Irène Némirovsky blev født i Kiev i 1903, flygtede under Oktoberrevolutionen med sin familie til Paris, hvor hun i en ung alder blev meget anerkendt forfatterinde, giftede hun sig og fik to døtre, inden hun døde i Auschwitz i 1942. I de krigsår hun nåede at opleve, arbejdede Némirovsky intenst på et værk, som skulle bestå af fire bøger under den samlede titel Fransk suite, som en musikalsk komposition i fire satser. Hun nåede at skrive de første to bøger, Storm i juni og Dolce; de kom til at ligge i en kuffert hos hendes døtre i 40 år, inden de i 2004 blev udgivet i Frankrig, og nu udgives de på dansk, sammen med et forord om hendes liv samt et appendiks bestående af forfatterindens optegnelser og breve.
Sædeskildring
Storm i juni har karakter af en række tableauer fra parisernes flugt ud af byen i juni 1940. Det er sædeskildring med et skarpt blik for de forskellige klassers manerer og habitus. Det er vekslen mellem en klog fortællers iagttagende perspektiv og en forlæggelse af perspektivet til de flygtende personer, fra det roligt handlende funktionærpar til den hysteriske overklassefrue.
Det er historien om, hvordan de kristne barmhjertighedsidealer skaller af som tynd fernis, når nødsituationer opstår. Det er sanseligt registrerende skilderier, ikke bare af personerne, men også af den verden, som bliver ved med at gå sin gang trods krig og ulykke: gråspurvene, kattene, en særlig belysning, en vidunderlig junidag - børn, der skal ammes; kirkestager, der skal pudses; strikketøj, der skal strikkes. De personer, hvis bevidstheder forfatterinden fremstiller for os, er både mænd og kvinder, men i forhold til konventionel krigsskildring, er det måske netop kvindeperspektivets supplement, som udmærker Némirovsky. Amning, strikketøj (der er faktisk rigtig mange strikkende kvinder), stagepudsning, forelskelse på trods. Alt det, der stadig er der, trods død og ødelæggelse. Som den sårede soldat tænker det: "På samme måde ville sommeren 1940, trods alt, komme til at stå i de unge pigers erindring som ungdommens år."
Det er sædeskildring à la Balzac, ironi à la Flaubert og sansninger à la Proust.
Gennem kunstens linse
Samme stil og fortælleteknik kendetegner Dolce, som dog i højere grad har et plot. Her skildres tyskernes indtog i en fransk landsby i 1941, og kvindeperspektivet dominerer igen, fra den unge, ammende bondekone, der bærer på en hemmelig forelskelse, til den hyklerisk velgørende grevinde. Her er mødre og koner, som venter på deres måske aldrig tilbagevendende mænd, nogle bittert sørgende, andre resignerede, og atter andre med hemmelig viden om, at den fraværende hero i virkeligheden er en horebuk.
Særligt mødet mellem den unge bondekone Madeleine og en 19-årige tysk æstet med det franske navn Bonnet er uforglemmeligt. Da soldaten Bonnet træder metallisk glitrende ind i Madeleines stue, følger vi hans perspektiv (og det er et sigende, gennemgående greb hos Némirovsky: at kunne annamme fjendens perspektiv) og med dét al den europæiske kunst, det bærer med sig, således at den ammende kone i bondestuen fremtræder som "et interiør i flamsk stil": "At beundre synet af hende var næsten som at stå i et museum i München eller Dresden, alene over for et af disse lærreder der altid henrykkede ham på en måde der på én gang var sensuel og intellektuel, og som han satte højere end noget andet i verden."
Krig og æstetik
Bonnets æsteticisme fremstår med potentialer til både grusomhed og empati, iagttaget af denne forfatterinde, som skulle slås ihjel af folk som ham.
Bevæget bliver man, når Némirovsky med sin skrift trænger ind i en gammel fransk provinskvindes bevidsthed; jeg kan ikke lade være med at have den tanke, at hun her får delvist lov til at gennemleve den alderdom, som aldrig blev hende selv forundt. Måske er det en trøst, måske er det ikke.
Det værste ved bogen er portrættet af forfatterinden på bagflappen. En karakterfuld skønhed, osende af intelligens, på én gang flirtende og melankolsk. Det smerter at bladre fra den både klogt og sanseligt iagttagende prosa, så fuld af liv, til dette ansigt, som man ved skulle slukkes kort efter det havde bøjet sig over papiret, hvor denne prosa blev nedfældet. En frygtelig skæbnens ironi, at denne russisk-franske jødinde, som forstod, at antisemitisme og germanofobi groede af samme muld, skulle blive antisemitismens offer.
Irène Némirovsky: Storm i juni, på dansk ved Mone Hvass, 447 sider, 348 kr. Tiderne Skifter ISBN 87-7973-151-1
