Læsetid: 4 min.

Krig for fred

20. april 1999

DA NATO den 24. marts indledte sine bombe- og missilangreb på folkemorderen Slobodan Milosevic' militærapparat og den jugoslaviske infrastruktur, var der to hold af kritikere.
Det ene hold fremførte det synspunkt, at brugen af militær magt var for stærkt et redskab, uegnet til at skabe fred mellem serbere og Kosovo-albanere. NATO-angreb ville blot få serberne til at rykke sammen om deres leder, forstærke den historiske selvforståelse af Serbien som forfulgt af omverdenen og gøre nationen endnu mere stålsat på at forsvare sig mod, hvad man ser som fordrivelse af serbere fra endnu et stykke historisk kerneland - Kosovo.
Det andet hold kritikere indvendte, at bombe- og missilangrebene var for svagt et redskab til at ramme og bremse Milosevic' 43.000 mand, der opererer i Kosovo med håndvåben, knive og tændstikker. 'Luftkampagnen', som NATO fortsat kalder det, ville tværtimod give Milosevic fred for besværlige øjenvidner til at gennemføre folkemordet, fordi OSCE-observatører, nødhjælpsfolk og journalister måtte forlade bombernes målområde. Kun samtidig indsættelse af massive NATO-landstyrker kunne, sagde disse kritikere, bremse de serbiske styrker og dermed fordrivelsen af det Kosovo-albanske folk.
I dette skæbnesvangre øjeblik har begge hold kritikere fået ret. Milosevic' hel- og halvmilitære styrker hærger Kosovo i tilsyneladende blodrus under udførelse af de mest rædselsvækkende og bestialske misgerninger, Europa længe har oplevet. Flygtninge fra området siger, at NATO-bombardementerne - som de ønsker fortsat - næppe har forhindret én serbisk morder i Kosovo i at begå sine ugerninger. Og talsmænd for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, siger, at det er et spørgsmål om kort tid, før præsident Milosevic har nået sit mål og tømt Kosovo for dets befolkning på 1,8 millioner Kosovo-albanere. Ingen vestlige talsmænd synes længere at tale om at "forhindre" den etniske udrensning, men alene om "at skabe vilkår for Kosovo-albanernes tilbagevenden." Og i Serbien er enhver opposition til Milosevic forsvundet (eller bragt til tavshed ved mord). For hver NATO-bombe mod broer, vandforsyninger, passagertog og civile arbejdspladser i Beograd og omegn synes folkeviljen til at forsvare det jugoslaviske fædreland at vokse.

TRAGEDIE. Det er det eneste dækkende udtryk for den øjeblikkelige situation. Uanset at ingen kan være i tvivl om, hvor det egentlige ansvar for tragedien ligger - hos præsident Milosevic - har NATO's politiske beslutningstagere gjort sig skyldige i massive og ubegribelige fejlvurderinger, som i dag af højtstående, erfarne militærpersoner stemples som "ønsketænkning" (den hjemlige, pensionerede generalløjtnant Kjeld Hillingsø) eller som "forfærdelig fejltagelse" og "strategisk nederlag" (den britiske general Sir Michael Rose). Den øjeblikkelige situation for de tilbageværende albanere i Kosovo synes så frygtelig, at man næsten fristes til at ønske fordrivelsen afsluttet hurtigst muligt, så de stakkels, lidende og forfulgte mennesker kan komme ud af deres helvede og dog i det mindste få mad, husly og lægehjælp i flygtningelejrene i Albanien og Makedonien.
Midt i denne rædselsstund er spørgsmålet, hvad NATO gør, når den etniske udrensning i Kosovo formentlig snart er tilendebragt og det foreløbige nederlag en realitet, 1.000 NATO-bombefly og 6.000 bombetogter til trods?
I NATO's optik tilsiger hensynet til alliancens fremtidige troværdighed samt hensynet til de fordrevne, nødlidende Kosovo-albanere, at NATO fordriver de serbiske styrker fra Kosovo og/eller bomber det samlede Jugoslavien til kapitulation og forhandlingsbordet. Dette er det gældende NATO-koncept for ikke-krigens videreførelse. Men set fra de hårdt trængte NATO-beslutningstageres synsvinkel må scenariet samtidig være det rene mareridt.
For kendsgerningen er, at Milosevic næsten har nået sit primære mål og snart kan læne sig tilbage. Hans soldater i Kosovo kan lægge våbnene og bruge kræfterne på at befæste stillingerne fra deres nye kommandocentraler i Kosovo-albanernes forladte, nu indtagne boliger og fabrikker. Uidentificerbare fra luften og kun sårbare for bombefly, hvis NATO beslutter at destruere selve de landsbyer og byer, som Kosovo-albanerne formodes at skulle vende hjem til en dag.
Milosevic' agressioner vil være overstået (for denne omgang), og det vil være NATO, der i den serbiske, russiske og vestlige offentlighed fremstår som den angribende kraft, der spreder død og ødelæggelse.

INGEN TROR i dag, at de serbiske soldater kan bombes ud af Kosovo. Enten skal NATO påføre det øvrige Jugoslavien så massive ødelæggelser, at Milosevic må give sig og selv trække sine tropper ud, eller også skal offensiven med landtropper i Kosovo indledes. Der synes i NATO-kredse at være stigende erkendelse af, at det sidste bliver nødvendigt. I begge tilfælde er der tale om, at NATO vil fremstå som angribende part i op til adskillige måneder, med et stigende antal civile ofre i Serbien og blandt Kosovos 200.000 serbiske indbyggere på samvittigheden, foruden med militære tab i egne og serbiske rækker.
Som ødelæggelserne tiltager og de civile tabstal vokser, risikerer retfærdigheds-begrebet i den offentlige mening at drukne i blod. Man risikerer at forbryde sig mod det militære 'proportionalitets-princip', der siger, at den militære indsats i sidste ende skal redde flere liv, end den koster.
Der er sagt og skrevet meget om de fejl af politisk, økonomisk og diplomatisk art, som Vesten har begået siden 1989 i håndteringen af Kosovo-krisen. Måske kan man lære af dét til næste gang, men det kan ikke bruges til ret meget i den aktuelle situation. Her og nu er NATO fanget af sin egen tvivlsomme militære logik. NATO har sat sig mellem to stole og har ikke efterladt sig selv andre optioner end enten at give op og trække sig ud eller at optrappe krigsførelsen i håb om, at Milosevic før eller siden kommer til forhandlingsbordet. NATO synes fast besluttet på det sidste.
Alt tyder på, at der forude og så langt øjet rækker venter flere rædsler. Og kun rædsler. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her