Læsetid: 3 min.

Kraftværker til salg

20. august 1998

BEGRUNDELSEN for, at EU vil skabe et indre marked for energi, er helt traditionel: Store selskaber med monopol på energiforsyning skal udsættes for konkurrence. Det vil tvinge dem til at blive mere effektive og forhindre dem i at rage ekstra profitter til sig. Resultat: Billig energi til gavn for alle forbrugere.
I første omgang skal liberaliseringen omfatte de største forbrugere. De store erhvervsvirksomheder får mulighed for at presse priserne ned ved at forhandle med flere leverandører. Resultat: Bedre konkurrenceevne, større økonomisk fremgang i Europa.
Sagt på den måde lyder det som et pænt og nydeligt projekt.
I virkelighedens verden har det udløst mindre pæne kampe om magten på de nye energimarkeder. Man kan, som allerede Adam Smith bemærkede, ikke lade to købmænd være alene, uden at de straks danner et kartel. På de europæiske markeder er de store energikøbmænd i fuld gang med at købe sig ind hos hinanden og danne strategiske alliancer for at sikre sig så meget magt og så stor en afsætning som muligt på fremtidens markeder.

ÅBNINGEN kan medføre, at der dannes meget store og kapitalstærke selskaber, som reelt kan skaffe sig stærkere monopoler end de hidtidige selskaber - og blive endnu sværere at styre politisk.
Set fra et dansk synspunkt er det nordtyske Preus-senElektra et stort selskab, som har penge nok til at købe den bestemmende indflydelse på Barsebäck - og råd til at købe sig ind på det danske marked i alliance med det svenske Sydkraft og det norske Statkraft og i konkurrence med det svenske Vattenfall.
Men PreussenElektra er lille i forhold til f.eks. det franske EDF. For slet ikke at tale om BP og Shell, der begge har erklæret, at de i fremtiden ikke kun vil være olieselskaber, men totalleverandører af energi. Den nuværende bølge af fusioner i finanssektoren og bilindustrien kan blive overhalet af endnu større fusioner på energiområdet i fremtiden.
Det gør ikke den demokratiske indflydelse nemmere. Og demokratisk styring på grundlag af politiske beslutninger (nationalt og internationalt) er faktisk, hvad der skal til på energiområdet.
Hvis vi kun stiler efter størst mulig vækst, kan billig og rigelig energi være attraktivt. Men hvis vi mener noget alvorligt med ønskerne om at afværge risikoen for klimaforandring, skåne miljøet og skabe bæredygtige energisystemer, er det det modsatte, der skal til: Der skal lægges snævre bånd på energiforbruget og den tekniske udviklingen skal styres.

NØDVENDIGHEDEN af at liberalisere den danske elsektor er på den baggrund svær at få øje på. Vi har en liberal transportsektor (med et islæt af ikke særlig effektiv kollektiv trafik). Det viser sig at være næsten umuligt at styre dens vækst. Elsektoren har derimod vist sig at være særdeles effektiv og billig - og samtidig forholdsvis nem at styre - miljøpolitisk.
Forbrugerne og kommunerne ejer både værkerne, nettet og de organisationer, der skal til. Selv om forbrugerdemokratiet ikke har været særlig aktivt, så har det dog været stærkt nok til at holde priserne nede på et niveau, der f.eks. er lavere end i den liberaliserede britiske elsektor.
Samtidig har de danske elværker - omend modstræbende - rettet sig efter de politiske pålæg om miljø og vedvarende energi.
I kraft af princippet om, at elselskaberne skal hvile økonomisk i sig selv, har forbrugerne på forhånd betalt investeringerne i nye værker og net. Hvis elværkerne helt uden politiske betingelser blev sat til salg i morgen, ville de mindst være 35 milliarder værd.
Men den reelle værdi afhænger helt og holdent af det politiske forlig, der skal indgås i løbet af efteråret.

DET FORSLAG, Energistyrelsen har lavet, ligner et forsøg på at gentage Columbus' trick med ægget, der ikke ville stå på højkant. Han bankede det så hårdt ned i bordet, at skallen sprak i den ene ende.
Efter Energistyrelsens forslag skal driften af nettet og forsyningen til forbrugerne varetages af ikke-kommercielle selskaber med stærk forbrugerindflydelse. Disse selskaber får også ansvar for at virkeliggøre de energi- og miljøpolitiske mål.
Elværkerne slippes fri på markedet. Men forbrugernes indskud skal betales tilbage i form af strøm til fremstillingsprisen. Og CO2-kvoter skal lægge loft over værkernes samlede forbrug af kul (og olie og gas). Forsyningsselskaberne skal desuden købe en støt stigende del af strømmen fra vedvarende energikilder via et nyoprettet marked for grønne beviser.
Om det virker efter hensigten - at båndlægge markedet for energi, så det bliver miljøvenligt - afhænger helt og holdent af det politiske flertals vilje til at stramme de tre bånd.es

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu