Læsetid: 5 min.

En krig fuld af krigsforbrydelser

Israel havde givet grønt lys, men turen rundt i Libanon med Røde Kors var alligevel ved at ende i en katastrofe, da det israelske militær begik en 'fejl'
29. juli 2006

ARAB SELIM - Det skulle egentlig bare have været en rutinemæssig køretur gennem de libanesiske slagmarker. Vores to køretøjer var fyldt med modige mænd og kvinder, anført af Sylvie Thoral, en 38-årig franskmand med mørkt hår og et stålsat blik. Israelerne havde fået besked og godkendt ruten. Og de endte selvfølgelig med næsten at slå os ihjel.

Det er ikke ufarligt at stole på den israelske hær, der så godt som dagligt bryder Geneve-konventionen. Deres fly har allerede forbrudt sig mod alle konventioner ved at angribe det civile forsvarshovedkvarter i byen Tyre. 20 flygtninge blev dræbt. To gange har de angrebet køretøjer fyldt med flygtninge, som de selv havde sendt på flugt.

Da de angreb to libanesiske Røde Kors-ambulancer i Qana, døde to af de tre ombordværende patienter, og alle besætningsmedlemmerne blev såret - et utvetydigt og bevidst brud på kapitel IV, artikel 24 i Geneve-konventionen fra 1949.

Men Internationalt Røde Kors er nu engang nødt til at stole på det israelske militær, så til lyden af skyderi forlod vi Sydlibanon og kørte mod Jezzine. Vejene var flankerede af bombekratere og smadrede bygninger på hele turen, der desuden førte os forbi de faldefærdige tinder på kors-ridderslottet i Beaufort og gennem de smadrede gader i spøgelsesbyen Nabatiyeh.

Da vi skulle krydse Litani-floden, var vi nødt til at køre gennem vandet, mens vi holdt et skarpt øje med himlen og lyttede efter flyenes rumlen. Sylvie og hendes kolleger - Christophe Grange fra Frankrig, Claire Gasser fra Schweiz, Saidi Hachemi fra Algeriet og to de to libanesere Beshara Hanna og Edmund Khoury - var helt stille.

Friske bombekratere

Bombekraterne i vejen nord for Nabatiyeh var friske - angrebene havde fundet sted kun få timer forinden, hvilket vi burde have tænkt nærmere over. Vejene var fyldt med krigens efterladenskaber, granatsplinter og kæmpestore betonstykker. Men vi havde fået det altafgørende 'grønne lys' fra Tel Aviv.

Røde Kors-medarbejderne kritiserer hverken Israel eller Hizbollah - en tavshed, der er engle værdig. Og de er muligvis de eneste frelsere i Sydlibanon, men deres følelser er ofte på hårdt arbejde.

Forleden var de på vej til byen Aiteroun, og i hver eneste 'forladt' landsby, de kørte igennem på vejen, dukkede først en kvinde, så et barn, så flere kvinder og ældre mennesker frem af det skjulte i et desperat håb om at komme væk derfra. Der var omkring 3.000 i alt, og samme aften forsøgte Sylvie Thoral at få tilladelse til at evakuere dem.

Hizbollahs drab på tre israelske soldater og tilfangetagelse af yderligere to har indtil videre kostet flere end 400 civile dødsfald, men Israel har varslet endnu hårdere afstraffelse. Til gengæld har de ikke givet noget 'grønt lys' til evakuering af Aiteroun.

"De tryglede os om at lade dem komme med. Deres øjne var fyldt med tårer," siger en tydelig berørt Saidi Hachemi.

Røde Kors-medarbejderne er stolte af deres ikke-militære status og bærer således hverken hjelm eller skudsikker vest. Det var besynderligt nok en meget bevægende oplevelse at være sammen med dem under de forhold.

I modsætning til Israel og Hizbollah lever de op tilGeneve-konventionen. Selv når alle andre bryder reglerne, står de fast. Men da vi i forgårs nåede frem til byen Jarjooaa, bad Internationalt Røde Kors i Beirut os om at vende om. Israelerne var i færd med at bombardere vejen længere nordpå, så vi begyndte lige så langsomt at køre tilbage ned ad bakken mod Arab Selim. Hovedvejen var helt øde, og vi var næsten nået til bunden af en lille dal.

Bombe 80 meter fremme

Jeg sad og tænkte over en samtale, jeg netop havde haft med Patrick Cockburn, The Independents korrespondent, der netop har forladt Bagdad. Vores frelsende engle arbejdede så hårdt, at han frygtede, de ville danne en fagforening og strejke.

Pludselig lød et enormt brag. Et israelsk fly havde smidt en bombe 80 meter længere fremme, hvor fem store, brune røgsøljer nu steg til vejrs, mens jetjageren bragede videre. Hvis vi havde kørt 25 sekunder hurtigere ned ad vejen, ville vi alle sammen være omkommet.

Vi vendte endnu engang om, kørte tilbage til Jarjooaa og parkerede under et halvtag foran et hus, hvor to kvinder og tre børn vinkede og smilede til os.

Sylvie var helt stille, men tydeligvis rasende. Israelerne havde tydeligvis begået en 'fejl'. De havde fejllæst vores lille konvojs rute.

"Hvordan kan vi arbejde under de her forhold? Hvordan i alverden skal vi kunne udføre vores arbejde?" spurgte en frustreret og vred Sylvie.

Jeg så kun tre mænd på vejene forleden, som jeg formodede var fra Hizbollah. De kørte rundt med høj hastighed i en medtaget Volvo og var i stand til at køre tværs over Libanons floder, som de havde lyst til, ligesom vi gjorde. Det er svært at forstå, hvorfor Israel skulle sprænge 46 af Libanons vejbroer i luften.

Frygtløse og gavmilde

En ældre mand kommer over til os, mens han balancerer med glas og en kande skoldhed te på en sølvbakke. På trods af konstante luft-angreb er disse frygtløse libanesere gavmilde og gæstfri til det sidste. De bød os indenfor i det hus, de havde nægtet at forlade, og det gik op for mig, at disse venlige libanesere - ubevæbnede og uden forbindelser til Hizbollah - udgør den egentlige modstands-bevægelse. Det er dem, der i sidste ende skal redde Libanon.

Vi var ved at gøre klar til at køre tilbage til Sylvie og hendes medarbejderes lejr i det fjerne og farlige Sydlibanon, da en mand med en sæk grøntsager på slæb kom hen til Beshara Hanna.

"Vær venlig at flytte jeres biler fra mit hjem. I gør det farligt for os alle sammen," sagde han.

En følelse af skam ramte mig øjeblikkeligt. De israelske angreb på ambulancerne i Qana - missilerne bragede lige igennem de røde kors på taget - havde forhekset vores egne køretøjer. I denne mands øjne havde israelerne gjort det røde kors - symbolet på håb, der pryder vores køretøjer - til et symbol på frygt og fare.

© Information og The Independent

Oversat af Anders Haahr Rasmussen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her