Læsetid: 2 min.

Kreml strammer grebet om Ruslands medier

Komsomolskaja Pravda, Ruslands største og mest læste tabloid, er nu også blevet del af Putin-styrets mediemaskine - kun 10 procent af de russiske medier er endnu uden for statsmagtens kontrol
8. december 2006

MOSKVA - Ruslands mest indflydelsesrige tabloidavis vil inden længe komme under direkte kontrol af Kreml, i takt med at den russiske regering strammer sit allerede faste greb om landets aviser forud for næste års parlamentsvalg.

Avisen, Komsomolskaja Pravda, skal senest til januar være underlagt mediedivisionen af den statskontrollerede energigigant Gazprom. Så snart denne overtagelse er gennemført, vil over 90 procent af Ruslands medier være i hænderne på staten eller statsrelaterede strukturer - et perspektiv, der foruroliger forsvarere af ytrings- og pressefrihed.

Komsomolskaja Pravda blev grundlagt i 1925 og kan med dens evne til at sætte dagsordenen og opbygge eller ødelægge politiske karrierer måle sig med The Sun i Storbritannien. Den har et dagligt oplag på 830.000 og 3,1 mio. i weekenden og en anslået læserskare på 10 millioner, mange af dem husmødre og arbejdere.

I forvejen er avisen generelt meget venligt stillet over for Kreml og bringer mange historier i den lettere genre om landets berømtheder iblandet positive artikler om præsident Vladimir Putin.

Meget kunne dog tyde på, at Kreml ikke ønsker at tage nogen chancer forud for parlamentsvalget i december 2007, der ses som en generalprøve for præsidentvalget tre måneder senere.

Medvedevs kandidatur

Gazproms bestyrelse har som sin formand Dimitrij Medvedev, der samtidig er vicepremierminister og en af de førende kandidater til at efterfølge Putin i 2008, og kritiske iagttagere har fået mistanke om, at Komsomolskaja Pravda skal bruges til at fremme hans kandidatur. Viktor Sjenderovitj, en manuskriptforfatter, der blev berømt for Dukker, hans egen (og for længst lukkede) ætsende version af det britiske Spitting Image (et uhyre populært dukkeprogram med kras politisk satire udsendt på ITV fra 1984-96, red.), siger således:

"Jeg ser dette som udtryk for, at der kører en intern magtkamp i Kreml om spaltecentimeter frem til 2008. Det er oplagt, at Komsomolskaja nu skal bruges til at køre Medvedev i stilling og kaste smuds på alle hans rivaler."

Gazprom Medier, der har købt avisen af en russisk oligark, insisterer på, at overtagelsen sker af rene "kommercielle" grunde. Gazprom kontrollerer i forvejen NTV, en af landets tre landsdækkende tv-stationer (de andre to er direkte ejet af staten), en række satellitkanaler, to radiostationer og det indflydelsesrige dagblad, Isvestija.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her