Læsetid: 4 min.

Krenz - skurk og offer

10. november 1999

"Jeg ved, at jeg er blevet dømt
på vegne af staten DDR."
Egon Krenz efter dommen i forgårs.

DE SMÅ forbrydere hænger man, de store fejrer man, lyder den bitre visdom. Men sådan skulle det ikke gå denne gang.
Efter at østtyske grænsesoldater har været for retten i løbet af 90'erne, dømt for at dræbe flygtende indbyggere, kom turen i forgårs til nogle af de mennesker, som gav ordren til at skyde: DDR's sidste leder Egon Krenz fik seks og et halvt års fængsel, to andre medlemmer af Politbureauet fik hver tre år.
Bittert bemærkede Krenz efter dommen, at man havde dømt manden, der åbnede Muren for 10 år
siden.
Bitterheden er forståelig, men fejlanbragt. Krenz blev ikke dømt som DDR's sidste leder, men som mange-årig medansvarlig i det østtyske system. En karriere, han begyndte tidligt:
"Min politiske liv var siden min barndom tæt knyttet til Honecker. 1951 mødte jeg ham for første gang til en Pioner-konference i Rostock. Honecker talte som FDJ-formand. Jeg var 14 år. Stemningen i salen begejstrede mig. Da arrangementet sluttede, gik jeg op med mit Pioner-medlemskort. Jeg bad Honecker om en autograf. Han skrev under, kiggede på mig og spurgte: 'Bliver du en god FDJ'er? Jeg lovede det, og jeg blev det.'"
Uddraget er fra Egon Krenz' selvbiografi Herbst '89 (Efteråret '89), der udkom for et par måneder siden.
Hele sit liv arbejdede han for systemet, stillede sig til rådighed, fik tillidsposter og vandt indflydelse. Han accepterede lunkne alliancer og knyttede venskaber. Han forsynede sig med privilegier - mens han overbeviste sig selv om, at indbyggerne i den reelt eksisterende socialisme måtte lide visse afsavn i dag, før de i overmorgen kunne nyde frugterne.

En del af prisen var, at grænsen mod Vest blev lukket - kun på den måde kunne regimet sikre sig mod masseudvandringen. En anden del af prisen var meningsdiktatur og Stasi-overvågning.
Prisen for socialismens frugter voksede. Dagene gik, men frugterne udeblev. I stedet ofrede systemet flere og flere kræfter på at holde sig ved magten.
Politbureau-medlem Krenz vidste, hvordan det stod til. Han kunne have sagt fra. Han kunne have nægtet at støtte en stat, der for at overleve måtte dræbe sine egne borgere - andre protesterede, og mange af dem endte i fængsel. Krenz blev. Først da DDR lå på dødslejet, droppede han solidariteten med forbilledet Honecker og stillede op imod ham.
I løbet af de sidste 10 år er det lykkedes Krenz at opbygge en myte om sin store indsats i forbindelse med Murens fald. Og han sørgede beviseligt for, at den østtyske revolution forløb helt uden blodsudgydelse, men en måneds velgerninger i efteråret 1989 opvejer ikke et langt livs undladelsessynder.
Dommen over Krenz er retfærdig. Han var medskyldig.

Men dommen over Krenz er samtidig også yderst diskutabel. For det første blev han dømt, fordi han som 62-årig er det yngste Politbureau-medlem og dermed har helbred til at udstå en længere fængselsstraf.
De virkelige magthavere i DDR er forlængst undsluppet; Erich Honecker blev syg og døde, Stasi-chefen Erich Mielke er så affældig, at en retssag er blevet meningsløs.
For det andet gør højesteretsdommerne en marionet-dukke ansvarlig for dukkeførens handlinger; hverken Honecker, Mielke eller Krenz handlede på egen hånd, de udfyldte deres funktioner.
I løbet af de 10 år siden Murens fald er det næsten lykkedes at glemme, hvordan verden så ud mellem 1949 og 1989: Efter Anden Verdenskrig fik Østtyskland pladsen som frontlinjestaten, der skulle beskytte socialismen mod kapitalismen. Hvad der kunne ske, hvis landet ikke opfyldte sine forpligtelser overfor de socialistiske broderlande, lærte DDR's ledere hurtigt.
Hvis der var vaklen i geledderne ville Sovjetunionen med stor sandsynlighed have benyttet sig af de panservogne, som man med stor succes rullede gennem DDR under strejkerne i 1953, opstanden i Ungarn 1956, det tjekkiske forår 1968 - og som man truede Polen med i 1980.
Da Krenz nåede frem til magtens øverste cirkel, Politbureauet, marcherede sovjetiske tropper ind i Af-ghanistan for at sikre et kommunistisk regime dér.

SÅdan var Den Kolde Krigs logik, og alle i Øst og Vest måtte affinde sig med den. I starten af 70'erne indgik flere vestlige lande - bl.a. Danmark - diplomatiske forbindelser med DDR, vel vidende, at østtyske republikflygtninge blev skudt ved grænsen.
På den måde forekommer dommen over Egon Krenz uretfærdig. Hvis retfærdigheden skulle være ført igennem, ville tysk politi have været nødt til at arrestere en af æresgæsterne ved festen for Murens fald i Berlin i går.
Mikhail Gorbatjov burde stilles til regnskab for det pres, Sovjetunionen lagde på magthaverne i vasal-staterne i Østeuropa. Men det sker naturligvis ikke, for Mikhail Gorbatjov er ingen forbryder - han er derimod en af fædrene til Tysklands genforening og dermed en stor helt.
På den måde bliver den gamle sætning om de små og de store forbrydere alligevel sand igen.wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu