Læsetid: 3 min.

Krebsegang om fortid

21. februar 2002

»Hvor mange østrigere støttede ’Anschluss’ i 1938. Og var udfaldet af folkeafstemningen et godt argument for Anschluss?«

Tjekkiets ministerpræsident, Milos Zeman, til det østrigske magasin ’Profil’, om hvorfor han ikke er imponeret af en millions østrigeres krav om lukning af det tjekkiske A-kraftværk Temelin

Efterhånden som Øst- og Centraleuropas optagelse i EU er gået fra luftkastel til nært forestående realitet, rykker hengemte følelser ud i fuldt dagslys. Heftigheden kan virke overraskende for store dele af den vesteuropæiske offentlighed, der i ly af jerntæppet længe kunne tillade sig den luksus at glemme disse sår. Selv om man nok ikke skal tage bestik alene af tonen hos den tjekkiske ministerpræsident, Milos Zeman, så er billedet dog ret tydeligt: Spændingerne, mellem tyskere og tysktalende europæere på én side og befolkningerne i lande som Tjekkiet og Polen på den anden, er en krudttønde under EU-udvidelsen, der ikke bør undervurderes.
De øst- og centraleuropæiske landes optagelse i EU betyder principielt, at de etniske tyskere, der umiddelbart efter Anden Verdenskrig blev smidt ud – i Tjekkiets tilfælde 2,5 millioner sudetertyskere, der mistede deres ejendom og statsborgerskab med Benes-dekretet i 1945 – nu kan vende tilbage.
Ganske vist har Tjekkiet i forhandlingerne om EU-optagelse fået en overgangsperiode på op til syv år, før vesteuropæerne frit kan opkøbe landbrugsjord, men derefter er det slut. Skrækscenariet er, at sudertyskernes efterkommere vender pengestærke tilbage og køber land op en masse.

NÅr det hele ikke blot kan henvises til paranoia-afdelingen skyldes det flere ting. Uden at have gjort det til officiel regeringspolitik har ledende østrigske politikere som kansler Wolfgang Schlüssel sagt til pressen, at han mener, Benes-dekretet bør ophæves. Frihedspartiet taler ikke overraskende endnu højere og vil stoppe den tjekkiske EU-optagelse på den konto. Som omtalt i gårsdagens avis vil 160.000 østrigske sudetertyskere have erstatning for tab af deres ejendom. Ved den kollektive konfiskation blev deres menneskerettigheder krænket, lyder det. Alle krav afvises hidsigt af Zeman, der dog ikke nøjes med at henvise til forsoningsaftalen mellem Tyskland og Tjekkiet fra 1997, hvor daværende kansler Helmuth Kohl og den tidligere tjekkiske ministerpræsident Vaclav Klavs lukkede sagen efter to års svære forhandlinger. Zeman stikker også en pind dybt i det østrigske sår med bemærkninger som: »Østrigerne var ikke det første offer, men den første støtte til det mest forbryderiske system i menneskehedens historie.«
Hvor meldingen fra Prag således er, at man ikke gider høre mere vrøvl, er der flere og mindre klare nuancer på signalet fra Tyskland. Her har Günter Grass’ netop udkomne bog I krebsegang, der fredag anmeldes i denne avis, åbnet temaet om de civile tyskeres lidelser under Anden Verdenskrig. Konkret tyskerne i Østpreussen, det nuværende Polen og Kaliningrad. Men parallellen til sudeterne er indlysende for alle tyskere – og tjekker og polakker.
Det har vakt stor genlyd, at Grass, der hidtil er bedst kendt for sin hårde fremfærd mod sine landsmænds kollektive samvittighed, nu har ændret fokus. Det er slut med, at tyskerne ikke må tale om deres egne tab og sorg. Man kan spørge sig, om det er et rent tilfælde, at det falder sammen med, at kansler Schröder i sidste uge uden blusel fik kvalt en EU-advarsel mod landets voksende budgetunderskud – og det på en måde, der fik Süddeutsche Zeitung til at påpege kanslerens brud på »grundloven for alle tyske europa-
politikere: Gør dig lille for at blive stor, integrer dig for ikke at blive isoleret«.

EU-Kommissionen, der vogter over både traktat og udvidelsesforhandlinger, har til dato valgt den politik, at alle spørgsmål om konfiskation og erstatning i kandidatlandene er noget, der blev ordnet med Potsdam-traktaten i 1954 og i øvrigt ikke vedkommer optagelsesforhandlingerne. Disse ting må landene klare bi-lateralt, som Kohl og Klavs gjorde det, lyder den uofficielle devise, der kan minde lidt om den gangart, som Grass nu har givet en helt ny kulturel betydning.
Bruxelles følger dog hele problematikken med tilbageholdt åndedræt. For temaet fra Tjekkiet ulmer i både Polen, Slovenien, Ungarn og i Slovakiet, der har et ungarsk mindretal. Og mens man gerne giver Grass ret til at åbne for den tyske pose og lufte ud, så er det uklart, hvad der på sigt åbnes for. For mens både Kohl og Schröder har indtaget forsvarlige positioner, forventer Bruxelles ikke nødvendigvis samme koldsindighed fra ny kanslere. Slet ikke hvis næste leder i Berlin bliver den konservative Edmund Stoiber fra Bayern, der har stærke historiske bånd til sudeterne og et mere solidt vælgertække end Gerhard Schröder.

cobla

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu