Læsetid: 3 min.

Den kreative klasses demokratur

Om at blive politiker uden at have en politik
Om at blive politiker uden at have en politik
31. maj 2007

Ny Alliances partiformand, Naser Khader, er ikke nogen rigtig politiker. Det er derfor, han er så populær. Alle, der er lede og kede af politik, har i ham fundet deres talerør. Hans problem er så blot, at han er mere rørende, end han er taler. Modersmål-Selskabet blev endda så rørt over ham, at det i 2000 gav ham Modersmålsprisen for "hans evne til at bruge sproget".

Khader havde netop da beriget det danske sprog med ordet halalhippie, som Dansk Sprognævn indlemmede i det danske sprog.

På Ny Alliances stiftende pressemøde den 7. maj evnede Khader ikke at bruge sproget til at sige noget substantielt om partiets politik. Så var medstifteren Gitte Seeberg klarere i mælet, da hun slog fast, at "nok er nok". Det er alle tiders valgsprog. Det signalerer handlekraft og principfasthed. Samtidig er udsagnet fuldstændig intetsigende. Ingen ved, hvad Ny Alliance har fået nok af. Var det halalhippien Elsebeth Gerner Nielsen, eller var det blokpolitikken?

Gitte Seeberg havde jo allerede fået nok af dansk politik, da hun ikke blev minister i 2001, og Khader havde fået nok af de radikale, da partiet gik imod 24-års-reglen.

Men partinavnet! Det fortæller da, hvad de har fået nok af, nemlig blokpolitikken. Blokpolitik er ellers det normale i lande med en udviklet politisk kultur. Men der kalder man det ikke blokpolitik, men et to-parti system. Her ved vælgerne, hvad deres stemme går til. Det gør vi ikke i Danmark på grund af forholdstalsvalg-metoden, der er et knæfald for matematikken og en snedig måde at stjæle de afgivne stemmer på.

"Jeg meldte mig ind i Det Radikale Venstre, fordi jeg ikke kunne med nogen af de andre partier," skriver Khader i sine erindringer. Som så mange andre radikale politikere, måske de fleste, blev Khader radikal ved hjælp af udelukkelsesmetoden.

Sådan går man frem, når man vil være politiker, men ikke har nogen politik. Der skete så bare det, at de radikale under Jelved blev en smule politiske. Nu var der bare ikke flere upolitiske partier, Khader kunne flygte til. CD var jo gået heden. Så Khader måtte lave sit eget centrumdemokratiske parti.

Demokratisk overskud

Hvis man er en fjende af politik, af magtkampe og samfundseksperimenter, bliver man en varm fortaler for centrumdemokratiet, altså politik hen over midten. Dem der på forhånd placerer sig i centrum har netop ingen politik. Til gengæld skilter de gerne med deres demokratiske sindelag. Khader har ligefrem fået demokratiet ind under huden. På højre overarm er tatoveret ordet 'demokrati' - på arabisk.

Ny Alliance er blevet kaldt en sejr for demokratiet. Men så bør man tilføje: og et nederlag for politikken. For demokratiet er paradoksalt nok politikkens svorne fjende, da det er demokratiets væsen at eliminere alle konfliktskabende forskelle mellem mennesker.

Demokrati betyder vel, at flest mulige skal bestemme mest muligt. Men den dag alle bestemmer lige meget og taler med samme vægt, bestemmer ingen reelt noget. Masser af demokrati betyder meget lidt politik, og omvendt. Politik har vi, når nogen sætter sin vilje igennem, når magtinteresser tørner sammen. Derfor er det vigtigste spørgsmål ikke, hvordan vi får mere demokrati, men hvor meget demokrati vi egentlig behøver? Man hører altid om det 'demokratiske underskud', men hvad med det demokratiske overskud, som lammer al politik?

Det er sikkert rigtigt, hvad et analyseinstitut har konstateret, at Ny Alliances vælgere stritter i alle retninger. Men ét er de enige om: at hade politik. Og Khader, Seeberg og Samuelsen giver luft for deres indædte had til politik og politikere. De er bare så demokratiske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu