Læsetid: 3 min.

Krig på flere fronter

15. juli 2000

Klædt i dyreskind og farverige gevandter, trommede, sang og dansede hundrede traditionelle afrikanske healere sig i onsdags frem til den 13. internationale aids-kongres i Durban i Sydafrika for at tilbyde deres hjælp i bekæmpelsen af hiv og aids. Umiddelbart en paradoksal modsætning til at delegerede sidder i et hyper high-tech konferencecenter og bliver præsenteret for medicinalindustriens sidste fremskridt i at hæmme - stadig ikke eliminere - sygdommen.
Paradokset er imidlertid kun tilsyneladende. Healerne har noget at tilbyde. De påstår ikke, at de har en helbredende kur, men at de kan spille en vigtig rolle i arbejdet med at forhindre smittespredning. For som Noerine Kaleeba fra UNAIDS sagde til Reuters - hvad enten man kan lide det eller ej, så nyder healerne stor autoritet i de afrikanske lokalsamfund. Og for hovedparten af den fattige befolkning i landene syd for Sahara, hvor 24 millioner mennesker lever med hiv og aids, er det både økonomisk , mentalt og fysisk et mere nærliggende valg at gå til en healer frem for en læge.

Samarbejdet med healerne er blot et ud af mange eksempler på, at det ikke nytter at tænke kampen mod hiv og aids løsrevet fra den kultur, hvor sygdommen florerer. Lige som det ikke nytter at føre kampen uden at tænke økonomisk.
Den Sydafrikanske regerings beslutning om at skære bevillingen til medicinen ATZ, som nedsætter risikoen for at hiv-smittede gravide og nybagte mødre overfører smitten til deres foster eller barn, kan ikke kun ses som udtryk for kynisme eller dumhed.
Den sydafrikanske sundhedsminister har en pointe, når hun fremhæver, at det vil koste det ti-dobbelte af landets sundhedsbudget at behandle de hiv- og aidssyge med de tilgængelige - og dyre - antivirale produkter, som de store medicinalvirksomheder har udviklet. De lande, som har flest smittede, er nemlig samtidig de fattigste lande. Ifølge FN er der bor de 23 millioner af verdens 33 millioner hiv-positive i Afrika. Ud af de 16 millioner, der foreløbig er døde af aids, har flere end 13 millioner været afrikanere.
Det er forlængst holdt op med at være et isoleret sundhedsproblem. I de lande i Afrika, hvor mellem en femtedel og en fjerdedel af den voksne befolkning er smittede, er sygdommen blevet en trussel mod enhver udvikling til det bedre, fordi børn mister deres forældre og lærere, jorden mister bønderne, læreanstalterne mister deres elever, fabrikkerne mister arbejderne - og de udenlandske investeringer, der er bittert nødvendige for at sætte skub i økonomierne, udebliver, fordi de færreste har lyst til at smide penge i en massegrav.

Præsident Mbekis tale til aids-kongressen (som Information bringer på side 13) vakte megen harme, fordi han fremhævede fattigdom som verdens største dræber og undlod at tage afstand fra de forskere - de såkaldte dissidenter, som dels påstår, at aids skyldes et sammenfald af mange andre faktorer end hiv, dels at aids-ofrenes antal overvurderes, fordi ofrene for malaria, dysenteri, difteritis, tuberkuluse m.v. tælles med.
Kritikken af, at Mbeki har lagt øre til dissidenterne og inviteret dem om bord i et ekspertpanel, der skal planlægge landets aids-program kom fuldstændigt til at overskygge, at manden faktisk sagde noget vigtigt: At fattigdom er hovedårsag til sult, undernæring, fejlernæring, at børn ikke bliver vaccinerede, at der ikke er adgang til rent vand og sanitet, sundhedspleje og medicin. Alt sammen gødning for dødens høst. Et kig ned over tabellerne over børne- og mødredødelighed og landenes gennemsnitlige indkomstniveau i UNICEF's nyeste årsrapport viser da også en fuldstændig klar sammenhæng: Fattige liv er altid kortere.

Derfor er det absurd at diskutere om kampen mod aids eller fattigdom er vigtigst. Det ene kamp mislykkes, hvis den anden ikke udkæmpes samtidigt. Medicinske landvindinger løser ikke problemet alene, selv om fabrikanterne presses til at sætte priserne ned, og det hjælper ikke at råbe højt om, at de afrikanske regeringer skal gå i krig mod aids nu, hvis de ikke har de penge, det koster at slås. Hvert år betaler de afrikanske lande 15 milliarder dollar af på deres gæld til verdens rigeste lande, mens de kun bruger omkring 300 millioner dollar til bekæmpelsen af aids. Forskellen i antallet af nuller i de to beløb er deprimerende. Problemernes omfang accentuerer behovet for gældslettelse til håbløst forgældede lande - der er kun et ord for at lade dem fortsætte med at løbe rundt i gældsmøllen, mens de helt bogstaveligt tappes for livskraft. Det ord er uanstændigt.fris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her