Læsetid: 4 min.

Kreativ destruktion

7. december 2000

»Vi har for længst opgivet ambitionen om at kunne styre udviklingen. Men vi har ikke opgivet at påvirke udviklingen.«
Erhvervsminister Pia Gjellerup, Inf., 24. nov. 2000

DET VAR den østrigske økonom, Joseph Schumpeter, der i 1930’erne introducerede begrebet ’kreativ destruktion’ om den måde, foretagsomme entreprenører skabte nye kapitalistiske produktionsformer på ruinerne af de gamle. Og det var den britiske professor i statskundskab, John Gray, der bragte begrebet i erindring, da han forleden på Luftskibets konference om ny økonomi beskrev de brutale rystelser, som
i øjeblikket ledsager den dramatiske overgang fra
industrisamfund til videnssamfund.
For en overfladisk betragtning kan det i disse dage tage sig ud som om, det er den ny økonomis hurtigtløbende dot.com-entreprenører, der er i færd med at destruere sig selv. I IT-foregangslandet Sverige er selskaber som Framfab, Icon Medialab, Cell Networks, Razorfish, Mind, Kimoda, CityKey og hvad de nu hedder pludselig ramt af to-tre cifrede milliontab, massefyringer eller ligefrem lukninger. På den internationale scene angives 130 Internet-selskaber at have kastet håndklædet i ringen i år, og på Nasdaq-børsen er IT-aktiekurserne raslet ned med over 30 procent, siden de toppede i marts. Og de vil ryge betydeligt længere ned den kommende tid, spår folk som den fremtrædende svenske finansmand og aktieinvestor, Patrik Brummer. Foreløbig har 280 indekserede Internet-selskaber til sammen sat en markedsværdi på 1.755 mia. dollar over styr de seneste 12 måneder, hævder CNN Financial Network.
Det kunne ligne den ny økonomis selvmord. Det er det ikke. Internettet lader sig ikke rulle tilbage, og der kan ikke laves om på, at viden og kreativitet er blevet nye, afgørende produktionsfaktorer, eller at erhvervslivet i dag opererer i globale netværk. Forstået som
en ny måde at organisere produktionen på, er den ny økonomi kommet for at blive.

DET ER IMIDLERTID ikke ensbetydende med, at dén definition på ’ny økonomi’, der taler om langtidsstabil, lavinflationær højvækst, også holder. De hysteriske op- og nedture for IT-aktierne vidner tværtimod om, at det er en nervøs, risikopræget og uforudsigelig økonomi, og man kan roligt gå ud fra, at den vil blive ramt af regionale eller globale nedture, lige så – eller mere – alvorlige end finanskrisen i 1998. Som beskrevet i Information i fredags forudser kyndige iagttagere en hård nedtur for den amerikanske økonomi næste år, og det kan bl.a. få alvorlige følger for de østasiatiske lande, der ellers er ved at komme sig efter 1998-kollapset.
Den ny vidensøkonomi og det såkaldte ’risikosamfund’ vil fremover være to sider af samme sag. Som det er fremgået af Informations artikelserie om emnet, bliver videnssamfundet en verden præget af store muligheder for de kreative entreprenører og fleksible vidensarbejdere, som fremover vil udgøre en betydelig del af befolkningen. Nogle kalder det en revolution og håber, det kan blive en revolution, der frigør mennesker og giver plads for højere værdier end materiel berigelse, fordi vidensarbejdere som noget nyt selv har kontrol med produktionskapitalen – de har den mellem ørerne – og derfor kan stille nye kvalitative krav til arbejdets og produkternes indhold og art.
Foreløbig kan bladet Computerworld dog fortælle, at IT-arbejdere stiller så massive lønkrav, at branchens smertegrænse nu er nået. For tiden stiger vidensarbejdernes lønninger med ni procent om året mod 3,4 procent som gennemsnit for erhvervslivet.
Samtidig rummer skiftet til vidensøkonomien store risici for dem, der sidder fast i den gamle, industrielle verden, hvor destruktionen rammer. Der er potentiale for en endnu grummere udstødning af de ikke-kvalificerede, ikke-opkoblede, af ’robotter-eller-tredje-verdens-arbejdere-overflødiggjorte’ lønmodtagere, som i dag udstødes af det danske arbejdsmarked i en takt på 40.000 om året.

OM VI FÅR liberal markedskapitalisme i en endnu mere hidsig, ulighedsskabende, miljøbelastende og undertrykkende udgave, eller om vi med vidensøkonomien kan få et samfund, hvor folk får mere magt over verden og større kvalitet i tilværelsen, afgøres af politik. Politik med lille ’p’ i hovedet på vidensarbejdere og andre, og politik med stort ’P’ som den normalt praktiseres af parlamenterne, regeringerne og de internationale organisationer.
Det nye er så nyt, og de gamle svar så forældede, at nogle fabler om ’politik-pause’ i venten på, at konturerne af det ny samfund skal blive tydeligere. Indflydelsesrige politikere bliver fjerne i blikket, når man spørger til en ny politik og svarer – uden for citat –
at de har rigeligt i blot at forstå, hvad der foregår omkring dem.
Mere løfterigt er det, når andre slutter sig sammen i grænseoverskridende netværk som det fransk-initierede Attac, der vil have styr på den globale spekulationskapital og indflydelse på WTO, IMF og andre internationale organers regler og principper. Når titusinder af demonstranter, som i går, samles i Nice for at forlange reform af »EU’s neoliberale politik og udemokratiske strukturer« og en stærkere social dimension i EU’s politik. Eller når vidensarbejdere vågner op til virkeligheden og begynder at organisere sig fagligt i erkendelse af, at der stadig findes kapitalistiske arbejdsgivere, der presser, udbytter og fyrer. Ja, sågar når medier finder på at sætte diskussionen om behovet for ny politik, der matcher den ny økonomi, på den fælles dagsorden.

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her