Læsetid: 8 min.

En kridtcirkel for Jerusalem

11. august 2006

'Lad os være realister, kræv det umulige' - i tilslutning til dette motto fra '68 fremlægger Slavoj Zizek her sit forslag til en radikal løsning på konflikten i Mellemøsten

Et af de moralsk mest afskyvækkende øjeblikke i de seneste ugers krig i Mellemøsten var Hizbollah-leder Nasrallahs beklagelse, da en af Hizbollahs raketter dræbte et palæstinensisk barn: Han gjorde en dyd ud af at pointere, at han kun undskyldte for dette dødsfald og gjorde dermed klart, at han intet begrædeligt ser i Israels civile døde.

Israles militær fremhæver altid, hvordan Hizbollah skruppelløst tager libanesiske civile som gidsler ved at opslå sit hovedkvarter og anbringe sine våben i tætbefolkede boligområder, velvidende at ethvert angreb på dem vil resultere i et stort antal civile dræbte. På trods af at der givet er en vis sandhed i dette, bliver et problem tilbage: Hvorfor bliver Israel, skønt det har gennemskuet denne menneskeskjoldstaktik, så ved med at bombe disse mål? Det oplagte svar er: Man anser uskyldige civiles død for at være den nødvendige pris for at få ram på Hizbollah.

Lad os foretage det tankeeksperiment, at det i stedet for libanesiske kvinder og børn var jødiske kvinder og børn, Hizbollah brugte som skjolde. Ville IDF under disse omstændigheder allligevel finde prisen værd at betale og fortsætte deres bombardementer? Er svaret nej, er IDF skyldig i at udøve racisme.

For Israel har de daglige tv-billeder af dets bombning af libanesiske hjem været en katastrofe, der har fået hadet til Israel til at vokse til nye højder. Israels problem er, at landets fortsatte magtdemonstration i stigende grad opleves som det modsatte, nemlig som tegn på dets afmagt. Dette magtens paradoks er velkendt for alle, som har måttet påtage sig rollen som faderlig autoritet: For at bevare sin fulde kraft, må magt forblive virtuel som en trussel om magtanvendelse.

Politiske tænkere fra Blaise Pascal over Immanuel Kant til Joseph de Maistre har udviklet et begreb om magtens illegitime ophav - den 'grundlæggelsesforbrydelse', som stater dybest set bygger på, og som nødvendiggør, at man tilbyder folket 'ædle løgne' i form af heroiske oprindelsesfortællinger. Israels ulykke er, at det blev til som nationalstat et århundrede eller to for sent og under vilkår, hvor sådanne 'grundlæggelsesforbrydelser' ikke længere accepteres (og - hvilket er den ultimative ironi - jødisk intellektuel indflydelse bidrog til at gøre dem uacceptable).

Stater kan straffes

Hvorfor er vores 'tolerance' over for den slags vold lavere i dag? Det er den, fordi vi i vores globale univers, som legitimerer sig selv ud fra global moralitet, ikke længere undtager suveræne stater fra moralsk bedømmelse, men opfatter dem som moralske subjekter, der kan straffes for deres forbrydelser, hvorved deres suverænitet indskænkes betydeligt. (Tilbage står problemet om, hvem der udøver denne retfærdighed og om, hvordan dommeren selv vil blive dømt, jvf. USA's modstand imod Haag-domstolen.)

Når vestlige iagttagere fortvivlet undrer sig over, hvorfor palæstinenserne stædigt insisterer på at være knyttet til deres jord og nægter at opløse deres identitet i det større arabiske hav, ønsker de netop af palæstinenserne, at disse skal se bort fra den israelske 'illegitime' statsgrundlæggende vold.

Dette er grunden til, at Israel som udslag af en poetisk retfærdighed, der udstiller historiens ironi, fra palæstinenserne får deres eget budskab tilbage i inverteret (sand) form - og ikke kun i henseende til dets 'patologisk' stærke tilknytning til sin jord, en de facto fornægtelse af den 'deterritorialisering', som siges at kendetegne vor tids globale kapitalisme. Forestil Dem, at De i dagens avis læste:

"Vore fjender kalder os terrorister. Også de, som hverken var vore venner eller fjender, anvender dette latinske ord. Men terrorister er vi ikke. De historiske og lingvistiske oprindelser til den politiske term 'terror' beviser, at den ikke kan anvendes om en revolutionær befrielseskrig ... Frihedskæmpere må bevæbne sig eller gå til grunde ... Hvad har kamp for menneskelig værdighed og kamp mod undertrykkelse og underkastelse at gøre med 'terrorisme'?"

Man vil uden videre tillægge dette budskab en islamisk terroristgruppe og fordømme det. Imidlertid er forfatteren ingen anden end Menachem Begin, og han skrev diss ord, da Haganah kæmpede imod de britiske styrker i Palæstina.

Det er interessant at notere sig, hvordan begrebet 'terrorisme' i årene for den jødiske kamp imod britisk militær i Palæstina, havde positiv konnotation. Og det er næsten befriende at notere sig, hvordan den første generation af israelske ledere åbent indrømmede, at deres krav på Palæstina ikke kunne funderes i universel retfærdighed, men at striden var en simpel erobringskrig imellem to grupper, hvorimellem ingen mægling var mulig. Som Ben Gurion skrev:

"Alle kan se, hvor dybt problemerne stikker mellem arabere og jøder. Men ingen er rede til at indse, at der ingen løsning gives. Vi står ved en afgrund og intet kan slå bro mellem de to sider. Vi, ønsker som et folk, at denne jord, skal være vores. Og araberne ønsker som folk, at den skal være deres."

Problemet for staten Israel i dag er, at den stadig påberåber sig billedet af jøder som ofre for at legitimere sin magtpolitik (og stemple kritikere som skjulte Holocaust-sympatisører). Arthur Koestler, den store antikommunistiske konvertit, så rigtigt, da han skrev:

"Hvis magt korrumperer, er også det modsatte tilfældet. Forfølgelse korrumperer dens ofre - om end på mere subtile, tragiske måder."

Det er de, som påkalder sig Holocaust, der reelt manipulerer med denne hændelse ved at instrumentalisere den politisk i vor tid. Selve behovet for at påkalde sig Holocaust til forsvar for Israels gerninger implicerer, at Israel begår så forfærdelige forbrydelser, at kun Holocausts absolutte trumfkort kan retfærddigøre dem.

Den eneste løsning

Det store mysterium i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt er dette: Hvorfor skal den vare ved så længe, når alle kender den eneste holdbare løsning - israelernes tilbagetrækning fra Vestbredden og Gaza, oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat og et eller andet kompromis om Jerusalem? Alligevel gentager mønstret sig hver gang: Når en fredsaftale synes inden for rækkevidde og blot at bero på afstemningen af få formuleringer, falder alt fra hinanden og afslører det møjsommeligt opbyggede kompromis' skrøbelighed.

Der er vitterligt noget af et neurotisk symptom over Mellemøsten-konflikten - alle kan se, hvordan den skal løses, alligevel ønsker ingen at løse den. Som om der var en eller anden form for patologisk lystgevinst ved at insistere på fastlåstheden.

Der er derfor krisen i Mellemøsten er så stor en anstødssten for pragmatisk politik, der tilstræber at løse problemer stykke for stykke på realistisk vis. Er den eneste 'realistiske' løsning ikke snarere at gå radikalt til værks og angribe problemet ved dets rødder. Her gælder det gamle motto fra 1968: 'Lad os være realister, kræv det umulige!'. Kun en radikal gestus, der må forekomme 'umulig' inden for de eksisterende koordinater, har realistisk en chance for at fungere. Så derfor er det muligt, at den løsning, 'alle kender' som den eneste holdbare - israelernes tilbagetrækning fra Vestbredden, oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat osv. - alligevel ikke duer, og at vi er nødt til at ændre på hele den vante forståelsesramme.

Man er fristet til her at tale om en symptomal knude: Er det ikke, som om de faste roller på en eller anden måde er byttet om, ja, snoet rundt som i en knude? Israel, der officielt repræsenterer vestlig liberal modernitet i regionen, legitimerer sig selv ud fra sin etnisk-religiøse identitet, hvorimod palæstinenserne, der fordømmes som 'fundamentalister', legitimerer deres krav ved at påkalde sig sekulære borgerrettigheder. Således får vi staten Israels paradoks: Denne ø af påstået liberal, demokratisk modernitet i Mellemøsten imødegår de arabiske krav med stadig mere 'fundamentalistiske' etnisk-religiøse modkrav på deres hellige land.

Som vi ved fra sagnet om den gordiske knude, er den eneste måde at bryde et sådant dødvande på ikke at løse knuden, men at hugge den over. Hvis der nogensinde var lidenskabelig tilknytning til det tabte objekt og afvisning af at finde sig til rette med tabet af det, må det være jødernes tilknytning til deres land og til Jerusalem. De aktuelle problemer er det ypperste bevis på de katastrofale konsekvenser af en så radikal og bogstavelig troskab.

I de seneste 2.000 år var jøderne fundamentalt en nation uden land, der levede i permanent eksil uden faste rødder. Hvor de end slog sig ned, var deres reference til Jerusalem i sin rod rent negativ - et forbud imod at "gøre sig billeder af hjemmet", imod at føle sig hjemme noget sted på Jorden. Med den tilbagekomstsproces til Palæstina, der begyndte for 100 år siden, blev dette metafysiske 'andet sted' direkte identificeret med en bestemt geografisk lokalitet. Da jøderne mistede deres land og ophøjede det til et mytisk, tabt objekt, blev 'Jerusalem' meget mere end et stykke jord: Det blev til en metafor for Messias' genkomst, for et metafysisk hjem, for ophøret af den omflakken, som kendetegner mennesketilværelsen.

Jerusalem helliggøres

Mekanismen er velkendt: Efter at et objekt er tabt, kommer det til at stå for meget mere, nemlig for alt det, vi savner i vore jordiske liv. Når en tusindår gammel drøm omsider nærmer sig opfyldelse, må denne opfyldelse udvikle sig til et mareridt.

Det er derfor let at besvare det store spørgsmål: Hvad ville være den i sandhed radikale etisk-politiske handling i dagens Mellemøsten? For både israelere og arabere ville det bestå i en gestus, hvor begge parter for altid giver afkald på politisk kontrol over Jerusalem - dvs. går med til, at den gamle stad Jerusalem forvandles til et over-statsligt, helligt sted. Hvad de ville tabe derved er præcis og kun, hvad der allerede i sig selv fortjener at fortabes: reduktionen af religion til en indsats i politiske magtspil. Dette ville være en ægte begivenhed i Mellemøsten, en sand politisk universalitets eksplosion i den paulinske betydning af, at "for os er der ingen jøder og ingen palæstinensere". Hver af disse to sider ville blive nødt til at indse, at dette afkald på den etnisk 'rene' nationalstat vil blive til en befrielse for dem selv og ikke blot et offer, de må bringe for andre.

Lad os ihukomme Brechts drama om den kaukasiske kridtcirkel: I gamle dage, et sted i Kaukasus, appellerede en biologisk mor og en stedmor til en dommer om at afgøre, hvem af dem der skulle have spædbarnet. Dommeren tegnede med kridt en cirkel på jorden, anbragte barnet i midten og sagde til de to kvinder, at den, som først kunne hive barnet ud fra cirklen, skulle beholde det. Da stedmoren så, at barnet led under at blive flået i fra hver sin side, gav hun af medfølelse slip, hvorefter dommeren selvfølgelig gav barnet til hende, idet han lovpriste hende for at udvise sand moderkærlighed. Man burde i tråd hermed forestille sig en kridtcirkel for Jerusalem: Den, som virkelig elsker Jerusalem, vil hellere miste den end se den splittet ad af spændinger.

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu