Læsetid: 3 min.

'Vi var jo ikke i krig'

23. september 2006

- siger en af de med-virkende i Helle Hansens dokumentarfilm om den danske BZ-bevægelses historie i 1980'erne. Men at det ind i mellem kunne se sådan ud, fremgår af filmens righoldige arkivmateriale

Man skal ikke mange minutter ind i Helle Hansens nye film om den danske BZ-bevægelses historie, før man bliver mindet om, at 1980'erne ikke alene var et årti med andre fronter og grupperinger end i dag, men også et årti med en anderledes radikal ungdomskultur.

De første hints kommer i form af billederne fra den 14. september 1986, hvor BZ'erne har barrikaderet sig i en ejendom i Ryesgade. Tidligere chefpolitiinspektør Einar Lind husker, at den forudgående demonstration på Rådhuspladsen havde været en lidt tam affære, "men da vi kom ud i Ryesgade, lignede det pludselig en kinesisk folkekommune." Og man kan kun give Lind ret. Med flere lag af barrikader og hundredevis af BZ'ere bevæbnet med brosten minder optagelserne fra det ellers så fredelige Østerbro om en krigszone.

Næste hint kommer under byplanborgmester Villo Sigurdssons tale til BZ'erne foran rugbrødsfabrikken Rutana i 1981: "Der findes ikke noget demokrati, derfor er mit gode råd: Styrt demokratiet og besæt fabrikken."

Ikke ligefrem hvad man ønskede at høre inde på Rådhuset, hvor den enevældige overborgmester Egon Weidekamp da også kort efter udtalte: "Vi har haft et ualmindelig smukt samarbejde i magistraten - lige indtil 1978, hvor Villo kom ind." Så var fronterne ligesom trukket op.

Og herfra fortsætter det med arkivbilleder af stadig mere voldsomme konfrontationer mellem BZ'ere og politi. Ikke fordi nogen af parterne så konfrontation som et mål i sig selv, men fordi de unge blev stadig mere frustrerede over ikke at kunne trænge igennem med ønsket om et sted, hvor de kunne være på egne betingelser - og fordi politiet blev brugt som redskab i et beskidt politisk spil.

Højde- og vendepunkt

Filmen bruger de ni dages barrikadering af Ryesgade i september 1986 som omdrejningspunkt. Aktionen markerer på én gang en kulmination på seks års BZ-kamp og en udtoning af bevægelsen, hvorefter miljøet i nogen grad går i opløsning. Omkring den grundige gennemgang af Ryesgade-aktionen væves en fortælling om højdepunkterne i årene forud: fra etableringen af den såkaldte Initivgruppe i 1981 via besættelsen af Mekanisk Musik Museum i marts 1982 og rømningen af Allotria via en hemmelig tunnel i januar 1983 og frem til den 29 minutter lange belejring af Weidekamps kontor i marts 1985. Tiden efter Ryesgade berøres stort set ikke, blot nævnes det, at de sidste fire besatte huse på Vesterbro og Østerbro blev ryddet af politiet i 1990. Og at Københavns Kommune i 2001 solgte Ungdomshuset på Jagtvej mod brugernes vilje.

Men så er vi allerede fremme ved generationen efter de tre nogle-og-fyrre-årige eks-BZ'ere, som i Helle Hansens film nu, tyve år efter at de smed huerne, træder frem og fortæller deres historier: Gyda Heding, Martin Sundbøll og Mogens Volden. Hos alle tre fornemmes, at den ydre splittelse, der førte til frivillig 'siverømning' af Ryesgade og endte med at opløse miljøet, afspejlede en indre splittelse mellem ungdommelig, radikal idealisme og fristelsen til at krydse grænsen mellem aktivisme og noget, der i dag muligvis ville blive kategoriseret som terrorisme.

Den i øvrigt dynamisk klippede film ofrer noget af muligheden for overblik - eksempelvis kunne man savne årstal på de enkelte aktioner - til fordel for en tæt og musikalsk struktur, hvor oplevelsen af det overvældende arkivmateriale danner en fængslende bund under de indforskrevne vidners beretninger. Det er underholdende, engagerende, ja man er lige ved at sige BZ'ende -

nBZ. Instr: Helle Hansen. 2006. 72 min. Open Air-premiere i aften kl. 20.30 på Blågårds Plads i København. Vises desuden i forbindelse med debatarragement i Cinemateket, 20. sept. kl. 19.15, og på DR2, 25. sept. kl. 20.50. Distr.: Det Danske Filminstitut

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu