Læsetid: 4 min.

Et krage-eventyr

Nogen har rotter, andre nisser på loftet. Jeg har krager på mit. Men efter kragerne blev reddet ud fra mit loft, holder de sig borte fra min grund
23. december 2005

"Alverdens religioner boomer mod alle odds", fastslog Politiken over samtlige otte spalter den 24. november. Hvis nogle skulle mene, at oplysningen ikke var den ringeste optakt til den tilstundende jul, stod det imidlertid hurtigt klart, at journalisten ikke skulle regnes blandt disse naive sjæle, der ikke har indset, at "oplysningen ville fortrænge de gamle traditionssamfund" og med dem "de mystifistiske ritualer", der "stadig spiller en dominerende rolle i de langt fleste samfund på kloden."

Men trods alle odds er der håb forude, for det har vist sig, at "folk vitterlig bliver mindre religiøse, jo mere myndige, oplyste og økonomisk selvberoende de bliver." F.eks. i Danmark der ligger i spidsen blandt de oplyste og myndige, og hvor areligiøsiteten følgelig stiger støt og efter alle videnskabelige solemærker at dømme vil ende ved det befrielsens mål, hvor jul udelukkende er identisk med gaver, mad og dasedage.

Uanset hvor oplyste vi bliver, er der dog stadig, for at citere Nikoline Werdelin, mere mellem himmel og jord end de fleste andre steder. Blandt andet krager, som følgende lille beretning handler om.

Krager på loftet

Scenen er stuebygningen til en gård bygget i 1858 med beboelse i underetagen og hen over den et sammenhængende, uudnyttet loft på 200 kvadratmeter, hvis eneste udgange foruden loftslemmen er to vinduer i hver ende.

Tiden er i begyndelsen af år 2000 kort efter de voldsomme storme. der havde fået det gamle hus til at knage i bjælker og spær. Huset stod det igennem, men ørerne var skærpet for lyde, som kunne varsle sammenbrud. En aften jeg lå i sengen, hørte jeg, hvad jeg opfattede som en kraftig pikken på taget. Tidspunktet var mærkeligt, men mon det dog ikke var kragerne, der gennem flere år havde sværmet om huset, som endnu engang tog for sig af mos og alger på taget.? Således beroliget faldt jeg i søvn. Næste aften gentog oplevelsen sig. Nå ja, det var åbenbart blevet en vane med aftenfortæring, tænkte jeg og sov endnu engang trygt.

Den følgende dag, da jeg vendte hjem fra en tur, kom den virkelige forklaring på lydene for en dag. Indenfor vinduerne i den ene ende sad nemlig to krager. Hvordan de var kommet ind, er mig den dag i dag en gåde, men inde var de, og budskab til de øvrige krager om deres ulykkelige situation havde de åbenbart fået sendt ud i det fri, for rundt omkring skorstenen kredsede en ophidset flok fæller.

Så forsigtigt som muligt lirkede jeg mig gennem lemmen ind på loftet. Men de to indelukkede blev øjeblikkelig klar over faren og flaksede gennem rummet. Ophidsede sejlede de frem og tilbage mellem spærene, susede hen over mig, og når krager har foldet vingerne ud, er det faktisk store fugle, også så store, at mit øjemål sagde mig, at de dårlig nok ville kunne flyve gennem vinduesåbningen.

Men der var ikke andet at gøre end at forsøge. Vinduerne i den ene ende blev åbnet på vid gab, hvor efter jeg forsøgte at komme bag dem for at genne dem mod åbningen.

Men de var forvirrede, vendte om, kom gang på gang bag mig. Endelig lykkedes det dog. Som efter en fælles beslutning vendte de sig mod åbningerne og fløj i lige linie hen mod dem. Det lykkedes for den ene at komme igennem, den anden derimod gav op i sidste øjeblik og satte sig fortumlet i en krog tæt ved. Her sad den klemt inde og skulede til mig.

Helt og aldeles i min magt.

Nu har jeg ikke noget mod krager. Bestemt ikke. De er lige så kloge, som de er frække og derfor altid interessante gæster i haven - hvis det ikke lige er fordi de er ubarmhjertige i deres nærmest systematiske fortæring af småfuglenes æg og unger, de småfugle som jeg trofast fodrer, i håb om at en kvidrende og syngende flok skal slå sig ned i netop min have.

Altså gik jeg endnu tættere på den skulende fugl, gik ned i knæ og sagde - meget langsomt og meget roligt - samtidig med jeg koncentrerede mig om at danne billeder, der svarede til ordene: "Jeg har dig og kan dræbe dig. Alligevel lader jeg dig flyve, men jeg afkræver dig og dine et løfte. Du får friheden, til gengæld holder I jer for al fremtid fra min have og mine småfugle".

Derpå trak jeg mig et stykke tilbage. Efter et par minutter hoppede den op i vindueskarmen, så på mig og fløj.

Det er nu fem år siden, og der har aldrig siden været krager i min have. Mange kan bevidne, at de jævnligt holder til hos naboerne, ind hos mig kommer de ikke. Skulle det ske, at en forvoven sætter sig i en af havens store bøge, skal jeg blot se på den, så flyver den for ikke at komme tilbage.

En aftale er jo en aftale.

Og måske er der også mere end krager mellem himmel og jord.

Glædelig jul.

Rolf Dorset er forfatter og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu