Læsetid: 8 min.

Den kreative børnehaveklasse

Hvor kommer de fra, de kreative, før de blev den højeste kaste og satte sig i samfundets kulturelle og sociale førersæder? Måske var de som Hannah: ambitiøse, kompromisløse, naive og kreative på den udfordrende måde
19. juli 2005

På Vesterbro i København ligger et galleri, der hedder V1. Det er et lille og undseeligt sted, og var det ikke for nogle enkelte billeder på de rå, hvidmalede vægge, ville man næppe tro, det var et galleri. Måske nærmere et aftjent møntvaskeri, der venter på bedre tider. Her står Hannah Heilmann. Denne fredag står hun bag nogle af de fotografier, der udstilles. Udstillingen hedder 'Babes in sport' og består af fotografier med tøjskaberen Anna Gulmanns alternative sportsdragter. Hannah er en del af persongalleriet omkring V1 - et mødested for det, man kan kalde 'den opkommende kreative klasse'. En gang imellem fyldes de nøgne rum af fotografer, grafikere, videokunstnere, malere, designere, musikere, litterater, arkitekter - alle nuancer på den kreative verdens palet. Eller måske skulle man hellere tale om en kreativ underverden, for det kunstneriske fællesskab her bygger i høj grad på det uetablerede. 'Street artists' er der mange, der kalder sig - unge kunstnere, ofte med nye og eksperimenterende tilgange til kunsten. Og når det er fredag, og der er fernisering, kommer de slentrende ned ad Absalonsgade og dumper hjemmevant ind i nummer 21B.

Tusindkunstner

Mens lokalerne langsomt fyldes op, fortæller Hannah om V1 og dets særlige klientel:
"I starten troede jeg, det var ligesom et diskotek - at folk bare kom væltende ind fra gaden. Men efterhånden kunne jeg se, at det er ligesom et netværk. Det er til en vis grad de samme, der kommer her og lærer hinanden at kende. Man mødes for at være sociale, men også lige for at vise flaget." Når folk træder ind, er det med den kreative kasket trukket godt ned om ørerne. Det er langt fra alle, der lever af deres kunst, men når man præsenterer sig selv og hinanden er det som kunstnere - også selv om huslejen bliver betalt af et 30-timers job som handicaphjælper. Hannah selv er studerende i kunsthistorie og har job på Statens Museum for Kunst. Men først og fremmest er hun en tredjedel af kunstner-, producer- og illustratortrioen 'Ingen Frygt'. Som man kan høre på titel-listen er 'Ingen Frygt' en mangebenet størrelse inden for det område, man kan kalde visuel kunst. Trioen - der ydermere består af Anna Maria Helgadóttir og Sigrún Gudbrandsdóttir, der har deres islandske aner til fælles med Hannah - er blevet bemærkede og belønnede for deres utraditionelle, humoristiske og feminine stil, som de bruger på bogomslag, cd-covers, i musikvideoer, i fotografier, tekstilarbejder mv. Ideen med 'Ingen Frygt' var netop at nedbryde nogle af de grænser og kategorier, der ligger omkring kunsten. Eller som Hannah siger det: Det skulle ikke være et problem at være tusindkunstner: "Min farmor siger altid, at det eneste man ikke må blive, er en tusindkunstner. Man skal helst specialisere sig i et eller andet og blive rigtig god til det. Men hvis man naturligt kan nogle forskellige ting, så kan det også være, at de nyder godt af hinanden. Så det var en af ambitionerne - i 'Ingen Frygt' skal man kunne lave hvad nu end man vil." Under ferniseringen fortæller Hannah de omkringstående, at hun bliver inter-viewet til en serie i Information om kreative mennesker. Det fører til en diskussion af begrebet 'den kreative klasse'. "Jeg tror ikke, vi er den kreative klasse. Vi tjener vist ikke penge nok," siger galleriejeren Peter Funch med en alvorlig mine bag et par meget store briller. Han driver V1 som sidegeschæft til en fotograftilværelse i New York. Hans medgallerist står ved siden af og hedder Jesper Elg. Han har en fortid som konceptdesigner hos møbelfirmaet Innovasion. Peter Funchs replik leder diskussionen over på forholdet mellem kunst og penge. "Hvis man vil tjene penge, er man nødt til at gå på kompromis med sin kreativitet," siger han. "Jamen, det er jo rigtigt. Det er man jo," udbryder Hannah. Hun står selv på vejen fra kreativiteten som et anerkendt talent og til en professionel levevej. 'Ingen Frygt' er en forretning, men ikke nogen overvældende god forretning. "Vi er ret trætte af altid at finde ud af, at vi ikke er kommercielle nok. Vi er for underlige, for lidt mainstream," fortæller Hannah. Hun tænker på 'Ingen Frygts' karriere inden for musikvideo-branchen. Musikvideoer var noget af det første, trioen kastede sig over, fordi de her så et medie, der krydsede kunst og massekultur. "Der er faktisk nogle helt fantastiske musikvideoer, som nærmest er kunst - små film, som virkelig udfordrer niveauet på alle de hjernedøde videoer, der også laves. Og så er der ydermere det smarte ved musikvideoer, at de faktisk bliver set af folk, fordi de kommer i fjernsynet."

Massiv succes

Selv om der ikke var den store filmerfaring i 'Ingen Frygt', fik de lavet en demovideo som byggede på trioens sans for animationer og grafik. "Så gik vi op til BMG og spurgte, om vi ikke skulle lave en Karen-video. Men de syntes, at vi var lidt for fjollede til Karen, og at vi hellere skulle lave noget for Malk de Koijn. Og så faldt vi ned af stolen af glæde." Den kunstneriske succes var umiddelbar og massiv. Malk de Koijn-videoen vandt grammy for bedste danske musikvideo. 'Ingen Frygt' lavede også musikvideoer for kunstnernavnene Lazyboy og Nobody Beats The Beat og blev vist på MTV over hele verden. Samtidig blev de tilknyttet filminstruktøren Ridley Scotts produktionsselskab Black Dog, som var meget begejstrede for den unikke tilgang til genren. Men den kunstneriske succes blev ikke vekslet til store cifre på bankbogen. 'Ingen Frygt' ramte videobranchen på et tidspunkt, hvor budgetterne var på vej ned, blandt andet på grund af de økonomiske efterdønninger af World Trade Center-katastrofen. Honoraret rakte ikke langt ud over udgifterne - især ikke når man var tre til at dele.

Det skal føles rigtigt

I dag har 'Ingen Frygt' bevæget sig mere over mod egentlig udstillingskunst. De er blevet tilknyttet galleriet Andersens på Islands Brygge, hvor de er kommet i selskab med mange velklingende kunstnernavne. Og pengene? De er stadig til at overse. Målsætningen er soleklar for Hannah og hendes åndssøstre: En dag skal de kunne leve af at være 'Ingen Frygt' og lave deres crossover kunst - eller hvad de ellers har lyst til. Men måske er den økonomiske drift endnu ikke stærk nok. Hos Hannah er det stadig lysten, der driver værket:
"Jeg er i den lidt særlige situation, at jeg også har mit studie og mit kunsthistoriejob, så når jeg vælger med hjertet, vælger jeg altid kun de projekter, der er sjove og ikke giver nogen penge," fortæller hun. Derfor er der ikke mange reklameopgaver på 'Ingen Frygts' referenceliste, og det bliver formentlig aldrig en af de store poster. "Jeg har ikke specielt meget lyst til at lave det, men jeg ville gerne gøre det, hvis de andre havde lyst. Det er ikke sådan, at vi er idealistiske på den måde, at vi nødvendigvis vil afvise at lave en reklame, men det kommer bare an på, om det føles rigtigt, og man har lyst til det." Det er heller ikke den prangende materialisme, der præger Hannahs liv. Hendes hjem er et 18 kvadratmeters klubværelse på Gl. Kongevej - et sted hun havde været glad for, hvis bare dørtelefonen virkede. Rummet er ikke rodet, det er bare fyldt med gamle møbler, bøger, plader. Der, hvor espressomaskinen skulle have været, står en enkelt elkogeplade, hvor Hannah koger sin te på gammeldags manér med tesi.

Hætter og hængerøve

Og så er der tøjet - eller rettere manglen på samme. Hannah bor 400 meter fra Istedgade med byens største koncentration af originale og spændende, små tøjbutikker. Men designer-Hannah lægger ikke så meget som en krone i de butikker. "Jeg køber aldrig sådan noget tøj, jeg går ikke i det nye. Jo, jeg har en ny T-shirt på. Ellers køber jeg mest gammelt tøj, og så får jeg alligevel altid tøj af Anna Gulmann - det får vi som løn for at lave hendes kataloger, så det dækker mit behov for nyt tøj." Til ferniseringen på V1 får hun dog alligevel komplimenter for sin lille, grøn-flouriserende bluse. Men målsætningen er tydeligvis heller ikke at komme i nyt tøj, og da slet ikke en købt mærkevare-løsning. "Dresscoden er, at man kan komme i hvad som helst, men hvis du vil være sikker på at blende ind, så kom i hættetrøje og hængerøvsbukser," siger Hannah. Og hun har ret. Der er mange hætter og mange hængerøve på V1 den fredag. Umiddelbart er det den afslappede stil, man dyrker, når man skal netværke i det kreative miljø, og så alligevel ikke. "Folk er klædt afslappet, men ikke helt- Jeg vil sige det på den måde, at alle, der kommer her, er æstetikere," siger hun. Hun hentyder ikke mindst til den lille diskrete markering, man kan observere hos de fleste gæster: De gule kondisko, halskluden, skjorten med sømmene udenpå. Stort set alle har tilføjet et lille, personligt touch til den ellers uengagerede hverdagsdragt. Præcis nok til at man aldrig kommer til at føle sig hensat til en Cinemaxx-biograf lørdag eftermiddag.

Forkælet

Hannah er vokset op i det nordlige København. Hendes far er læge, hendes mor er musiker inden for moderne improvisationsmusik. Nogen vil måske mene, at Hannah har haft lidt for gode odds - tusindkunstneren, der ikke engang gider at tjene de gode penge, når de byder sig. Hannah tilhører selv dem, der har den mening. "Jeg er super duper privilegeret. Helt fantastisk. Det er sådan, at man bør vågne op hver dag og tænke: åhr, hvor er jeg heldig. Jeg er jo virkelig rig. Det kan godt være, at jeg ikke har så mange penge, men hvis jeg virkelig gerne vil have en avocado, går jeg jo bare ned og køber en avocado." At der på et tidspunkt også skal blive råd til lidt mere end en avocado, er klart, også for Hannah, skønt hun med egne ord lider under en "dundrende mangel på masterplan." Men hun er ikke i tvivl om, at historien ender godt. "At få lov til at lave noget, som man synes er smukt og spændende, og som nogen rent faktisk giver én penge for at lave, det er en utrolig dejlig følelse. Det håber jeg bare kan lade sig gøre. Og så har jeg en ide om, at det hele kommer til at gå op i en højere enhed."

Pressegruppen LUX består af journalisterne Jeppe Villadsen, Ulrikke Moustgaard og Lasse Højsgaard.

I

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her