Læsetid: 6 min.

Krarups billige nåde

Krarups opponenter nægter at anerkende den præmis, som han bestandigt argumenterer ud fra, nemlig kristendommen. Resultatet er forudsigeligt, at ingen af parterne rokker sig en tøddel. Men diskussionen af kristendommens væsen er en del af den fortsatte kulturkamp, hvor nogen med dramatiske konsekvenser forsøger at gøre kristendom til kulturpolitik
21. juli 2005

Informations læsere har ikke hidtil været forvænt med teologiske diskussioner. En del debatindlæg tyder heller ikke på, at det netop er sådanne, de helst ser optage avisens spalter. Tværtimod er der flere, der har truet med at opsige deres abonnement som konsekvens af den øgede frekvens, som ikke mindst skyldes, at Søren Krarup har gjort sit indtog på debatsiderne med regelmæssige bidrag. De fleste mener vist nok, at man kunne investere spaltepladsen bedre, da Krarup altid synger den samme vise, blot med en lidt varierende frasering. Det kan der ganske vist være en del om, men hans opponenter imponerer heller ikke just ved variation i deres mavesure replikker til ham.

Faktisk må jeg tilstå, at jeg udmærket forstår Krarup, når han beklager sig over, at han til stadighed bliver mødt af indvendinger, der viger uden om hans argumentations afgørende pointer. Sagen er den, at Krarups opponenter nægter at anerkende den præmis, som han bestandigt argumenterer ud fra, nemlig kristendommen. Resultatet er forudsigeligt, at ingen af parterne rokker sig en tøddel, men blot markerer de positioner, de aldrig forlader. Sådan kommer der ikke til at stå et slag, og derfor forfalder debatten til en markskrigerkonkurrence.

Selv forsøgte jeg med mine indlæg af 22. marts og 23. april at lokke Krarup ud på valen ved at problematisere den forståelse af kristendommen, som han forudsætter i sin argumentation. Krarup har nok været tilfreds med, at der endelig var en, der interesserede sig for de teologiske aspekter af diskussionen. Det var vel derfor, han den 29. marts smigrede mig med, at han behøvede en hel kronik for at svare mig udtømmende. Tilmed afslørede han den 23. juni sin dårlige samvittighed over stadig ikke at have svaret mig. Så meget desto mere beskæmmende er det den 14. juli at læse hans længe ventede svar i den forjættede kronik, "Angående Tudvad". Den første halvdel bruger han på monotont at gentage pointer, der ikke på nogen måde tæller som svar på mine indvendinger, og den anden halvdel på en parentetisk påstand om humorens suspension af blasfemiparagraffen.

Tolderen og farisæeren

Vel har Krarup humor og dertil en god portion lidenskab, men dialektik fattes ham aldeles. Derfor bliver kristendommen i den krarupske aftapning en endimensional pukken på den ubetingede nåde, hvor enhver nok så forsigtig henvisning til Jesu hyppige bud, "Følg mig!", forkastes som farisæisk selvretfærdiggørelse. Krarup har som protestantismen i almindelighed forlæst sig på lignelsen om tolderen og farisæeren, hvor farisæeren i templet takker Gud for, at han ikke som tolderen er en synder, mens tolderen ydmygt slår sig for brystet og beder: "Gud, vær mig synder nådig!" Som bekendt erklærer Jesus, at det netop var tolderen, der gik retfærdiggjort hjem, ikke farisæeren.

Som Krarup finder også Kierkegaard i denne lignelse et væsentligt aspekt af kristendommen, nemlig den ufortjente nåde, men han bemærker også, at lignelsen i samtidens forkyndelse er blevet forvansket til en betryggelse af synderen, der ikke længere anspores til at forbedre sig. Jesus er ikke desto mindre klar i mælet, når han andetsteds ikke blot undlader at fordømme kvinden, som de skriftkloge og farisæerne ville stene for ægteskabsbrud, men sender hende bort med ordene: "Gå, og synd fra nu af ikke mere."

Denne bestandige dialektik mellem nåde og efterfølgelse, som man skal være teolog for at kunne bortargumentere, er Kierkegaard opmærksom på, og det samme er Luther, som Krarup ellers hævder at følge i sin tekstudlægning. Med henvisning til apostlen Peters ord - "Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor" - skriver Luther om det intime forhold mellem tro og gerninger i fortalen til En christelig Postille (jeg citerer efter Jens Thisteds oversættelse fra 1828):

"Naar du nu saaledes har Christum til din Saligheds Grundvold og Hovedgode, da følger det andet Stykke, at du nemlig ogsaa tager Ham til Mønster, og opoffrer dig for din Næstes Tjeneste, som du seer, at Han har opoffret sig for dig. (...) See derfor just herpaa! Christus, som en Gave, nærer din Tro og gjør dig til en Christen; men Christus, som et Exempel, øver dine Gjerninger. Disse gjøre dig ikke til en Christen, men de gjøres af dig, saasnart du er vorden en Christen. Samme Forskjel som der nu er paa Gave og Exempel, er der ogsaa paa Tro og Gjerninger. (...) Naar du da seer, hvorledes Han virker og hjælper alle dem, som Han kommer til og som bringes til Ham, da skal du vide, at Troen virker det Samme i dig og at Han ved Evangeliet tilbyder din Sjel samme Hjælp og Naade. Holder du stille her og lader dig husvale, da har du grebet det, da er Christus din, da er Han skjænket dig til Gave, saasandt du troer, at det er Ham, som husvaler og hjælper dig. Dernæst er det fornødent, at du følger Ham som et Mønster, idet du ligeledes hjælper din Næste og er ham til en Gave og et Exempel. (...) Dette dobbelte Gode, Gave og Exempel, have vi i Christo."

Jeg henviste allerede til dette sted i min artikel den 23. april - og forresten også i en kristendomsdebat med Krarup på DR2 den 27. december - men han har åbenbart ikke haft tid til at slå det efter, hvorfor jeg her tjener ham med et længere citat. Hvis Krarup overhovedet tør tage Luther på ordet, må han indrømme mig, at nåde og efterfølgelse ikke kan skilles ad, og at protestantismen vitterligt smykker sig med lånte fjer, når den kalder sin nådelære for evanglisk-luthersk.

At tage på ordet

Kierkegaard turde godt tage Luther og ikke mindst Jesus på ordet, og netop derfor fandt han sig berettiget til at undsige kirken på grund af dens forvanskning af dens hellige skrift og dens store reformator.

Som et præludium til undsigelsen af kirken - den bekendte kirkestorm i 1854-55 - skrev Kierkegaard i 1851 et lille værk, som enhver titulær kierkegaardianer burde forpligtes til at læse mindst én gang årligt, nemlig Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet. Det er her, han frem for noget andet sted, insisterer på den evangelisk-lutherske kobling af nåde og efterfølgelse og derfor kritiserer protestantismen for at have taget nåden forfængeligt. Kierkegaard mener sågar, at Luther, hvis man hypotetisk forestiller sig, at han vender tilbage, ikke denne gang vil angribe kirken for dens overbetoning af gerningerne, men tværtimod atter søge at sætte efterfølgelsen i respekt, just fordi nåden af d'Herrer præster og teologer mod hans hensigt er gjort til en bekvem lære, der ignorer det evangeliske handlingsimperativ.

Nu indrømmer Krarup mig, at efterfølgelse var en væsentlig del af Kierkegaards anfægtelse af sin samtids gemytlige søndagskristendom, "men at gøre anfægtelse til en positiv kategori, som man kan gøre politik og samfund på, er mildest talt et misbrug og en misforståelse af Kierkegaard." Det har Krarup så evigt ret i, men til alt held har jeg heller ikke påstået noget så indlysende forkert. Alt, jeg har påstået, er, at betydningen af Kierkegaards efterhånden noget slidte kategori, "hiin Enkelte", ikke kan reduceres til en inderlighedsbestemmelse af Gudsforholdet, som immuniserer den troende over for efterfølgelsens fordring.

"Følg mig!" Sådan siger Jesus til fiskeren Peter, der prompte forlader sine garn og begiver sig Gud i vold. "Bliv, hvor du er!" Sådan formaner Krarup, der modsat kirkeklippen Peter ikke har den tro, der flytter bjerge, men i stedet forkynder en såre prosaisk lære om nåden, der ikke vil kendes på sine frugter. "Hele verden er under denne nåde blevet 'kristelig'", skriver Dietrich Bonhoeffer sarkastisk i sit værk om nåden som efterfølgelse, "men kristendommen er under denne nåde blevet verdslig som aldrig før. Det kristelige liv består deri, at jeg lever i verden og som verden, at jeg ikke adskiller mig fra den i noget som helst, ja, at jeg - for nådens skyld! - slet ikke har lov til at adskille mig fra den" (citeret efter J.K. Enevoldsens oversættelse af Bonhoeffers værk fra 1937, Efterfølgelse).

Lad mig til sidst bede Informations læsere om forståelse for, at jeg har brugt deres tid og deres avis på en teologisk diskussion, som de sikkert gerne ville forvise til Kristeligt Dagblad. De skal imidlertid være opmærksomme på, at diskussionen af kristendommens væsen, om de bryder sig om det eller ej, er en del af den fortsatte kulturkamp, hvor nogen med dramatiske konsekvenser forsøger at gøre kristendom til kulturpolitik. Netop derfor er bestemmelsen af kristendommen på dens egne præmisser afgørende for, at den ikke misbruges politisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu