Læsetid: 3 min.

Krarupsk impotens

Søren Krarup på traditionel protestantisk vis taget Luthers opgør med gerningsretfærdigheden forfængeligt i sine indlæg her i avisen
23. april 2005

Søren Krarups kronik af den 18. marts om menneskerettighederne har givet anledning til ganske megen debat her på siderne. Tror man ophavsmanden, har debatten imidlertid ikke just været saglig, for ifølge hans replik den 29. marts har debattørerne gjort sig skyldige i en syndflod af "skældsord og slagord", "øgenavne og injurier" samt "tænderskærende hadefuldhed", "hjertegribende tåbelighed" og "gennemtrængende surhed".

På den baggrund har jeg svært ved at lade mig smigre af selv at få Krarups skudsmål som "den mest saglige og bedst begavede" af hans kritikere, så meget desto mere som jeg fortsat må kigge i vejviseren efter et svar. Et sådant ville angiveligt kræve en hel kronik, så i stedet fremturer Krarup den 9. april med endnu en tirade mod sine øvrige antagonister, som under ét diagnosticeres som "sagligt impotente".

Mens Krarup prøver at få et svar op at stå, vil jeg pirre ham med endnu et par spørgsmål.

Eksklusionsprincippet

For det første må han forklare mig, hvorfor menneskerettighederne eksklusivt må forstås som ideologiske alene af den grund, at de - trods implementeret per lovgivning og konvention - oprindeligt bygger på en idé. Det samme er jo tilfældet med alle væsentlige aspekter af vores parlamentariske demokrati, hvis oprindelse ikke fortoner sig i en nationalhistorisk tågebanke, men netop er undfanget i perioder, hvor idéer brødes mod hinanden.

Således kan også retsstaten, som ellers finder nåde for Krarups eksklusionsprincip, siges at være en ætling af de ideer, der brød igennem under Enevælden, og som i 1683 blev kodificeret i tidens største lovkompleks, Christian V's Danske Lov.

For det andet må Krarup overveje, om hans kritikeres "saglige impotens" er en større synd end den, han selv gør sig skyldig i ved at gøre kristendommen til en kraftesløs olding, der ikke formår at rejse sin ubetingede fordring: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv! I Krarups aftapning er kristendommen nemlig blevet en deskriptiv lære om, "hvad det er at være menneske", og ikke en normativ forkyndelse af, hvad det er være kristen.

Vel taler kristendommen også om, hvad det er at være menneske, nemlig en synder, men en sådan påstand giver kun mening i lyset af dén fordring, som Kristus stiller mennesket overfor: "Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!" (Matt 5,48).

Negativ kategori

Påstanden om menneskets syndighed bliver aldeles abstrakt, når den ikke følger som den enkeltes konkrete erkendelse af ikke at kunne - eller ikke at ville - honorere evangeliets radikale krav om selvfornægtelse og efterfølgelse.

Således taler evangeliet ikke til en menighed, endsige til en nation, men til "hiin Enkelte", som Kierkegaard skriver.

Dette positive aspekt ignorerer Krarup fuldstændigt i sin forståelse af Kierkegaard, når han reducerer "hiin Enkelte" til alene at være "en negativ kategori - afvisningen af alle ideologiske forsøg på at indfatte det enkelte menneske i et system eller en idé."

Konsekvensen af denne reduktionisme bliver så meget desto mere alvorlig, som Krarup vil fastholde "hiin Enkelte" i en total resignation: "Kun i den negativitet over for enhver retfærdighedssyge, der kommer af troen på, at den absolutte retfærdighed ikke er menneskets mulighed, ligger friheden for den enkelte."

Selvfølgelig kan det enkelte menneske ikke i kraft af sin relative frihed - lige så lidt som et samfund i kraft af sine institutioner - realisere en absolut retfærdighed, men heraf følger ikke, at man ikke bestandigt skal stræbe efter retfærdigheden.

Således er "Stræben" et kernebegreb i Kierkegaards forfatterskab, ligesom også Luther - der i Krarups univers synes at tælle som den absolutte autoritet - betoner, at Kristus ikke blot skal forkyndes som "nåde" og "gave", men også som "paradigme" og "eksempel" (jf. fortalen til postillen).

Med andre ord har Krarup på traditionel protestantisk vis taget Luthers opgør med gerningsretfærdigheden forfængeligt, sådan at han tager nåden for givet og fordringen for suspenderet - og sådan at man i sandhed kan anvende Kierkegaards samtidsdiagnose på ham:

"Men tænk Dig Luther i vor Tid, opmærksom paa vor Tilstand, troer Du ikke han vilde sige, som han siger i en Prædiken: 'Verden er som den fulde Bonde, naar man hjælper ham op fra den ene Side paa Hesten, saa falder han ned paa den anden Side'."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu