Sortjakker og grønjakker. Ude på gaden, ventende i skolen og klar til at slås. Det var dengang 12-årige Mahmoud Daouds første møde med almindelige danskere, da han og familien flyttede ind i Vollsmose i 1987.
Ligesom en del andre drenge fra flygtningefamilier blev Mahmoud også selv snart en rod.
"Det var integration på den hårde måde dengang," siger han i dag.
En del af dem, der er vokset op i Vollsmose, arbejder i dag med at hjælpe unge med anden etnisk baggrund. Det gør Mahmoud, og det gør Tahir Canbek, som jeg møder i Vollsmose-ungdomsklubben Ragnarok. Midt i at vi står og snakker, afbryder Tahir sig selv.
"Hallo," råber han ud af døren, "har vinduerne kastet noget efter dig? Nej, vel? Så lad lige være med at kaste noget efter dem."
De to 11-12-årige drenge, der har smidt grene op mod bibliotekets ruder, griner og holder op.
"Det er bare, fordi jeg kommer fra Irak," siger en af dem, "og dernede er der glasskår over det hele".
"Ja, men du er i Danmark nu," svarer Tahir.
Man skulle tro, at drengene var bestilt til at illustrere det, vi taler om, nemlig hvad der gør nogle af ungerne i Vollsmose til nogle rødder. Noget af det, som ifølge både Mahmoud og Tahir er helt anderledes for flygtningebørn er, at krigen eller lidelserne i deres hjemland har en konstant tilstedeværelse i deres hoveder lige ved klos op ad den danske virkelighed, de fysisk befinder sig i. Enten på grund af deres egne oplevelser, deres forældres, historierne, fjernsynene, der står tændt på al-Jazeera eller al-Arabiyah i mange hjem - eller en kombination af det hele.
"Jeg ser det tit ved, at de er mere urolige. Men en lille gruppe bliver i stedet meget stille," siger Tahir.
Han har efter 17 års arbejde i kvarterets fritidsordninger set mange bølger af flygtninge blive sluset ind.
"Palæstinenserne i starten af 1990'erne, iranerne, somalierne sidst i årtiet, og nu irakerne. De allerfleste bliver fint integreret efter nogle år, men nogle bliver kriminelle - ligesom alle andre steder."
Hvor er kriminaliteten
Efter at jeg er flyttet ind i Vollsmose, er det ikke lykkedes at støde på en eneste ordentlig bølle i aktion. Det farligste er måske en knallert på gangstien. Og historien om kriminaliteten i Vollsmose er i det hele taget en mærkelig en. Der tales meget om den, men den kan godt være lidt svær at finde.
Det interessante ved statistikkerne, siger chefpolitiinspektør for Fyns Politi Michael Fl. Rasmussen, er, at Vollsmoses kriminalitet hverken er værre eller bedre end Fyns øvrige sogne.
"Vollsmose ligger faktisk sådan cirka lige i midten. Så den oplevede utryghed derude er ikke i virkeligheden forankret i et højt kriminalitetsniveau."
Der kan dog godt være uroligt.
"Derfor lavede vi politiindsatsen om for et par år siden til et udvidet nærpoliti derude, i stedet for at vi kun ankom udefra, når der skete noget. De politifolk arbejder på en særlig måde, men det samme gælder jo landbetjenten i Gudme - alle politifolk tilpasser deres indsats til miljøet," siger chefpolitiinspektøren.
I Vollsmoses miljø har rigtig mange unge rigtig meget krig og vold i deres baggrund.
Mahmoud Daoud arbejder på en døgninstitution for kriminelle unge med anden etnisk baggrund og er ved at skrive bachelorprojekt om, hvordan flygtningebaggrunden kan spille ind på unge, der bliver marginaliserede.
"Bare det at flygte gør en masse ting ved folk. Vi var rejst fra Libanon via de arabiske Emirater, og jeg oplevede derfor ikke selv direkte krig og vold. Men det har mange af de andre børn, og det betyder meget. Også hvis de 'bare' overtager oplevelserne som sekundære traumer fra deres forældre. Samtidig er det typisk de traumatiserede familier, der isolerer sig og mangler redskaber til at håndtere deres unges oplevelser," siger Mahmoud.
Ud af systemet
Han har selv været tæt på, at det gik galt. Mahmoud, som indtil da havde været nr. 1 i sin klasse, følte sig udenfor i sin danske skole, hurtigt efter at familien var kommet til Danmark og Vollsmose i 1987.
Han begyndte at pjække og hænge ud med de forkerte ude i gaderne. Da hans far blev orienteret om hans pjækkeri, kunne Mahmoud ikke holde tanken om konfrontationen ud, så han blev bare væk hjemmefra.
Efter tre-fire dage kom politiet hjem til en dansk narkohandler, hvor han lå og sov på gulvet, og tog ham med til møde med sin far og sin skoleinspektør.
"Da inspektøren spurgte, om jeg ville på efterskole, sagde jeg ja bare for at undgå at skulle se min far i øjnene. Jeg husker stadig, hvor ked af det og samtidig vred han så ud - det var ikke hans drøm om hans ældste søn," fortæller Mahmoud.
Efterskolen blev Mahmouds billet ind i den danske virkelighed. Han blev der i 9. og 10. klasse og ville gerne være blevet boende, mens han gik i gymnasiet, men han fik en sagsbehandler, som mente, at der var brugt nok penge på ham, og at han måtte hjem til Odense. Så i stedet blev Mahmoud gift som 18-årig.
"Sådan tænkte mange, at hvis man skulle gøre de her unge ansvarlige, skulle man give dem noget ansvar. Og jeg ville også gerne selv - men jeg var nok ikke klar til det," siger Mahmoud, der i en alder af 31 har fire børn, men også er blevet skilt igen.
"Min erfaring, også fra mit arbejde, er, at empatien og forståelsen er altafgørende. Behandlersystemet arbejder ikke rigtigt med emner som traumatisering, men fagfolkene må forstå, at urolige unger i Vollsmose tit vokser op i to verdner: en familie, der oplever det danske samfund som en trussel, og som typisk også fastholder en krigssituation og fører den til deres børn uden at lære dem at håndtere det - og så et dansk samfund med en masse meget anderledes friheder og ansvar. De heldigvis få af de nye danskere, der ikke klarer sig godt, har meget tit denne slags baggrund."
For nylig er Mahmoud selv flyttet fra Vollsmose. Han blev træt af, at stigmatiseringen var så slem, at det ikke engang var til at få en kasko-forsikring.
"Jeg er rigtig bekymret for, hvordan det går med den offentlige debat. For vi kan se det meget tydeligt på de unges adfærd, når de hører meget om problemerne med muslimer. Faktisk alle steder: Forleden dag skulle jeg køre min 11-årige datter i skole, og jeg hørte arabisk musik, og solen skinnede, så vinduet var rullet ned. Da vi nærmede os skolen, ville min datter have, at jeg skulle slukke - hun var flov over musikken! Det er forkert. Hun har ikke noget at være flov over."
