldigt bandeord blandt forkælede stjerner og billeder af 'ophidsede masser' i Indien som "konflikt mellem civilisationer", men krænkelseskulturen kender vi alt for godt herhjemmefra. Det er lige så oplagt at se affæren som sammenstød mellem en kolonimagt og de kolonialiserede, men Storbritannien er et svundet imperium og Indien en af verdens kommende stormagter. Englands rigeste mand er inder.

Balladen viser, hvordan krænkelseskulturen fastholder ofre som ofre og udstiller virkeligt eksisterende vrede og ydmygelse som politisk afmagt. Det hele ender som underholdning på tv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her